MARCA: Casemiro er tilbage på det brasilianske landshold

Gammel kærlighed ruster aldrig, er det ikke sådan man siger? Carlo Ancelotti overtager snart tøjlerne for det brasilianske landshold frem mod VM 2026 og det skulle eftersigende betyde et comeback til 33-årige Casemiro.

(Getty Images – NurPhoto) 

For nogle uger siden havde Ancelotti en samtale med Casemiro. Det var ikke første gang, de to talte sammen, siden brasilianeren forlod Real Madrid, men denne samtale havde et særligt budskab.

Ancelotti har nemlig også bidt mærke til, hvordan Casemiro har kæmpet sig tilbage på Uniteds hold og han ville høre, hvad midtbanespilleren tænkte om landsholdet – og om et muligt comeback.

Ud af denne samtale mellem venner har Casemiro eftersigende åbnet døren for en tilbagevenden til det brasilianske landshold frem mod VM i 2026.

Casemiro har taget arbejdstøjet på

Casemiro har været én af de bedste spillere i vores europæiske kampagne og han er helt sikkert også at finde i startopstillingen til finalen.

Der var nok ikke mange, der havde forudset, at Casemiro skulle blive en så afgørende brik for Ruben Amorim, som han er blevet over de sidste par måneder.

I de 14 kampe mellem midten af december og starten af februar spillede Casemiro blot 136 minutter og startede kun én kamp. Det var 2-0-nederlaget på hjemmebane mod Newcastle, hvor han tilmed blev taget ud lige efter en times spil.

I den periode sad han ovenikøbet på bænken hele ni gange.

Amorim har dog været imponeret over, hvor hårdt Casemiro har arbejdet for at leve op til hans krav og vinde sin plads tilbage på holdet.

Tilbage i april havde han store roser til overs for den indstilling Casemiro, havde lagt for dagen.

– Jeg ser på mine spillere på samme måde. Hvis de forbedrer sig på de områder, vi beder dem om, så får de chancen. Spiller de godt, bliver de ved med at spille.

– Det var situationen for Casemiro. Æren er fuldt ud hans. Han er vores spiller og vil fortsat være vores spiller.

En indstilling som andre (host, Rashford, host) kunne tage ved lære af.

Skriv et svar
Forrige artikel

Manchester Uniteds europæiske genfødsel i Rotterdams mudder

Næste artikel

Torsdagens rygter: Brandvarm Dortmund-angriber på blokken

ANNONCE