Foto: Martin Rickett/PA Images via Getty Images
Mbeumo og Cunha er topklasse – i begge ender
Jeg må være ærlig her. Jeg var ikke oppe at ringe over købene af Matheus Cunha og Bryan Mbeumo. Jeg kunne såmænd godt lide begge to, og sidste sæsons 20 og 15 ligamål lød da også meget godt.
5 af Mbeumos 20 mål var dog på straffespark, hvilket han nok ikke får lov til i United, så længe Bruno Fernandes er der. Og det er alligevel 25%.
Dette var ikke tilfældet for Cunha. Til gengæld lå Wolves på kanten af nedrykningsstregen, da Cunha fik en karantæne tilbage i marts og april.
I hans fravær startede klubben nu en stime på seks sejre i streg, hvor ulvene avancerede til en 13. plads og dermed reddede sig selv fra nedrykning. Kunne Cunha virkelig være en mand for United, når det ikke engang var ham, der banede vejen for en klub som Wolves?
Lige nu ser det ud til, at mine bekymringer er gjort til skamme. Cunha skulle godt nok spille otte kampe for United, før han scorede eller lavede en assist. Men det har i flere kampe været tydeligt, at han har klassen, ikke mindst i seneste kamp mod Liverpool.
Hans flair, lederskab og attitude bringer minder om selveste Eric Cantona. Det er meget store ord for en fan som mig, der begyndte at holde med United for 32 år siden og netop havde franskmanden som det helt store trækplaster.
Det er nok også FOR store ord, når Cunha trods alt kun har scoret en enkelt gang for United. Tiden vil vise, om vi en dag vil kunne sige, at han bragte noget af den samme attitude til et hold, der desperat har savnet lederskab her i nyere tid.
Mbeumo har ikke den samme attitude, men leder med fødderne og viser vejen. Begge spillere foretager også dødhårdt arbejde defensivt, hvilket vi også så flere eksempler på i dagens kamp. Vi har altså ingen passagerer på dette hold. Alle arbejder hårdt, og det klæder United.
Ungdommen skal køres ind – ikke kastes ind
Efter sejren mod Liverpool skrev jeg en kommentar om, at Ruben Amorim glemte ungdommen i sit svendestykke. Det kan du læse mere om her.
I går startede han til gengæld med Leny Yoro i bagkæden. Og ved 3-0 gjorde Ruben Amorim lige nøjagtig det, jeg havde efterspurgt.
Ind kom Ayden Heaven, Kobbie Mainoo og Patrick Dorgu, alle under 21 år. Ja, sidstnævnte fylder godt nok 21 i dag, men i går var han altså stadig kun 20.
Desværre for mit ønske om perspektiver blev indskiftningerne efterfulgt af en dårlig periode med stort overtag til Brighton. Patrick Dorgu begik selv en stor personlig fejl, og i det hele taget så det ud til, at United manglede rutine og lederskab i en periode, hvor man mistede kontrollen med kampen.
Det var i sidste ende også Bruno Fernandes, der gik forrest i forhold til at genvinde kontrollen og rykke spillet væk fra eget mål. Gårsdagens kamp taler altså ikke for, at ungdommen er klar til at tage over.
Måske skal vi derfor ikke være så hårde i vores dom af Ruben Amorim, når et stortalent som Kobbie Mainoo ikke får regelmæssig spilletid. Måske er der en mening med en gradvis indslusning, frem for at lægge for meget ansvar over på de unge i de perioder, hvor tingene har set svære ud.
Dette er naturligvis selvmodsigende i forhold til min førnævnte kommentar. Mit ønske er stadig at kunne se en håndfuld spillere i start-11’eren, som også kommer til at kendetegne United i de kommende sæsoner. Men United er desværre stadig sårbare med al for kort afstand fra kontrol til panik.
På lørdag spiller United igen, denne gang mod Nottingham Forest. Ayden Heaven, Patrick Dorgu og Kobbie Mainoo må igen forvente at starte på bænken. Sådan må det være for nu.
Er lidelserne virkelig forbi?
Da Ruben Amorim blev ansat for ca. et år siden, sagde han, at United-fans ville komme til at lide. Det må man sige, han fik ret i.
Han sagde også, han ville tage fat i nogle grundlæggende problemer, som i årevis har været en hæmsko for United. Problemer, som også Ralf Rangnick gjorde opmærksom på i sin korte tid i klubben.
Siden har spillere som Marcus Rashford, Alejandro Garnacho, Jadon Sancho og Antony forladt klubben. Spillere, som måske har været med til at personificere nogle af de massive problemer.
Måske er ændringerne og udrensningen også en af årsagerne til United-fansenes konstante støtte til portugiseren. “We back him from the Stretford End”, synger de om manden, der vil “turn the reds aroooound” på melodi af Bonnie Tylers “It’s a heartache”.
For hvordan pokker kunne de ellers blive ved med at synge det, når klubben måtte tage til takke med en 15. plads sidste sæson?
Tre sejre i træk er naturligvis ikke nok til at få os til at glemme og tro, at træerne vokser ind i himlen. Der er stadig lang vej at gå, og United bliver eksempelvis ikke mestre med Diogo Dalot på venstre wingback.
Men nu ligger man på en 4. plads. Foran Liverpool. Foran Chelsea. Foran Newcastle. Foran Spurs, som dog har en kamp til gode. Havde Bruno Fernandes ikke brændt to straffespark, kunne det måske have set endnu bedre ud.
Det kalder på, at vi skal have noget arbejdsro og glemme al snak om trænerfyring. Der vil komme flere nederlag og præstationer, der er under par. Men det værste må være bag os, og nu må vi se fremad. Og hvem ved? Måske vil Ruben Amorim “bring the glory days again”.
Tre virkeligt gode nedslag
Cunha og Mbeumo viser sig mere og mere som nogle stærke tilføjelser, jeg er meget enig i at de begge trods deres åbenlyse offensive kvaliteter også arbejder hårdt defensivt i holdets tjeneste.
Om Cunha er den “nye” Cantona er straks mere tvivlsomt, der er kun én Cantona i min optik, Kongen er unik.
Jeg er en af dem der ikke er “bange” for at trykke på fyrings knappen mht Amorim, har dog været stor tilhænger af Amorim fra starten, men indrømmer gerne at troen på hans projekt blev mere og mere tyndslidt efterhånden som resultaterne udeblev, men det ser ud til at Amorim har fået, om ikke vendt skuden, så vind sejlene nu
Den gode mavefornemmelse er ved at indfinde sig igen.
.