Foto: Gary M Prior, Allsport
Læserne har talt, og Jaap Stam er valgt som ham, der som United-spiller har præsteret bedst i EM-sammenhæng.
Nogle vil nok se det som en overraskelse. Han var nemlig den eneste af de fire kandidater, der hverken bidrog med mål eller assists. Dog er det nok heller ikke mål og assists, man skal kigge for meget på, når man vurderer forsvarsspillere.
Men han fik han jo trods alt også lidt af en skurkerolle med sit brændte straffespark, da Holland tabte semifinalen til Italien i EM 2000.
I sidste ende var der også tæt løb mellem de fire kandidater. Gary Neville sluttede sidst med 20% af stemmerne, selvom han spillede klart flest EM-kampe af de fire kandidater. Dernæst fulgte Harry Maguire med 22%, selvom han nåede en finale og kom med på turneringens hold.
Luke Shaw var tættest på hollænderen med 27%, men kunne i sidste ende ikke måle sig med Jaap Stams 31%.
Vores all time EM-hold kommer altså til at bestå af Peter Schmeichel, Jaap Stam, Paul Scholes, Cristiano Ronaldo og Ruud van Nistelrooy.
Et all time 11-mands hold
OldTrafford.dk har i holdets tilblivelse også overvejet at lave det som et 11-mands hold.
I så fald ville der naturligvis være tale om den samme keeper. Og alle fire ovennævnte forsvarsspillere kommer også med på holdet.
Paul Scholes’ makker på midtbanen vil så blive Paul Pogba eller Ray Wilkins med enten Nani eller David Beckham på den modsatte kant af Cristiano Ronaldo.
I angrebet kommer selveste Bobby Charlton til at træde ind ved siden af Ruud van Nistelrooy.
Peter Schmeichel
Gary Neville Jaap Stam Harry Maguire Luke Shaw
David Beckham Paul Scholes Paul Pogba Cristiano Ronaldo
Bobby Charlton Ruud van Nistelrooy
Underpræsterer United-spillere ofte til EM-slutrunder?
Ovenstående drømmehold kaster nogle spørgsmål af sig. For normalt er det svært at finde plads til alle Uniteds legender, når vi taler om de bedste i historien.
Med Best, Beckham, Giggs, Cristiano og andre dygtige kantspillere, hvordan vælger man så de bedste to? Hvordan vælger man kun to angribere ud af Law, Charlton, Rooney, Cantona m.fl.?
I EM-sammenhæng har det modsatte dog vist sig at være tilfældet. Bobby Charlton har kun spillet to EM-kampe, men har alligevel vist sig som den næstbedste angriber. David Beckham har kun spillet tre kampe, og Jaap Stam har spillet fire. Konkurrencen har altså ikke vist sig at være så hård.
Derudover har flere spillere også indtaget skurkeroller for deres respektive hold. Vi har allerede nævnt Jaap Stams brændte straffespark i EM-semifinalen i 2000.
Samme skæbne overgik også Ashley Young i 2012, Matteo Darmian i 2016 og Marcus Rashford i EM 2020. Samt selvfølgelig også David Beckham i 2004. Der var han dog skiftet til Real Madrid året før.
Og der er altså også kun én United-spiller, der er taget af sted til et EM og har vundet det: Peter Schmeichel i 1992.
Hviler der en lille forbandelse over United-spillere, der tager til EM? Eller er det bare tilfældigheder? Uanset hvad bliver det i hvert fald spændende at følge sommerens EM, der starter i morgen.
Måske vil turneringen lægge op til at lave udskiftninger på ovenstående 5 – eller 11 – mandshold. Og måske kommer der til at være nye spillere, der indtager uheldige roller for deres respektive landshold.
Uanset hvad: God EM-slutrunde til alle United-fans og læsere her på OldTrafford.dk.