(Getty Images / Ash Donelon)
Det var ikke godt nok i går, og det er efterhånden længe siden, at United har strikket en god præstation sammen. Man kunne leve med resultater, der stak lidt i begge retninger ovenpå det kampprogram vi havde i starten af sæsonen.
Mange af os, specielt Frank Ilett med håret, havde set frem til den periode af overkommelige kampe, som United har i slutningen af 2025.
Derfor er det også ekstra skuffende, at vi står med ét sølle point efter to kampe på hjemmebane med Everton og West Ham.
Den famøse stime af sejre, som vi efterlyser er indtil videre udeblevet og nedenfor kommer jeg med tre nedslagspunkter oven på gårdsdagens pointdeling.
Indlæg-galore.
I al den tid hvor Rasmus Højlund spillede, og til dels også når Benjamin Sesko har været med, har vi som fans undret os over den manglende vilje til at få bolden ind i feltet til dem.
Det kan man i hvert fald ikke klage over længere. De seneste to hjemmekampe har der været nok indlæg til at mætte selv den mest nostalgiske Premier League-seer.
Mod Everton var det forståeligt nok. De stod så dybt, at indlæg ofte var den korteste vej mod mål. Tarkowski og Keane fik ekspederet det meste væk, og når de ikke gjorde, stod Pickford klar på stregen.
I går var det en anden historie. Om det var bevidst taktik eller bare kampens rytme, ved jeg ikke, men første halvleg bestod af et væld af indlæg, som sjældent førte til noget som helst.
Til gengæld blev det rettet i anden halvleg, hvor spillerne langt oftere søgte afleveringer ned bag West Hams bagkæde i stedet for at slå håbløse bolde ind i boksen.
Det undrer mig bare, når det nu er Joshua Zirkzee, der er vores forreste mand. Ja, han er stærk, men hans kvaliteter ligger ikke i hovedspillet.
Det kan blive en gevinst, når Sesko vender tilbage, for han er fremragende i luften. Men Zirkzee skal ikke leve af indlæg.
Hvor er offensiven blevet af?
Hvad er der sket med vores angrebsspil? I sæsonens første måneder kunne man tydeligt se, hvorfor klubben investerede over en milliard kroner i to kreative tiere. Det så lovende ud og det var energisk.
Den magi er fuldstændig forsvundet de seneste to måneder.
Bolden SKAL åbenbart forbi Bruno hver eneste gang, før vi tør spille fremad. Og når Cunha modtager den, står tre mand allerede omkring ham. Det drive, vi så fra ham i starten af sæsonen, har vi ikke set længe.
Det samme gælder Mbeumo. Han rammer ikke niveau i øjeblikket. Måske er presset blevet lidt for stort og måske fylder Camerouns mislykkede kvalifikation til VM mere end vi tror. Det er svært at sige.
Faktum er, at begge spillere kæmper.
Derudover er det også svært at gennemskue, hvad United egentlig bruger en hel uge på at træne, når det kommer til at bryde modstandernes forsvar ned.
Lige nu hænger vi vores hat på dødbolde og tilfældigheder. Det er alt for lidt tyndt for en klub som Manchester United.
Tidligere på sæsonen lå vi nummer et på expected goals. Nu er vi nummer fire.
Til gengæld har vi haft flest afslutninger af alle. 161. Arsenal er nummer to med 146.
Man er velkommen til at være uenig, men jeg læser det som om, at vi ikke spiller vores chancer store nok.
Clean sheet? Det kan vi ikke finde ud af.
I vores podcast efterlyste jeg et clean sheet mod West Ham.
Kampene før Senne Lammens ankomst tager vi ud af ligningen – af åbenlyse grunde. Men siden han kom til, har han kun holdt nullet én gang i otte forsøg. Mod Sunderland.
Lammens har gjort det super fint, og kan sjældent klandres for de mål, vi indkasserer.
Så hvor ligger problemet?
Tidligere var det nemt at pege på målmanden. Forsvaret har faktisk præsteret fornuftigt. Men alligevel lukker vi for mange tilfældige mål ind.
I går var det en dødbold. Mod Tottenham var det et afrettet skud. Mod Nottingham en kaotisk situation i feltet. Dewsbury-Halls mål var ren kvalitet, og det accepterer man i verdens bedste liga.
Men det er frustrerende, at vi ofte står solidt i lange perioder, men alligevel ser modstanderne score på super tilfældige chancer.
Det føles igen som et skridt frem og to tilbage.
Lige når man tror, at holdet har fundet momentum, bliver vi mindet om den middelmådighed, der alt for længe har været standarden i Manchester United.