Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en ny låge i vores julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”. Herunder åbner du femte låge af vores julekalender.
Det var i slutningen af maj i en lille flække midt i Jylland på en hverdagsaften.
I det store, nybyggede kulturcenter ved fodboldklubben Ans IF skulle hele fodboldklubben samles for at se Champions League-finalen.
Der var kommet en bølge over Simons klasse i denne tid. Langt de fleste holdt med Chelsea. Kun de ældre holdt med Manchester United. Med undtagelse af Simon selv.
– Jeg dukkede op med hele outfittet på. Full kit wanker-stil, siger Simon Væver, der på det tidspunkt er 12 år gammel.
Første halvleg på Luzhniki Stadion i Moskva gik blændende. Efter 26 minutters spil hældte Wes Brown et indlæg ind i feltet, og 2008-Ballon d’Or-vinderen Cristiano Ronaldo hoppede højere end alle andre og pandede bolden i nettet til 1-0 i det tunge regnvejr.
– Jeg gik helt amok og hånede alle mine venner, der holdt med Chelsea. Om målet husker jeg bare, hvor højt han hoppede op i luften.
Payback
Manchester United havde ikke helt lige så godt fat efter scoringen. Det skulle Chelsea anno 2000’erne nok straffe. Og det gjorde de også.
Frank Lampard brød igennem i feltet og gjorde det til 1-1 lige inden pausen, mens han pegede på himlen som en gestus til sin nyligt afdøde mor.
– Alle andre løb hen for at finde mig. De var henne ved mig for at håne, fordi jeg jo lige havde langet sådan ud selv. Jeg tænkte bare nej, nej, nej.
Vi springer over anden halvleg, som er relativt ubetydelig for historien. Det er den forlængede spilletid til gengæld ikke.
Vi er kun et par minutter fra en straffesparkskonkurrence. Carlos Tevez sparkede bolden ud, fordi han havde krampe, og det mente Chelsea-spillerne ikke, at han havde. Det førte til stor tumult, og inde i klyngen stod blandt andre Didier Drogba og Nemanja Vidic. Ivorianeren gav Vidic en lussing, og så var det tidligt i bad.
– Chelsea-fansene fra min årgang havde jo sagt, at Drogba var bedre end Ronaldo. Så jeg grinte lidt ekstra ad dem der …
Slippy T
– Mit hjerte sad helt oppe i min hals. Det hamrede så hårdt afsted, og jeg var helt ved siden af mig selv. Jeg sad bare og trøstede mig selv med, at det mindste har vi Ronaldo.
Mange fans havde det nok som Simon Wæver op til straffesparkskonkurrencen. Nu skulle det hele afgøres i fodboldens svar på en lodtrækning.
Tevez scorede først. Så scorede Ballack. Så Carrick. Så Juliano Belletti. Og så var det Cristiano Ronaldos tur.
– Han var jo sikkerheden selv på straffe. Det var helt uhørt, at han skulle brænde, siger Simon Væver.
Men det gjorde han. Han kunne ikke stå for presset, og portugiseren lagde sig grædende ned i græsset. Et par tusinde kilometer vest for Moskva brød det ud i massiv jubel fra en klynge Chelsea-fans i Ans Kulturcenter.
– Alle United fans sad bare med hænderne i hovedet. Men jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis Chelsea sparkede og brændte næste gang, så skulle det nok gå. Og så så jeg Lampard gå op til bolden …
Frank Lampard scorede. Det samme gjorde Owen Hargreaves. Og Ashley Cole. Så blev det Nanis tur. Hvis han brændte, ville Chelsea vinde Champions League. Men det gjorde han ikke. Tilbage til at afgøre det hele var Chelsea-kaptajn John Terry. Scorede han, kunne Chelsea bryde ud i jubel.
Simon Væver anno 2025 hæver stemmen, da han bliver spurgt til, hvad der sker under Terrys spark.
– Ja, hvad der sker? Der sker det helt vidunderlige, at han glider! Jeg kan huske, at jeg sagde til min kammerat på forhånd, at han ville brænde.
– Hvorfor?
– Fordi han så nervøs ud. Jeg tænkte ikke, at han lignede en, der turde eller havde lyst. Men nu var vi tilbage igen, og dér vidste jeg, at vi ville vinde, for nu var vi inde i hovederne på Chelsea.
Helt korrekt. Anderson, Kalou og Giggs scorede, inden Nicolas Anelka placerede et svagt spark i målmandshøjde, som Edwin van der Sar pillede og sikrede United den tredje Champions League-titel nogensinde.