Manchester United leverede lørdag, hvad mange før sæsonen nok ville kalde en pligtsejr over Thomas Franks ti mand.
Ikke desto mindre har Everton-kampen nok efterladt et traume hos mange, men det blev gjort til skamme mod Tottenham under Michael Carricks-ledelse.
Nu har United vundet over de to tophold Arsenal og Manchester City, mens de også har vist, at de kan bryde et lavtstående forsvar, og et godt organiseret Fulham-hold. Så hvad kan gå galt?
Premier Leagues mest undervurderede midtbane?
Det er godt nok svært ikke at være glad for Manchester Uniteds midtbane lige pt. Casemiro er igang med en farvelturné, der nærmest slår Elton Johns, Kobbie Mainoo gør Amorim til skamme med exceptionel kvalitet og Bruno Fernandes er… Lige så hamrende god, som han altid har været.
I alt snakken om, hvor tynd og dårlig Manchester Uniteds midtbane har været den her sæson, er det som om, at det også går lidt i glemmebogen, hvor god den er nu, hvor alle tre spiller på højt niveau.
Det har jo nok givetvis noget at gøre med, at hvis United skulle være så uheldige at pådrage sig bare en enkelt skade, så står fundamentet ikke stærkere end et korthus.
Så for guds skyld Casemiro, Mainoo og Bruno: Hold jer skadesfri!
Temposkift og dynamiske angreb er vejen frem
Det er imponerende, hvordan Michael Carrick har svært ved at misse ved siden af lige nu. Det taktiske spiller altså bare. Mest imponeret er jeg over, hvordan han har fået spillerne til at presse så meget bedre end under Amorim.
Det er til tider overfaldsfodbold, og det pynter virkelig på holdet.
Men hele den dynamiske angrebsstil fungerer også. Mod Tottenham vælger Carrick at spille Mbeumo ude på højrekant til start. Det virker helt klart til, at Carrick vil have Uniteds farligste mand over på en Archie Gray, der spiller lidt ude af position. Gray svarede igen med nærmest at mandsopdække Mbeumo.
Og det blev dyrt for Tottenham, for som kommentatorerne rigtig nok sagde det: Tottenhams forsvar havde INGEN ide om, hvem de skulle dække op. For Cunha, Mbeumo og Amad de løb såmænd bare i cirkler deroppe, og det efterlod baglinjen snotforvirret.
Læg dertil at Uniteds angreb er begyndt at spille i de små rum i stedet for at holde sig fra dem. Det virker lige nu til at kunne nedlægge et hvert hold, hvilket leder mig til den sidste pointe.
Carricks gyldne berøring
I en græsk myte bliver Kong Midas skænket evnen til at forvandle alt, han rører, til guld af ekstasens gud Dionysos. Og det tyder jo næsten på, at sagnkongen er opstandet i en moderne version i Manchester.
For lige nu bliver alt, hvad Michael Carrick rører ved, til guld. Intet mindre. Han kan vinde over topholdene i Premier Leauge, såvel også midterholdene og mindsanten om han ikke også kan nedbryde ti mand – som vores tidligere træner mislykkedes med. Hans trænerteams dødbolde virker. Ja, det føles som om, at han og resten af trænerne kan det hele. Og ikke nok med det, så er stemningen også tilbage i Manchester United, Old Trafford gynger og den ‘rigtige’ angribende fodbold er tilbage igen! Svært at være utilfreds, ikke?
Meeeeen… Det endte jo ikke helt lykkeligt for den kære Midas, der hurtigt fandt ud af, at det ikke var så hensigtsmæssigt at alt blev til guld, når man skulle drikke og spise. Og det bliver spændende at se, hvordan Carrick og co. håndterer det, når energien på et tidspunt forsvinder, og han skal finde tilbage til det nuværende. Vi håber, at det ikke udvikler sig til en forbandelse, som det til tider kan føles at være i Manchester United.
For nu rider vi dog på bølgen – og den er forhåbentlig høj nok til at også at drive over Østlondon i morgen.