Sæt Amad som den næste mand i rækken af spillere, der roser Michael Carrick og hans stab til skyerne.
Englænderens indtog som midlertidig træner i klubben har gjort et eminent indtryk på alt fra Patrick Dorgu til Bruno Fernandes til Lisandro Martinez og nu også den ivorianske kantspiller Amad.
I det kommende podcastafsnit af Inside Carrington roser Amad nemlig sin nye træner til skyerne.
– Som spiller er det vigtigt at have folk omkring dig, der kender klubben, og som ved præcis, hvad klubben betyder for dem. De bliver ved med at fortælle os, hvad klubben betyder. Det er virkelig vigtigt. Og når vi træder ud på banen, vil vi kæmpe for dem, siger Amad.
– At have Michael Carrick som cheftræner er virkelig vigtigt, for han kender klubben. Han er frontfiguren, og han kan fortælle os om, hvilken klub vi spiller for.
I det hele taget nyder Amad at have Carrick tilbage i klubben, for han er et familiært ansigt.
– Det er fedt at have ham her, og vi nyder træningen. Han er en fin fyr. Han taler med alle, og jeg er så heldig at kende ham allerede, for han var her, da jeg kom til som 18-årig.
Amad spillede i Sunderland i noget af tiden, hvor Michael Carrick var træner i Middlesbrough, hvor de også fik lejlighed til at møde hinanden. Nu er Carrick træner for Amad, og ivorianeren har startet alle fem kampe under Carricks regi.




