Ronaldo overbeviste Dalot om at blive i United

Han var ellers på vej væk, fortæller han åbent

Det er sommeren 2021.

AC Milan har haft lejet Diogo Dalot i den forgangne sæson, og det er gået så godt, at han er udtaget til EM, inden portugiseren overhovedet havde spillet sin første seniorkamp.

Dalot er taget tilbage til Manchester, men er stadig i dialog med AC Milan, som gerne vil have portugiseren på permanent basis. Det overvejer han stærkt, samtidig med, at han også mødes med andre klubber.

Indtil han får en besked på sin telefon i slutningen af august.

– Min dreng, bliv, hvor du er. Jeg kommer tilbage til Manchester.

Beskeden kommer fra Cristiano Ronaldo, som er færdig med sit eventyr i Juventus og skal lede efter nye græsgange. Manchester City var længe inde i billedet, men nu skulle Uniteds tidligere nummer 7 alligevel afsted til den anden del af Manchester.

– Cristiano fortalte, at United er verdens bedste klub, at vi ville komme tilbage til toppen, hvis bare vi ændrede et par ting. Han ville hjælpe mig, og vi ville spille mange kampe sammen. Jeg talte med min agent og Claudia, fortæller han i Players Tribune.

Her kan hele hans historie i øvrigt varmt anbefales at læse.

– Bedre end da jeg kom
– Mourinho ville have mig til at være i United i ti år, så hvordan kunne jeg forlade den efter to?

Den henvisning kommer som følge af, at José Mourinho ringede til ham i sommeren 2018 og ville have ham til Manchester United. Dalot var blevet skadet og skulle opereres, og han var bekymret for, om skiftet så ville blive til noget. Mourinho forsikrede ham om, at han så ham som Uniteds næste højreback i de kommende ti år.

I dag har han været i klubben i otte år. Syv, hvis man fraregner smutturen til AC Milan. Det er længe siden, at José Mourinho ringede til en teenager, der sad på en fortovscafé i Braga.

Nu er Dalot 27 år gammel og har to børn. Han er voksen og er vokset side om side med Manchester United. Han har været igennem både hårde og gode tider med United, og forud for VM med Portugal sætter han nogle ord på Uniteds fremtid:

– Jeg har spillet næsten 250 kampe for denne klub. De hårdeste tider har været forfærdelige. Der har været gange, hvor folk har forsøgt at slå klubben ihjel. Når du hører nok gange, at klubben er i stykker, så gør det ondt. Men jeg ved, at denne klub er bedre end da jeg kom. Jeg kan se det bag gardinerne. Jeg kan se det i måden, folk taler på.

– Jeg kan se det på måden, vi har gjort fremskridt i denne sæson. Denne klub vil vinde igen. 100 procent. Jeg kan ikke gå til træning hver dag uden at tro på det. For gør du ikke det, så er Manchester United ikke klubben for dig. Jeg bliver mindet om det hver gang, jeg kører ind på Carrington og ser de røde bogstaver over parkeringspladsen.

Skriv et svar
Forrige artikel

Mainoo nomineret til PFA Årets Unge Spiller

ANNONCE