Efter en lovende opstart hæves barren markant for Michael Carricks mandskab. Lørdag venter sommerens stærkeste modstander. Kampen bliver et godt pejlemærke for, hvor langt United er kommet før sæsonstarten. Samtidig bliver det en mulighed for at se nye relationer og unge spillere mod et af Europas bedste hold.
Her er 5 ting vi skal holde øje med inden den store test:
1. Sommerens hidtil største test
Der er stor forskel på at møde hold i opstarten og på at stå over for de regerende Champions League-vindere. Det bliver interessant at se, hvordan United reagerer, når tempoet og kvaliteten hæves. Kan Carricks mandskab fastholde det udtryk, de har vist hidtil, eller bliver de presset længere tilbage på banen?
2. Hvilke relationer er Carrick ved at bygge op?
Fraværet af Casemiro kan stadig mærkes i vores hjerter, men på banen har det åbnet nye muligheder centralt på banen. Mason Mount har gjort positiv figur i en dybere rolle i opstarten, mens Andrey Santos har vist lovende takter med sit pålidelige pasningsspil. Nu er Youri Tielemans også til rådighed. Kampen kan derfor give et fingerpeg om, hvilke relationer Carrick ønsker at bygge videre på før sæsonstarten.
3. Er Shea Lacey klar til næste skridt?

Manchester United har stolte traditioner for at give plads til egne talenter, og spørgsmålet er, hvem der bliver det næste store navn fra Carrington. Kobbie Mainoo tog det store spring for få sæsoner siden, og i denne opstart har Shea Lacey været den unge spiller, der har gjort størst indtryk. Med sin teknik og hurtige fødder kan Shea Lacey skabe problemer for PSG’s forsvar. Hans spillestil minder på flere områder om Phil Foden fra den forkerte side af Manchester. Får han igen chancen mod PSG, kan det være endnu et tegn på, at han nærmer sig en fast rolle i førsteholdstruppen.
4. Er højre back for Lenny Yoro bæredygtigt?
Leny Yoro leverede en overbevisende indsats på højrebacken mod Atlético Madrid, og det rejser et interessant spørgsmål. Med hård konkurrence på stopperpladserne kan en rolle på backen måske være en vej til flere minutter. Moderne topfodbold har flere eksempler på fysisk stærke midterforsvarer, der løser backrollen. Det bliver spændende at se, om Carrick fastholder den disposition, eller om det blot har været en konsekvens af fraværet hos Diogo Dalot og Noussair Mazraoui.
5. Hvordan står United mod verdenseliten?
PSG kommer i store perioder af kampen til at have bolden i egne rækker, og derfor bliver kampen en god test af organisationen United er uden bold. Holdet skal stå kompakt og begrænse chancerne. Samtidig skal United true den anden vej, når muligheden opstår. Den balance bliver afgørende, når Champions League igen venter senere på sæsonen.
Der er fortsat tale om en træningskamp, men en modstander i Paris Saint-Germain bliver ikke meget stærkere. Derfor kan lørdagens opgør give svar på, hvor Michael Carricks Manchester United står få uger før den nye sæson.
Kampen spilles lørdag klokken 17.00 på Nya Ullevi i Göteborg og kan ses direkte på MUTV.




