Ferguson henrykt over Scholes” form

Da Paul Scholes under træningen forud for efterårets Champions League-opgør ude mod Dinamo Kiev pådrog sig en knæskade, der krævede en operation, var det…

Da Paul Scholes under træningen forud for efterårets Champions League-opgør ude mod Dinamo Kiev pådrog sig en knæskade, der krævede en operation, var det frygtet, at den 33-årige midtbanespillers karriere sang på sidste vers.

Men operationen og genoptræningen forløb problemfrit, og efter at rødtoppen gjorde comeback i slutningen af januar, har der ikke hersket tvivl om, at den tidligere engelske landsholdsspiller er kommet sig fuldstændigt over sin skade og er tilbage for fuld kraft.

For Scholes har atter indtaget sin gamle rolle som spilfordeler og drivkraft på Uniteds centrale midtbane, hvilket han senest demonstrerede i 3-0-sejren over Liverpool i søndags. Til stor glæde for Sir Alex Ferguson.

“Sidste søndag var et fantastisk tegn for mig, hvad angår holdets selvtillid. Den fattethed, de viste i kampen, synes jeg var virkelig topklasse. Noget af det, der var mest opløftende for mig i kampen, var den form, Paul Scholes viste,” siger Ferguson til Sky Sports News.

“Efter tre og en halv måned tog det ham noget tid at komme tilbage til den gamle Paul Scholes-form. Sidste søndag var han i mine øjne over alle på banen. Jeg synes, at han var fremragende. Det giver os en fantastisk selvtillid de næste uger med Scholes” form,” slutter United-manageren.

Forrige artikel

Ben Foster bliver i United

Næste artikel

Nu starter mesterskabskampen

ANNONCE