Tre svar vi leder efter i kampen mod Manchester City

Sæsonen skydes for alvor i gang, når naboerne fra Manchester City besøger Old Trafford søndag eftermiddag. Her er tre svar, vi leder efter i kampen.

Der er for alvor dømt lokalopgør i Premier League søndag eftermiddag.

Manchester City kommer på besøg, og det gør de med en god sæsonstart i bagagen. Med ni point i tre kampe, har Enzo Maresca fået en perfekt start i klubben – i hvert fald pointmæssigt.

Det betyder, at sæsonens hidtil største kamp venter, og et godt resultat er vigtigt for Manchester United.

Med fire point efter de første tre kampe, kan afstanden allerede være på otte point op til City, hvis man går tomhændet fra banen.

Derfor leder vi efter, hvilke faktorer der kan afgøre kampen på søndag.

Kan United lege med de store drenge i år? 

Det absolut vigtigste svar vi får i kampen er, om holdet kan spille op med de store klubber i år.

På trods af haltende resultater mod Hull og Everton, har United set stærke ud på Old Trafford med to storsejre i indledningen.

5-1 og 4-0 mod henholdsvis Ipswich og Sabah har været stærkt, og det skal ikke negligeres, hvor vigtigt det har været at vinde uden de store problemer.

Men det bliver en helt anden opgave søndag, hvor City vil komme ud og tage initiativ for at kontrollere kampen.

Det har i mange år været på kontra, at United har formået at få ram på City, hvor udeholdet oftest har siddet på boldbesiddelsen.

Faktisk har United ikke vundet duellen om boldbesiddelse siden oktober 2015, hvor Louis Van Gaals tropper havde 59 procent af bolden.

Kampen endte 0-0, og midtbanen bestod af Bastian Schweinsteiger, Morgan Schneiderlin og Ander Herrera.

Det er selvsagt ikke boldbesiddelsen, der afgører kampe.

Et tydeligt eksempel på dette er sidst de to hold mødtes. Det var Michael Carricks første kamp i denne periode som cheftræner for klubben, og United kørte City over.

United havde 32 procent boldbesiddelse, men de havde til gengæld en xG på 2.27 mod Citys 0.45 ifølge Flashscore.

Derfor kommer den røde del af byen også ind til kampen med de bedste minder i deres friske erindring.

Kampen kommer til at give en god indikation på, om holdet er i stand til at spille lige – eller bedre – op mod de store hold i år.

Er Kobbie Mainoo den bedste midtbanespiller i Manchester?

Ifølge Thomas Tuchel er Elliot Anderson den bedste engelske midtbanespiller i Manchester.

Det tror jeg ikke, at alle United-tilhængere er enige i, og derfor bliver det store spørgsmål, hvem der vinder midtbaneduellen.

Kobbie Mainoo er startet stærkt i indeværende sæson og har sat sig solidt på Uniteds midtbane ved siden af Youri Tielemans og bag Bruno Fernandes.

Han fik ikke ét eneste minut til VM, hvilket også vakte en del opsigt i United-kredse hen over sommeren.

Derfor får den lokale Manchester-dreng muligheden for at vise, at han fortjente spilletid i sommer, men også at han fortjener spilletid i fremtiden på det engelske landshold.

Begge hold har investeret i en helt ny midtbane i transfervinduet, og det bliver derfor spændende at få første smag på, hvem der har fået den bedste midtbanekonstellation på plads.

Der er ingen tvivl om, at Mainoo vil være topmotiveret søndag.

Starter Benjamin Sesko på toppen? 

Det er den store debat omkring United for tiden.

Skal Sesko starte på toppen, eller er han bedst fra bænken?

Det bliver værd at holde øje med, når opstillingerne kommer ud søndag, om det bliver Sesko eller Cunha, der starter på toppen.

Det er to meget forskellige typer, og Cunha er i manges øjne bedst ude til venstre, hvor også Marcus Rashford bejler.

Hvis man kigger på, hvordan Carrick tidligere har startet mod store hold, kan man tage et kig på startopstillingerne mod City og Arsenal i sidste sæson.

United vandt begge kampe, og det var uden Sesko fra start, som sad på bænken i hele kampen mod City og fik et kort indhop mod Arsenal.

Efterfølgende var sloveneren i storform, hvor han viste sin målnæse både fra bænken og fra start.

Den store angriber er også kommet i gang i denne sæson med mål i de to sidste kampe. Igen både som indskifter og fra start.

Det har vist sig at være en udfordring for United at score mod lavtstående modstandere uden Sesko, da der ikke er andre i truppen med samme evner med hovedet.

Modsat har det også vist sig at give holdet nogle flere opspilsmuligheder, når eksempelvis Cunha har startet på toppen og spillet mere som en falsk 9’er.

Det kan især komme til gavn, når der kommer mere plads at løbe i mod City. Men Sesko kan også løbe dybt, så det ene udelukker ikke det andet.

Det kommer an på, hvad Carrick og hans stab har set som nøglen til at slå City, der bliver afgørende for startopstillingen søndag.

 

Skriv et svar
Forrige artikel

Nedtakt: United er bedre med Šeško på toppen

ANNONCE