Optakt: Nu gælder det Carabao Cup – United møder Brighton

United skal ryste skuffelsen mod Manchester City af sig, når Brighton venter i Carabao Cup. Spørgsmålet er, hvor meget Carrick vælger at rotere, og hvem der griber chancen.

Nå. Weekendens kamp var ikke noget at skrive hjem om, men livet går videre – og det gør fodboldverdenen også.

Heldigvis er der i engelsk fodbold ikke tid til at dvæle over ærgerlige resultater, og heldigvis for os kommer kampene thick and fast, og onsdagens kamp mod Brighton er Uniteds chance for at vende skuden efter den middelmådige sæsonstart i ligaen.

Hvis vi kigger nogenlunde et år tilbage, skulle Amorims United også spille Carabao Cup. Dengang hed modstanderen Grimsby Town, og resultatet blev, hvis nogen havde glemt det, en mirakuløs sejr til Grimsby efter straffesparkskonkurrence. Det var naturligvis en skuffelse, og decideret pinligt at United røg ud af turneringen mod et League Two-hold.

Nu har United chancen for at få revanche i den turnering, der gav os fans en meget, meget hård aften for et års tid siden.

Modstanderen denne gang er dog i en helt anden kaliber. Brighton kommer fra en rigtig flot sæsonstart i ligaen, hvor de aktuelt ligger på 5. pladsen med 7 point efter 4 kampe. Modsat ligger United på 13. pladsen og har 4 point efter de første 4 kampe.

United har virkelig brug for at gå ud og vise, at de i denne sæson har kvaliteten til at spille med i flere turneringer. Det vil være en kæmpe skuffelse – ligesom sidste år – at ryge ud i den første kamp i begge de hjemlige pokalturneringer.

Det er bl.a. også derfor, det bliver spændende at se, hvor meget Carrick vælger at prioritere denne kamp. Vælger han at rotere meget og give chancen til nogle af de spillere, der ikke har fået så meget spilletid i sæsonstarten, eller holder han fast i sin stærkeste startellever for at vise, at de hjemlige pokalturneringer har høj prioritet i år?

Det er nogle af de spørgsmål vi får svar på det næste døgns tid, og som vanen tro, klæder Oldtrafford.dk dig godt på til Carabao Cup braget mod Brighton onsdag aften.

 

Dato, tid og sted

Kampen skal spilles på Old Trafford i morgen aften. Onsdag d. 16. september kl 21.00 dansk tid.

 

Kampens dommer

Farai Hallam er kampens dommer. Hallam har tidligere dømt syv Premier League kampe. Hans partnere på sidelinjen bliver Craig Taylor og Conor Brown, mens tjansen som fjerdedommer bliver håndteret af Lewis Smith

Det er vigtigt at notere, at der ikke er VAR i denne kamp – heldigvis…

I Carabao Cuppen er det nemlig først i semifinalen, at VAR bliver introduceret.

 

Skader og karantæner

United mangler stadig Matthijs De Ligt, der fortsat er ude med rygproblemer. Det samme gælder for Amad og Carlos Baleba, der så småt nærmer sig en tilbagevenden fra deres skader. Anerledes er det for Luke Shaw, der muligvis kan blive klar til kampen mod Brighton.

I Carricks pre-match pressemøde udtalte han følgende om Shaws skadesituation.

– Luke kan muligvis være til rådighed. Han kan måske nå at blive klar til Brighton, men vi må se. Det er ikke helt afklaret, men der er snarere tale om et spørgsmål om få dage end noget andet

Manuel Ugarte er fortsat ude på ubestemt tid med en korsbåndsskade.

Hos Brighton må man også undvære flere prominente spillere. Ude med skader er Jack Hinshelwood, Yankuba Minteh og Kaoru Mitoma.

 

Mulige startopstillinger

Manchester United: 4-2-3-1
                           Lammens
   Dalot – Maguire – Heaven – Mazraoui
                     Mainoo – Santos
           Mbeumo – Bruno – Dorgu
                                Sesko

 

Brighton: 4-2-3-1

                            Verbruggen
     Kadioglu – Dunk – Vuskovic – Boscagli
                          Gross – Ayari
            Gomes – Yalcouye – De Cuyper
                             Kostoulas

Hold øje med 

Om Carrick vælger at rotere i startopstilling, det bliver meget interessant at se hvem der får de her cup-kampe. Der er sikkert en del spillere på bænken, der tænker, at det er i de her kampe, de skal gå ind og vise, at de også skal have minutter i Premier League og Champions League.

Her tænker jeg især på Santos, Mazraoui og Heaven. Førstnævnte har fået begrænset spilletid i de første kampe i sæsonen. Selvom prisskiltet lød på 50 millioner pund, har Carrick foretrukket en duo med Mainoo og Tielemans på midtbanen i sæsonens første kampe. Dette vil være en kamp, hvor han virkelig kan vise, hvorfor United har brugt så mange penge på ham.

Mazraoui skal gå ind og udnytte, at Shaw er skadet, og at Dalot har fået en meget ’shaky’ start på sæsonen. Hvis han spiller godt på venstrebacken i morgen, vil han måske kunne se frem til en startplads på højrebacken i stedet for Dalot.

Heaven skal bruge, hvis han får en startplads, de her kampe til at vise hvorfor han kan være fremtiden i Uniteds forsvar. Han har så mange gode kvaliteter, og konstellationen mellem Maguire og Martinez virker bare ikke altid, og ofte lukker de alt for mange mål ind. Sådan nogle kampe her vil give Heaven mere erfaring, som han i den grad har brug for. Det samme kunne man sige om Yoro, som forhåbenligt får nogle minutter i cup-kampene.

Det er nemlig derfor, at de her cup-kampe er så vigtige. Det giver Carrick mulighed for at give erfaring til og udvikle de spillere, der ikke er klar til en startplads i Premier League eller Champions League. Samtidig giver det ham selv muligheden for at se, hvilke konstellationer der fungerer. Derfor er de her cup-kampe så uhyre vigtige.

 

Skribentens bud på resultatet

Årh, den er svær.

Brighton ser stærke ud.

Jeg ville ønske, at jeg vil kunne skrive en stensikker 2-0 til United.

Men helt ærligt, så tror jeg det bliver en tæt kamp, hvor begge hold får masser af chancer.

Mit bud er: 2-2 i ordinær spilletid

Så er det som bekendt tilfældighedernes spil i en eventuel straffesparkskonkurrence – men her tror jeg dog, at United trækker det længste strå og går videre.

 

Hvor skal du se kampen

Kampen vises på Viaplay og TV3 Max fra kl. 20.55

 

 

 

 

 

Skriv et svar
Forrige artikel

Medie: United vil ikke acceptere Gabriels ønske

ANNONCE