Imens solen skinnede herhjemme i Danmark, tog Middlesbrough imod Manchester United i den nordengelske havneby under helt andre vejrforhold. Sneen væltede ned over Riverside Stadium, hvilket mærkeligt nok passede brasilianeren Afonso Alves meget godt. Han åbnede sin Premier League målkonto med to scoringer, hvilket var nok til at sende de forsvarende mestre fra Manchester hjem med et enkelt point. 2-2-resultatet formindsker hullet til tre point ned til de nærmeste forfølgere fra Chelsea.
United kom foran efter bare 10 minutters spil med det efterhånden obligatoriske mål per kamp af Cristiano Ronaldo. Godt forarbejde af Michael Carrick gjorde det nemt for Ronaldo at sætte sidste fod på bolden. Med to mål bragte Afonso Alves Boro tilbage på rette kurs, før Wayne Rooney efter 74 minutters spil kunne sætte bolden ind via en modspiller, på flot oplæg af Park Ji-Sung.
Uniteds forsvar var usædvanlig ustabilt i dagens opgør, hvilket meget vel kan skyldes Nemanja Vidic” fravær. Serberen sad kampen over med en knæskade, hvilket gav John O’Shea chancen fra start i midterforsvaret. Firkløveret bestående af Brown, Ferdinand, Vidic og Evra manglede sidste led i kæden, og vaklede i store dele af kampen. Selv da O’Shea og Brown byttede plads var der uvant usikkerhed i den bagerste kæde. Det gjorde det ikke bedre, da Rio Ferdinand måtte udgå i anden halvleg, hvilket gør ham usikker til onsdagens returopgør i Champions League mod Roma. Gerard Piqué tog over for forsvarsklippen, der som den eneste virkede stabil kampen igennem.
De 33.952 tilskuere, der var mødt op, kunne se deres hjemmehold gøre en god figur mod ligaens dukse. De kæmpede med næb og klør til sidste minut, og kampen kunne ligeså godt være faldet ud til deres fordel, som den kunne til gæsternes. United får ikke lang tid til at sluge det halvskuffende resultat, da Roma gæster Old Trafford på onsdag, og Arsenal ligeledes på næste søndag.