Foto: Alan Harvey/SNS Group via Getty Images
Engang var floden Nervión, der løber igennem Bilbao, grundlag for det meste af byens industri, som var stærkt knyttet til byens borgere. I dag spiller floden stadig en central rolle. Udover, at den minder indbyggeren om en tid, hvor man ikke fik noget foræret, så forbinder Nervión i dag, dét som gør at tusindvis af turister, hvert år besøger byen: De kulinariske oplevelser, det spektakulære Guggenheim-museum og Athletics hjemmebane, San Mamés, der ligger i udkanten af den indre by.
Denne skribent besøgte byen og stadionet for cirka et år siden, og uden, at der skal gå rejseguide i den, så er en tur til Bilbao højst anbefalelsesværdigt.
Men det skal handle om fodbold.
Historien: Den engelske forbindelse
Klubben blev ifølge egen hjemmeside stiftet i 1898, men det er en sandhed med modifikationer. Klubben er en overbygning på to klubber stiftet af henholdsvis engelske arbejdere, der tjente til dagen og vejen ved havnen, og baskiske unge, der havde studeret i England. I 1903 blev ’Athletic Club’ (stavet på engelsk, grundet forbindelsen til England) navnet på klubben, der skulle blive en af de mest succesfulde i spansk fodbold.
Athletic har i sin levetid vundet pokalturneringen hele 24 gange. Senest vandt man turneringen i 2024, hvor sejren ikke blev fejret med en bustur i byens gader, men på en båd på Nervión. Derudover har klubben otte nationale mesterskaber i trofæskabet – dog er det seneste helt tilbage fra 1984.
Klubben spillede oprindeligt i hvid og blå – i noget der minder om de trøjer, Blackburn spiller i. Men i 1909 tilbragte en af byens unge studerende julen i London med ordre om at købe 25 spillertrøjer med hjem. Han kunne dog ikke finde nok, og endte derfor med at købe 50 Southampton-trøjer, som matchede byens farver. Heldigvis var klubbens præsident så glad for de rød-hvide trøjer, at det med det samme blev klubbens farver – og har været det lige siden.
Halvdelen af trøjerne blev sendt til Madrid, hvor tre unge baskere havde startet deres egen klub – den, der i dag kendes som Atlético Madrid.
Helt tilbage fra 1911 besluttede man i klubben, at man kun ville bruge spillere med baskisk blod i årerne. Politiken har været med til at gøre klubben verdenskendt og til en klub mange sympatiserer med. Politikken gælder dog ikke for trænere, hvor der flere gange har siddet en ikke-basker – flere af disse er naturligvis englændere.
Vi kan heller ikke sige de to klubbers navne uden at komme ind på en bestemt spiller; Ander Herrera. Herrera skiftede i 2014 fra Athletic til Manchester United, hvor det blev til 132 optrædener for de røde djævle.
Herrera vendte tilbage til Athletic efter tre sæsoner i PSG. Han spiller i dag for Boca Juniors.
San Mames
Man skal ikke opholde sig i Bilbao i særlig lang tid, før man ved, at de røde og hvide farver – ligesom Athletic – er med til at binde byen sammen. Striberne er overalt, hvor man færdes.
Farverne er selvfølgelig også allestedsværende inde på selve stadionet, men også udenpå. Det nuværende San Mames, blev åbnet tilbage i 2013 og med andre ord et ret moderne stadion. Selve stadionet er hvidt om dagen, men kan ligesom Allianz Arena i München, skifte farve og lave lidt af et lysshow, f.eks. når der bliver scoret ved sejr ellen andet.
Udover at lægge græs det første semifinaleopgør, når man møder Manchester United, så er det også på dette stadion, at selve finalen i Europla League spilles. Derfor må man forvente et toptændt Athletic, der vil gøre alt for at få ”hjemmebane” i finalen.
Dedikationen som man møder i bybilledet, er nærmest én til én. Der bliver sunget fra start til slut af et særdeles medlevende publikum, hvoraf de mest inkarnerede sidder bag det ene mål. Denne skribent havde fornøjelsen at sidde lige ved siden af denne.
Holdet
Nutidens Athletic ligger i skrivende stund på en fjerdeplads i La Liga med kortere til holdet over end under, og ligger dermed til at skulle i Champions League i næste sæson.
Holdet trænes af Ernesto Valverde, der er i gang med sin tredje periode i klubben. Inden Valverde kom til klubben fra Bilbao, var han tre år i Barcelona.
Holdet kendetegnes af hårdt og aggressivt spil tilsat flere kreative spillere i offensiven.
Med politikken om kun at have baskiske spillere, kan der være perioder, hvor man ikke kan stille et hold, der kan spille op med de bedste i rækken. Det er ikke tilfældet i denne sæson, hvor der er en række profiler, men skal holde øje med.
På mål har man den spanske landsholdsmålmand, Unai Simón, der er en meget alsidig og solid keeper. God med fødderne, rolig, stærk og uden nogen svagheder. Foran Simon endnu en spansk landsholdsspiller i form af Dani Vivian. Ikke verdens højeste centrale forsvarsspiller, men aggressiv og kan godt minde lidt om vores egen Lisandro Martinez. Han spiller med hjertet, hvilket gør ham til lidt af en favorit hos undertegnet.
På midtbanen møder man masser af hårdt arbejde, med de to dygtige midtbanespillere Mikel Jauregizar og Iñigo Ruiz de Galarreta. God i duellerne, sikker i pasningsspillet, hvor man ikke er bleg for at slå afleveringer, der kan bryde kæderne, når chancen byder sig.
På hver sin kant huserer de to Williams-brødre. På højresiden storebror Inaki og på venstrefløjen Nico. Hvor Inaki har erfaring og god til at træffe de rigtige beslutninger, er Nico den unge og generelt mere optimistisk og udfordrende i sit spil. Begge er hurtige, tekniske stærke og dem, de fleste Athletic-fans sætter deres lid til. I min mening er Nico en bedre dribler end sin storebror, men omvendt synes jeg, Inaki er en bedre afslutter.
Men for mig er det ingen tvivl om, hvem der er den vigtigste, spiller hos Athletic; Oihan Sancet. På mange måder minder han om Bruno Fernandes. Han spiller med nummer otte og ligger som 10’eren i holdets 4-2-3-1 formation. Det er ham, der binder det sammen og er holdets største måltrussel, hvilket 15 mål i 23 La Liga-kampe i denne sæson, vidner om. Heldigvis for United er det også en spiller, der ofte døjer med lidt småskavanker, og sjældent spiller fuldtid, hvis han i det hele taget er klar. Skaderne til trods, så står han øverst som Brunos afløser, skulle han – Gud forbyde det – stoppe i Manchester United.
Holdets største svaghed ligger på 9’er-positionen, hvor kvaliteten ikke er helt lige så høj som i resten af ’once de gala’. Det er med stor sandsynlighed Maroan Sannadi, der starter inde på torsdag, som han har gjort det i de to kampe mod Rangers i kvartfinalen. Han er 192 cm og lidt af en uortodoks type som angriber. Hans fysiske pakke er god, og han bliver typisk brugt som spilstation. Han har kun lavet et enkelt mål i hele sæsonen på de 755 minutter, han har fået fordelt på 15 optrædener. Bliver det ikke Sannandi, så står Gorka Guruzeta klar. Han er en lidt mere bevægelig og snu type, men med sine i alt syv mål i 45 optrædener denne sæson, har han heller ikke just imponeret som topangriber.
Udover de mange profiler, så er det også et mandskab, hvor ingen er over holdet. Sætter man sig over holdet, er fansene efter dig med det samme. Spiller man for Athletic, kæmper man ikke bare for holdet, men en by, en region og drømmen om et uafhængig Baskerland, som man har kæmpet for i årevis.
Fodbold er mere end bare fodbold i Bilbao.
