Hvor passer Mason Mount ind på det her hold?

Mason Mount er langt om længe sin skade helt kvit. Man håber han kan slutte sæsonen fornuftigt af, i hvad der ikke ligefrem har været en dans på roser for englænderen. Men hvor på banen skal han bringes i spil?

Det var med store forventninger, at Mason Mount i sommer-transfervinduet 2023, blev hentet til Manchester United fra Chelsea for 55 millioner pund. Ikke nok med det høje prisskilt, blev den tidligere Chelsea-favorit også tildelt det ikoniske 7-tal.

Ingen kontinuitet

Mount gjorde sig positivt bemærket under pre-season og startede også inde for United i åbningskampen mod Wolves og ligeledes den næste kamp mod Spurs. Der pådrog han sig dog sin første skade i sæsonen, som gjorde, at han sad ude de efterfølgende 5 kampe.

10 kampe i træk var han derefter involveret – 4 som starter og 6 som indskifter. Så pådrog han sig en ny skade mod Luton d. 11.  november og fik først sit comeback som indskifter i 4-3 sejren over Liverpool d. 17. marts.

I de 10 kampe lignede det dog en udgave af Mount, som ikke havde fundet sit spil endnu. Det samme har man vel kunnet sige om hans medspillere og trænerstaben hele denne sæson. Men i hvert fald en nær umulig start for enhver at skulle sætte sit præg  givet de omstændigheder. Første punkt værende ingen kontinuitet.

Mount var en signing af ten Hag, som mange af os håbede på kunne være sidste brik i midtbanepuslespillet. Eriksen viste givet vis flot spil med bolden sidste sæson, men også der haltede han lidt bagefter rent fysisk og er mere statisk end dynamisk som spillertype. Og netop der kunne Mount bringe noget nyt til holdet.

Indtil videre har det vist sig at være slået i stykker af manglende sammenhængende spilletid som starter. Den helt store synder er de skader, der har holdt ham ude størstedelen af sæsonen.   

Position på banen

I denne sæson har Mount i næsten alle optrædener ageret som 8’er, med Casemiro bag ham og Fernandes foran. Præcis som man, på vellykkede vis, så det med Eriksen sidste sæson. Den trekløver nåede at spille mange kampe i streg sammen, hvilket ikke har været muligt med Mount, så derfor kan man måske ikke helt afskrive den konstellation med ham som 8’er.

Jeg er dog villig til at lægge hovedet på blokken og afskrive den for nu grundet én spiller, Kobbie Mainoo. Han har været et stort lysindfald i en ellers mørk sæson. Casemiro ser færdig ud, så måske man kunne sætte Mainoo ned som 6’er, hvor han også har gjort det godt og så med Mount foran. Pt syntes jeg ikke på bedste vis det tilgodeser Mainoos bedste facetter i spillet, da han også har vist klare offensive styrker. Hans plads som 8’er virker cementeret, men kunne være interesant med et systemskifte hvor både Mount og Mainoo var i den position.

For Chelsea havde Mount en meget fri rolle, hvor han ofte havde udgangspunkt ved en af kanterne (mest i højre) eller som 10’er. Når de var på bolden, befandt han sig generelt oftest i modstanderens 1/3 del, hvor han forsøgte at finde rum bag og mellem modstanderens midtbane.

Der var han yderst effektiv og meget farlig, når han blev retvendt. Rollen som 10’er for United er velbesat af kaptajnen, som altid er til rådighed. Det er dog ideforladt, hvis der ikke kan være plads til Mount i startopstillingen, bare fordi rollerne som 8’er og 10’er er “taget”.

Kan implementere mere kontrol

Et af de helt store problemer for United denne sæson har været den manglende kontrol i kampe. United har ikke været i stand til at diktere en kamp eller bare set komfortable ud med bolden over længere perioder.

Garnacho og Rashford har deres spidskompetencer i omstillingsspillet, når de har plads at løbe i. Denne sæson har vi altså set deres begrænsninger i at holde fast i kuglen, når de modtager den – samt at kombinere med medspillere i små rum.

I netop de aspekter ser man nogle af Mount’s styrker. Nej han har ikke samme eksplosivitet og fart som vores andre kantspillere, men det er heller ikke det, der mangler fra det her hold pt.

Uniteds offensive spil fungerer ikke. Om det er stædighed fra vores manager eller en tro på, at det lige pludselig vender ved jeg ikke, men noget må der ihverfald ske.

Mount med udgangspunkt på en af kanterne med frihed til at trække ind i banen for at skabe et overtal på midtbanen ser jeg som en åbenlys måde at etablere en smule kontrol med bolden. Desuden også uden bolden, da han er alment kendt for at have et kæmpe løbepensum og være en stærk presspiller.

Mount’s største styrke er netop hans alsidighed og presspillet, som går hånd i hånd med ten Hag’s “total football”-filosofi. Derfor må man forvente en plan for at bringe ham ind som starter – formentlig på kanten.

Previous Article

Bekræftet: Ændringer i FA Cup-formatet

Next Article

Erik ten Hag: »Han har sagt undskyld for det«

ANNONCE