Jeg har genset Uniteds tre åbningskampe under Erik ten Hag – her er, hvad jeg bed mærke i

(Charlotte Tattersall/Getty Images)

Erik ten Hag har påbegyndt sin tredje sæson som manager for Manchester United. Ovenpå en første sæson der, trods enkelte udfald, bød på flere opture end nedture, har pilen overvejende peget i den forkerte retning siden begyndelsen af sidste sæson.

Ingen, hverken spillere, fans eller eksperter, kan for alvor gennemskue, hvor Erik ten Hag gerne vil hen med sit United-mandskab, selvom hollænderen har fået mere tid i sædet, end hvad der er normalt i fodboldverdenen, når man tager resultaterne i betragtning.

Flere og flere kalder på forandring. Der skal nye idéer til. Erik ten Hag er kørt fast, lyder det.

Vi ved, at hollænderen er en stædig mand. Det har han selv udtalt over flere omgange. Er han i stand til at udvikle og justere sin spillestil? Eller holder han stolt fast i et system, han ikke for alvor har haft succes med endnu?

Det besluttede jeg mig for at undersøge under denne landskampspause, der føles uendelig lang. Jeg satte mig derfor til at se og analysere Manchester Uniteds tre åbningskampe i Premier League under Erik ten Hag.

Hvordan var udtrykket i den spæde begyndelse? Har Erik ten Hag forsøgt at implementere nye idéer? Kan man identificere en spillemæssig udvikling over de to år?

Det var spørgsmål, jeg ønskede at finde svar på.

Kommentar: Er du ved at nå din smertegrænse, Erik ten Hag?

Hvorfor netop de tre kampe?

Det er ikke tilfældigt, at de tre åbningskampe i Premier League mod henholdsvis Brighton i 22/23, Wolves i 23/24 og Fulham i 24/25 er udvalgt.

Argumentet for at de vælge de tre kampe er, at her er billedet mindst mudret. Holdet havde op til hver kamp haft en lang pre season, hvor der (forhåbenligt) var blevet arbejdet med spillestilen. Erik ten Hag havde størstedelen af sine foretrukne spillere til rådighed, da der var et fåtal af skader, og rotation var ikke et tema på det tidpunkt i sæsonen.

Derudover spiller tidligere resultater ikke ind på tilgangen i en åbningskamp. Manchester United ændrede eksempelvis spillemæssigt udtryk til den seneste kamp i denne Premier League-sæson mod Aston Villa. Det var tydeligt, at målet helligede midlet, og at behovet for et brugbart resultat trumfede spillemæssig udvikling.

Min forventning har derfor været, at tilgangen til disse tre kampe er noget af de mest idealistiske, man kan finde fra Erik ten Hag i Manchester United.

Derudover er det tre hjemmekampe mod tre modstandere, United bør være bedre end. Derfor kan man retfærdigvis sammenligne kampene, selvom tilgange unægteligt også tilpasses modstanderen.

Manchester United – Brighton: 1-2 (07/08-2022)

Erik ten Hags første officielle kamp som styrmand for skibet Manchester United. Der var stor optimisme at spore, hvilket også tydeligt kan høres fra lægterne, når man genser kampen.

Startopstilling:

David de Gea
Dalot – Maguire – Martínez – Shaw
Fred – McTominay
Sancho – Fernandes – Rashford
Eriksen

Noget af det første, man bemærker, når man ser kampen, er et tydeligt og afklaret udtryk i Manchester Uniteds fase 1 – opbygningsspillet.

I langt de fleste tilfælde vælger United at bygge op med en firebackkæde. Fred er ofte den eneste United-spiller i forrummet – området bag modstanderens første pres. De to backs holder bredden, står forholdsvist lavt og er spilbare for de to midtstoppere. Resten af holdet er placeret højt i banen – ofte på sidste linje.

Det ses tydeligt på nedenstående billede fra kampen.

Men en gang imellem sker det også, at én af de to midtstoppere løsriver sig fra firebackkæden og lægger sig ind bag modstanderens første pres.

Det var naturligvis Lisandro Martínez, der fik den opgave, som kan ses nedenfor. Det er et taktisk greb, Erik ten Hag benyttede i Ajax, og som han allerede fra første fløjt forsøgte at implementere i Manchester United.

Interessant idé, som eksempelvis Pep Guardiola også har stor succes med. Det har dog ikke for alvor haft den ønskede virkning i United for Erik ten Hag.

I fase 2 – gennembrudsspillet – har Erik ten Hag stor fokus på at udnytte halvrum. Det var også tilfældet i hans allerførste kamp i spidsen for United. Se nedenstående billede.

Maguire har foretaget et af sine karakteristiske sideskift. Da bolden er blevet flyttet op på Brightons banehalvdel, kan Shaw frigøre sig fra det brede punkt, som Sancho nu indtager i venstre side.

Shaw angriber derfor halvrummet mellem Brightons midtstopper og back. Det er tydeligt, at det især er det rum, Erik ten Hag ønsker at udnytte.

Manchester United spillede med en falsk 9’er i form af Christian Eriksen i den kamp. Men det har efter min overbevisning ikke haft betydning for tilgangen.

For Erik ten Hag handler det om, at der er altid skal være en spiller på det brede punkt (Sancho), en spiller der angriber halvrummet (Shaw), en spiller i det centrale rum, der søger ned i banen (Bruno), og en spiller i det centrale rum, der løber dybt/kommer i felt (Rashford).

Presspillet ser væsenligt anderledes ud i den nuværende sæson, end det gjorde, lige da Erik ten Hag kom til.

I åbningskampen mod Brighton i 22/23-sæsonen lagde en enlig angribere det første pres med hjælp fra den nærmeste kant. Se ovenstående billede.

Brighton løste det ofte ved at slå en lang høj bold. Der var store mellemrum mellem Uniteds kæder, der gjorde, at Brighton som regel vandt 2. bolden. Derfra kunne Graham Potters mandskab sætte spillet.

Mange elementer fra 1-2-nederlaget til Brighton går igen hos Manchester United anno 24/25, men eksempelvis fase 1 og presspillet er markant anderledes.

Manchester United – Wolves: 1-0 (14/08-2023)

Denne kamp var ret sjov at gense, fordi jeg husker den anderledes. I min erindring spillede Manchester United en meget dårlig åbningskamp i forrige sæson.

I første halvleg er de røde djævle (overraskende) i fin kontrol, men i løbet af kampen bliver det for meget tjubang-fodbold, og Cunha, Nunes og Neto får lov til at vade gennem hele United-mandskabet.

Startopstilling:

Onana
Wan-Bissaka – Varane – Martínez – Shaw
Casemiro – Mount
Antony – Fernandes – Garnacho
Rashford

Lad os starte med opbygningspillet igen. I åbningskampen mod Brighton i 22/23 lå Fred ofte alene i forrummet. I kampen mod Wolves sæsonen efter, er der næsten altid to spillere på linje i forrummet i fase 1.

I denne kamp er det typisk Shaw, der ‘inverter’. Det er meget anderledes fra åbningskampen i sæsonen før, hvor Shaw og Dalot først gik centralt i fase 2 og 3. Sidenhen er den rolle, som Shaw udfylder i denne kamp, tilfaldet Dalot.

Derudover er Onana blevet hentet ind som erstatning til David de Gea, hvilket groft sagt giver United en ekstra mand på banen i opbygningsspillet.

Onana er en meget central del af fase 1, hvilket gør, at Erik ten Hag eksperimenterer med, at Martínez og Varane kan flytte sig op i næste kæde og positionere sig i forrummet i fase 1. Det frigører andre spillere, som derfor kan placere sig længere fremme i banen og strække modstanderens organisation.

Dette ses tydeligt i nedenstående eksempel, hvor både Varane og Lindelöf (der erstattede Martínez i pausen) lægger sig op i forrummet.

Også i åbningskampen i forrige sæson var der fokus på gennembrud i halvrummet. Det er også sådan, kampens eneste mål falder.

Antony holder bredden, og Wan-Bissaka laver et indvendigt overlap. Bolden bliver spillet tilbage til Bruno, der chipper den ind bag Wolves’ bagkæde. Wan-Bissaka slår den på tværs til Varane, der kan heade sejrsmålet ind.

Presspillet var derimod en kæmpe udfordring i sidste sæson, og det var allerede tydeligt i den første kamp.

Presformationen var ikke anderledes, men kanterne begyndte at gå højere op og lægge det første pres på én af modstanderholdets midtstoppere.

Det blev ofte nemt overspillet. Enten af målmanden, via en 6’er eller ved at kanten ikke fik dækket afleveringen ud til backen af – som det ses i nedenstående eksempel.

Samtidig turde de to backs ikke at gå med i presset, hvilket efterlod modstanderens back helt umarkeret. Antony er også tydeligt frustreret over den manglende opbakning i situationen.

Generelt var et af de helt store problemer i denne kamp afstanden mellem kæderne. På den baggrund vandt Wolves vandt mange 2. bolde og fik derudover plads til at drive bolden over store afstande.

Manchester United – Fulham: 1-0 (16/08-2024)

Så er vi nået frem til åbningskampen i denne sæson.

Startopstilling: 

Onana
Mazraoui – Maguire – Martínez – Dalot
Mainoo – Casemiro
Amad – Fernandes – Rashford
Mount

Igen til denne sæson er der sket et lille skift i Manchester Uniteds opbygningsspil. Det er atter de to backs roller, der er blevet omdefineret en smule.

I Fulham-kampen veksler United mellem at have to centrale midtbanespillere i forrummet, hvor man bygger op med de to midtstoppere, og at bygge op med tre i bagkæden, hvor der omvendt kun ligger én spiller i forrummet.

Dalot og Mazraoui er som udgangspunkt begge placeret højt i banen.

Formår modstanderen at stresse og erobre bolden i Uniteds fase 1, er holdet meget sårbart. Det lykkedes Liverpool og Tottenham eksempelvis til fulde med at udnytte i deres kampe på Old Trafford i denne sæson.

De to formationer i fase 1 kan tydeligt ses nedenfor. Husker du, at Erik ten Hag i de to andre åbningskampe instruerede midtstopperne i at lægge sig op i forrummet? Det er United nu gået helt væk fra.

Når United skal komme til gennembrud, tegner der sig det samme mønster som i de to andre åbningskampe. Erik ten Hag ønsker at have mange spillere på sidste linje for at befolke både side-, halv-, og midterrummet.

Faren er dog, som det altid har været under Erik ten Hag, at modstanderen er i markant overtal, hvis de formår at bryde bolden. Hollænderen har endnu ikke helt fundet formlen for, hvordan det skal løses. Genpresset er i hvert fald stadig ikke godt nok til at forhindre omstillinger.

Det høje presspil er ændret til denne sæson, hvor udgangspositionen er 4-2-4. Dette vil jeg dog ikke udpensle i denne artikel. Jeg vil derimod henvise til denne artikel, hvor vi netop graver os ned i Uniteds ændrede høje pres i denne sæson. Men det er værd at nævne, at presspillet ikke fungerede i sidste sæson, og det har man derfor forsøgt at adressere.

Taktisk analyse: Hvordan ser Uniteds nye presspil ud?

Erik ten Hag kommer ikke til at genopfinde sig selv

Det er naturligvis umuligt at berøre alle taktiske justeringer, Erik ten Hag har foretaget sig i løbet af sin tid på Old Trafford på baggrund af disse tre kampe. De små justeringer er nødvendigvis heller ikke sket henover pre season. Det er vigtigt at pointere.

Jeg vil dog argumentere for, at man alligevel kan udlede noget interessant af åbningskampene.

Uniteds manager har overordnet ikke ændret filosofi, selvom han i perioder er gået mere pragmatisk til værks. De ændringer, man ser, er derfor snarere udtryk for tilpasninger til en spillestil, Erik ten Hag i forvejen har lagt sig fast på.

Særligt i opbygningsspillet er det muligt at identificere klare mønstre i holdets bevægelser. Selvom det er her, der er sket flest ændringer, er det tydeligt at se, at tilgangen har rod i en filosofi, hvor man ønsker at bevare kontrollen i denne fase af spillet.

De små justeringer i spillet med bolden kommer også til udtryk i de såkaldte ‘passing networks’. Grafikken viser den gennemsnitlige placering på banen, spilleren har, når han rører bolden. Linjerne mellem spillerne er udtryk for de hyppigste afleveringer mellem spillerne.

I Brighton-kampen i 22/23-sæsonen er det tydeligt, at Martínez, Maguire og Fred i samarbejde skal løse fase 1. Dalot og Shaws gennemsnitlige placering er forholdsvis høj.

I kampen mod Wolves (23/24) afspejler analysen sig også i pasningsnetværket. Her fik Shaw og Wan-Bissaka en betydeligt større rolle i opbygningsspillet.

Læg mærke til, at de er placeret længere tilbage på banen og er meget tættere på de to midtstoppere. Varanes gennemsnitlige placering er endda højere end Wan-Bissakas, da Varane ofte placerede sig i forrummet.

Set ud fra åbningskampen mod Fulham i denne sæson, er der så sket endnu et skift i opbygningsspillet. De to backs (Dalot og Mazraoui) er igen placeret højere i banen. Mainoo, Casemiro, Martínez og Maguire har ansvaret for at løse fase 1.

I den organiserede del af fase 2 (gennembrudsspillet) vil jeg argumentere for, at man ikke kan se en udvikling fra Brighton-kampen i 22/23 til Wolves-kampen i 23/24 til Fulham-kampen i 24/25. Der er fokus på at angribe halvrummene.

I spillet uden bold sætter Erik ten Hag baren meget meget højt. Hans ideelle system (som han af og til afviger fra) kræver fysiske pragteksemplarer, der kan løbe solen sort og vinde sine dueller. Det har længe været en mangelvare i truppen, og er det vel stadig?

Selvom udgangspositionen i presset har ændret sig til denne sæson, skal spillerne stadig dække kæmpe områder. Og i alle tre åbningskampe taber United-spillerne for mange dueller og 2. bolde. Det er for mig at se det største problem i de kampe.

Så for at besvare mit eget åbningsspørgsmål. Holder Erik ten Hag stædigt fast i en spillestil, der ikke for alvor har givet ham succes efter mere end to år i klubben?

Svaret er delvist ja. I bund og grund ønsker han at vinde fodboldkampe på samme måde i dag som for to år siden. Kontrolleret boldomgang i fase 1 med stor bevægelighed og rotationer. Mange spillere på sidste linje, der kan befolke de forskellige rum på banen og trække modstanderne ud af position. Til tider et højt og aggressivt pres uden bold.

Men han har også foretaget justeringer, hvilket indikerer, at han er i stand til at udvikle og bygge videre på sin spillestil. Det er også tvingende nødvendigt i dag, hvor nye taktiske idéer konstant udvikles.

Er der noget, der tyder på, at systemet og filosofien kommer til at virke? Det er det store spørgsmål. Erik ten Hag vil selv argumentere for, at skader forhindrede systemet i at blomstre sidste sæson.

Personligt har jeg min skepsis. Jeg tror ganske enkelt, at hans system stiller for store fysiske krav til spillere i Premier League.