(James Gill – Danehouse/Getty Images)
– Sidste sæson praktiserede de (United, red.) mand-mand-opdækning på midtbanen, og de havde et pres med deres nummer 7 og 11. Det vil sige et pres med angriberen, hvor en af fløjspillerne hoppede med ham. I denne sæson presser de med deres nummer 9 og 10, så de står mere i en 4-4-2. Det er selvfølgelig anderledes.
– Efter min mening, arbejder de hårdere, hvis bolden bliver spillet igennem dem, hvilket gør, at de løber mere. Det er i hvert fald, hvad jeg så i deres første kampe.
Sådan forklarede Arne Slot Manchester Uniteds nye presspil. Det gjorde Liverpools manager, kort efter at han sammen med sit hold havde besejret sin landsmand Erik ten Hags mandskab med 0-3 på Old Trafford.
Og Arne Slot har ret. Manchester United har lavet om på sit pres til denne sæson. Med udgangspunkt i Uniteds to seneste kampe mod Brighton og Liverpool dykker vi ned i ændringerne.
En ny formation?
Arne Slot omtaler Uniteds formation uden bold som en 4-4-2-formation. Det er dog mere korrekt at karakterisere det som en 4-2-4-formation.
Ovenstående billede er fra Brighton-kampen, hvor Rashford, Fernandes, Mount og Amad udgjorde Uniteds forreste fire. Mount og Fernandes lå centralt, mens Rashford og Amad besatte hver sin kant. Udgangspositionen er ganske tydeligt 4-2-4.
Samme formation i spillet uden bold ses i kampen mod Liverpool.
Denne udgangsposition adskiller sig en smule fra sidste sæson. Her pressede Manchester United ofte med udgangspunkt i en 4-1-4-1-formation, hvor Rasmus Højlund lå alene på forreste linje. Nedenstående billede er fra udekampen mod Chelsea i Premier League i sidste sæson.
Tilbage til denne sæson. Det er de to centrale – Mount og Fernandes i Brighton-kampen – der har ansvaret for at lægge det første pres. I de første 30 minutter mod Brighton var dette pres ekstremt aggressivt af de to midtbanespillere.
Det første pres er signalet til resten af holdet. Kantspilleren i boldsiden skubber op mellem midterforsvareren og backen og forsøger at presse spillet indad (Amad i nedenstående situation). Da Fernandes lægger det første pres, dækker Mount afleveringen ind til 6’eren (Gilmour).
Derudover bevæger resten af Uniteds mandskab sig også med frem. Mainoo og Casemiro følger med og skubber op på Brightons to bagerste midtbanespillere (Gilmour og Milner). Bagkæden følger trop, så mellemrummet mellem kæderne bliver så småt som muligt.
Og dette er et punkt, hvor United har ændret tilgang i presset i forhold til sidste sæson. I sidste sæson skulle Casemiro (eller Amrabat) som hovedregel ikke forlade området foran midterforsvaret. 6’eren skulle i højere grad forblive som ankeret på midtbanen og beskytte rummet.
Det kunne skabe tvivlsituationer. Skulle en af de to midtstoppere følge med, hvis angriberen faldt ned i banen, eller skulle de kommunikere til 6’eren og få ham til at dække afleveringen? I det nye høje pres er der ikke tvivl. De to stoppere skal følge med deres direkte modstandere.
Andy Mitten fortalte i denne uge i The Athletics Manchester United-podcast, Talk of the Devils, at Casemiro var utilfreds med Erik ten Hags tilgang i sidste sæson. Han skulle dække store områder, hvilket udstillede hans svagheder, mente han. I denne sæson skal 6’eren være mere fokuseret på det, der sker foran ham end bagved ham.
I sidste sæson blev United ofte overspillet i det høje pres. Det skete typisk via en høj bold fra modstanderens målmand og ud til en af de to backs. Uniteds kantspillere stod på mellemhånd og skulle derfor både dække den ene midtstopper og backen.
Til denne sæson lader det til, at man har frigjort kanten fra denne store og tæt på umulige dobbeltopgave.
Hvis Amad, som i ovenstående situation, skal gå i pres på midtstopperen (fordi Mount ikke kan løsrive sig fra 6’eren) bliver det højrebackens opgave at skubbe helt op på Brightons back. Amad vifter også tydeligt Mazraoui frem.
Hvis Mainoo og Casemiro allerede sidder i presset på Gilmour og Milner, kan Mount skubbe op på stopperen, og Amad skal i den situation kun koncentrere sig om backen. Se nedenstående billede.
Erik ten Hag har forsøgt at adressere den manglende sammenhæng i Uniteds pres, man så i sidste sæson. Organisationen arbejder nu mere som en enhed. Han har samtidig prøvet at lukke ned for de meget store rum mellem kæderne, der i sidste sæson gjorde det muligt for modstanderne at spille sig forholdsvist nemt ud af Uniteds første pres.
Mod Brighton lykkedes det i høj grad i de første 30 minutter, hvor Fabian Hürzelers mandskab havde umådeligt svært ved at spille bolden ud langs jorden.
Er alt så godt nu?
En ny formation i spillet uden bold og andre principper får ikke alle problemer til at forsvinde som ved et trylleslag. Presset har set bedre ud, men som Arne Slot også udlagde, giver ændringer også modstanderen mulighed for at ramme United nye steder på banen.
Manchester United fangede både Liverpool og Brighton i presset, men de to boldspillende mandskaber formåede også i flere situationer at spille sig igennem Uniteds organisation.
Det skete blandt andet gennem de to holds 6’ere i opbygningsspillet. Hos Liverpool var det ofte Mac Allister. Her følger et eksempel.
Manchester United står fint i 4-2-4, som er udgangspositionen.
Liverpool vender bolden en enkelt gang i deres bagkæde. Både Gravenberch og Szoboszlai placerer sig bredt i hver sin boldside, hvilket trækker Mainoo og Casemiro væk fra den centrale del af banen.
Szoboszlai modtager bolden på det brede punkt og har tid til at aflevere til Mac Allister, der har fået god plads på den centrale midtbane, da både Mainoo og Casemiro er trukket ud af position. Bruno kan heller ikke nå ned og dække ham.
Mac Allister modtager bolden og kan problemfrit spille den gennem kæden. Med et par få afleveringer har Liverpool spillet sig ud af Uniteds pres.
I Brighton-kampen var det også ofte via en umarkeret Gilmour, at Hürzelers mandskab formåede at spille sig ud af presset. Det er tydeligt at se, at United har arbejdet med, at 6’eren ikke må stå fri. Men dygtige mandskaber som Brighton og Liverpool kan godt skabe pladsen derinde alligevel.
En anden mulighed, modstanderne har for at gøre ondt på United og deres nye pres, er at benytte sig af en lang høj bold. Uniteds tilgang til det høje pres forlanger nemlig, at de to midterforsvarere kan vinde deres dueller, da de ikke nødvendigvis får opbakning fra en defensiv midtbanespiller længere.
Manchester United har i nedenstående situation lagt et fint første pres og tvunget Jason Steele til at gå langt.
Casemiro og Mainoo har forladt området foran bagkæden og ligger tæt på de centrale midtbanespillere – som det også kræves af dem. Dermed får Welbeck en duel mod Lisandro Martínez, som han ubesværet vinder. Martínez når faktisk slet ikke at genere den tidligere United-angriber i situationen.
Welbeck får bolden under kontrol, Minteh trækker Dalot ud af position, og så kan en fremadstormende Hinshelwood modtage bolden. På to afleveringer er Uniteds pres blevet overspillet.
Dette kan potentielt blive et problem mod hold, der i mindre grad end Brighton og Liverpool ønsker at spille bolden ud langs jorden. Her vil en duel mellem modstanderholdets angriber og Martínez være meget fordelagtig.
Manchester United mangler generelt højde på holdet. En central midtbane bestående af Ugarte og Mainoo – og med Martínez bag dem – kommer ikke til at vinde mange luftdueller.
Hvad siger tallene?
– I presspillet er vi ret gode. Vi har flest bolderobringer og flest bolderobringer midt på banen i hele Premier League.
Disse statistikker hev Erik ten Hag frem på et pressemøde d. 27. oktober 2023 forud for sidste sæsons møde med Manchester City på Old Trafford i Premier League.
Og eftersom Manchester Uniteds manager er stor tilhænger af at understøtte pointer med konkrete tal, må vi hellere inddrage lidt data på Uniteds spil uden bold også.
Her tager vi udgangspunkt i PPDA og HPSh.
PPDA står for “passes per defensive action”. PPDA er udtryk for, hvor mange afleveringer et hold tillader modstanderen at lave, før de laver en defensiv aktion (tackling, bolderobring, frispark). Dette er en indikator for pressets intensitet og måles kun på de 60 procent af banen, der er tættest på modstanderens mål. Jo lavere din PPDA-score er, desto større intensitet presser du med.
Manchester Unites PPDA efter de første tre kampe er på 10,41. Det er det 12. laveste i ligaen og er højere end gennemsnittet på 10,17.
Disse tal adskiller sig ikke meget fra forrige sæson. Her havde Erik ten Hags mandskab det 11. laveste gennemsnit med en score på 11,03. Dette var også højere end ligaens gennemsnit på 10,72.
Hvad så med HPSh? Det er en forkortelse for “high press shots” og måler afslutninger genereret fra boldbesiddelser, der er blevet vundet inden for fem sekunder efter en defensiv aktion (pres/tackling/bolderobring/blokeret aflevering) på modstanderens banehalvdel.
HPSh kan give en indikation af, 1) om United vinder bolden på modstanderens banehalvdel, og 2) om de formår at komme til en afslutning på baggrund af det.
I de første tre kampe af Premier League-sæsonen 24/25 har Manchester United i gennemsnit haft 2,67 afslutninger efter en bolderobring på modstanderens banehalvdel. Det er det 13. højeste antal og er under gennemsnittet på 3,2.
Til sammenligning havde United det 8. højeste antal i forrige sæson – 3,32 per kamp. Det var samme antal som gennemsnittet i ligaen.
Man skal naturligvis være påpasselig med at udlede for meget af tallene fra denne sæson, da tre kampe er en lille sample size. Men tallene indikerer, at Uniteds presspil ikke har rykket sig til det bedre på disse parametre sammenlignet med sidste sæson.
Alle tal og definitioner er hentet fra StatsBomb.
Ny formation? Nye problemer?
Den nye 4-2-4-formation har indtil videre medbragt moderat succes. United har formået i flere situationer at stresse modstanderne og generobre bolden kontrolleret – endda i kampe mod dygtige mandskaber i den fase af spillet som Brighton og Liverpool.
Men den nye formation og tilgang åbner, som Arne Slot forklarede, også op for rum andre steder på banen. Det kræver derfor fortsat justeringer og tilpasninger, før planen er slagkraftig.
Det kan også være derfor, at det nye presspil ikke kan aflæses positivt i dataen endnu. Indtil videre er der i hvert fald ikke forbedringer at spore på udvalgte parametre.
Godt nok interessant læsning og stærk analyse bestemt….dog nok også lidt for nørdet til en passioneret fan som mig😅
Det kunne være interessant at sætte City, Arsenal og Liverpools stats op på lignende facon og se forskellene..