Managerekspertens anbefalinger: Disse United-spillere skal du eje

Som vi har gjort før, har vi taget fat i Klubhuset og Ekstra Bladets managerekspert, Frederik Ingemann, som kommer med sine bedste Manchester United-anbefalinger, og om, hvorvidt United egentlig er relevante i forårets Premier Manager.

På fredag skydes første runde af forårsudgaven af Premier Manager på holdet.dk igang. Vi ved, at mange af jer nyder at spille managerspil, og hvor meget, det end nager jer i tiden, ved vi også, at en United-spiller eller to – eller måske endda fire – kommer til at præge jeres hold. Men hvilke skal man så vælge?

Det har vi spurgt en af branchens allerskarpeste, nemlig Frederik Ingemann, om. Han leverer ugentligt friske anbefalinger i podcasten Klubhuset, som hver uge dissekerer den kommende Premier League-runde, mens du også kan finde ham i Ekstra Bladets spalter, hvor han også kommer med anbefalinger forud for runden.

Dobbeltrunde, godt kampprogram, men tandløse United

Managerspillere vil vide, at en “dobbeltrunde” – altså en runde, hvor et hold spiller to gange – kan være noget, der vender op og ned på ens managerpræstationer. Sådan en har Manchester United i første runde, hvor man møder både Aston Villa og Brentford. Herefter har man i øvrigt et fornemt kampprogram, hvor der i de næste kampe venter West Ham, Burnley, Southampton, Leeds, Watford. Men er United interessante?

– Det handler om, hvad der er vigtigst af form og kampprogrammet. United har kampprogrammet, men jeg synes ikke, de har formen. Når man ser United spille, har de utrolig svært ved at skabe chancer. Efter rusen af Ronaldos hjemkomst havde lagt sig, altså efter 1. oktober, er der kun en af de 13 ligakampe siden da, hvor United har leveret over 2,0 xG, siger han til OldTrafford.dk.

“Selvom der er meget, der taler imod dem, er det intet hold, der har et større potentiale i starten af spillet end United”

United-fans vil mene, at formen ikke er, som den skal være i øjeblikket, hvorfor ovenstående statistikker om manglende xG (expected goals, red.) næppe kan overraske mange. Den objektive managerekspert, Ingemann, er også kritisk overfor Uniteds tendens til at skabe chancer.

– Selv i opblomstringen mod Burnley bliver man hjulpet på vej af McTominays scoring udenfor feltet, en fantastisk individuel præstation af Sancho og en lidt heldig retur ved Ronaldo. Men der er jo ikke nogle sammenspillede chancer. Det synes jeg er bekymrende.

MELD DIG IND I OLDTRAFFORD.DKS PULJE PÅ HOLDET.DK HER

– Siden 1. oktober er de blot de 10. bedste på xG og femtedårligst på xG imod. United er ikke rent spillemæssigt det tophold, de bør være. Derfor er jeg ikke som udgangspunkt United, men ja – de har kampprogrammet med en dobbeltrunde, så har man lavet flere hold, er man nødt til at have et “United-hold”. Selvom der er meget, der taler imod dem, er det intet hold, der har et større potentiale i starten af spillet end United, siger han.

Anbefalingerne: Anføreren Ronaldo – men hvem ellers?

Men hvilke United-spillere er rent konkret set interessante at have?

– Der er jo én mand, der er lidt over de andre. Det er selvfølgelig Cristiano Ronaldo. Dels står han med en relativt stor andel af målene og xG, og så er han jo den her anførerløsning, og man vil jo rigtig gerne have en anfører i den kommende dobbeltrunde, siger han, og fortsætter:
– Selvom United har svært ved at skabe chancer, står vi i en situation, hvor United sagtens kan tage til Villa, vinde 1-0 og Brentford og vinde 1-0, hvor Ronaldo har lavet begge mål. Så har han pludselig vækstet 400.000 på en runde, og har du ham som anfører, får du det dobbelte. Det er der ingen andre, der kan matche. United koncentrerer deres appel på rigtig få spillere, og der er Ronaldo selvfølgelig den altoverskyggende.

Udover den uundgåelige Ronaldo, som står til 9 millioner på holdet.dk, har Frederik Ingemann, trods den tandløse offensiv, tiltro til en United-angriber mere.

– Jeg synes klart, at Edinson Cavani er den største United-joker, der er. Når han spiller, er der ingen United-spiller – heller ikke Ronaldo – der har et bedre målsnit end ham. Hvis han begynder at starte nogenlunde fast, synes jeg helt klart, at han er et ret fedt valg, fordi han ikke er dyrere end som så (koster 6 millioner, red.).

“Skulle jeg sætte et hold med fire United-spillere, skulle det være med Ronaldo, De Gea, Shaw og Maguire”

Hvem er interessante på længere basis?

– David de Gea. Der er mange rotationer på holdet, men dem er han ikke udsat for. Men udover ham vil jeg fremhæve Luke Shaw. Han er prissat dyrt (5 millioner) og lavede ikke det store i efteråret, men som jeg ser det, har Luke Shaw været uheldig med sine offensive aktioner og er ifølge bookmakerne præstationsmæssigt blandt de største skuffelser i efteråret.

– Har man et basishold, er de relevante. Det er selvfølgelig et malurt i bægret, af Luke Shaw har karantæne i første kamp, men set over hele sæsonen er han fornuftig at have. Det samme er Harry Maguire til 4,5 mio, hvis man virkelig skal sætte holdet med United-hjertet. Skulle jeg sætte et hold med fire United-spillere, skulle det være med Ronaldo, De Gea, Shaw og Maguire.

Slutteligt har Frederik Ingemann dog udset sig én ekstra United-joker, som – trods sit defensive udgangspunkt – har fået lidt gang i målscoringen og giver drømmeholdsappel.

– Jeg synes, at McTominay er en af dem, der kan bryde dødvandet for United. Han scorede mod Burnley og også senest i FA Cuppen. Desværre har han karantæne i første runde, men til en pris på 3,5 mio er han ikke det allerværste valg, siger Frederik Ingemann om skotten.

Allerede nu kan du lytte til Klubhusets anbefalinger forud for første runde, mens Frederiks personlige anbefalinger lander på Ekstra Bladet umiddelbart inden rundestart på fredag.

Forrige artikel

Anerkendte journalister: United har kontaktet Zakaria-agent

Næste artikel

Ronaldo: Vi har lang vej endnu, men jeg tror på, at vi kan

ANNONCE