Da 23-årige Manuel Ugarte blev købt for 50 millioner euro i sommer, var det særligt hans defensive egenskaber, der blev fremhævet.
– At hente Manuel var et af vores primære mål for denne sommer. Han er blandt de allerbedste boldvindende midtbanespillere i verden, udtalte Dan Ashworth, der på daværende tidspunkt var sportsdirektør i klubben.
Samtidig blev det i offentliggørelsen nævnt, at han siden 22/23-sæsonen er den spiller, der har lavet næstflest tacklinger på tværs af de store europæiske ligaer.
Motoren fra Montevideo: Ugarte bliver midtpunktet i Uniteds maskinrum
Den unge uruguayaner havde brug for lidt tilvænning, da han kom til. Men siden Amorims indtræden har han etableret sig blandt de første 11 navne på holdkortet.
Har United fået det, de købte? Har Ugarte indtil videre vist sig at være en boldvindende midtbanespiller i verdensklasse?
Vi tager en midtvejsevaluering, nu hvor vi er over halvvejs i sæsonen. Det er en analyse baseret på tal – så puds brillerne. Vi lægger fra land med de positive statistikker.
Forresten, i denne analyse dykker vi kun ned i spillet uden bold.
Her, der og alle vegne
Ugarte har indtil videre spillet 1.160 minutter i denne Premier League-sæson. Sammenligner du Ugarte med andre defensive og centrale midtbanespillere, der har spillet minimum 600 minutter, skiller han sig ud på flere væsentlige parametre.
Det drejer sig om tacklinger, interceptions (at opsnappe en bold) og presaktioner.
Ugarte snitter 4,5 tackling per 90 minutter. Det er det højeste af alle midtbanespillere i ligaen. Den næstmest tacklende spiller er Tyler Adams fra Bournemouth, der gennemsnitligt laver 4,32 tacklinger per 90 minutter.
Det er faktisk interessant, at Casemiro er den midtbanespiller med fjerdeflest tacklinger per 90 minutter.
Kigger vi på antallet af interceptions præsterer Ugarte ikke lige så ekstraordinært, men stadig på et højt niveau. Han opsnapper bolden 1,78 gange per 90 minutter, hvilket er det 10. højeste i Premier League. Rodrigo Bentancur fra Tottenham topper listen med 2,45 per 90 minutter.
De to tal bliver ofte også lagt sammen hos dataudbydere (vi har i øvrigt vores tal fra StatsBomb). Lægger man tallene sammen, snitter Ugarte 6,28 tacklinger+interceptions per 90 minutter. Det er kun overgået af føromtalte Tyler Adams med 6,62. Fra de to højdespringere er der god afstand til Idrissa Gueye fra Everton på tredjepladsen, der snitter 5,13.
Presaktioner er også en vigtig indikator for en midtbanespillers defensive tilstedeværelse. Her udmærker Ugarte sig også. Han leverer i gennemsnit 30,49 presaktioner per 90 minutter – det højeste i ligaen. Han går i genpres 7,22 gange per 90 minutter – det højeste i ligaen.
Hvis man kigger på, hvor ofte presaktionerne fører til bolderobringer, ser det også positivt ud. United erobrer bolden 5,59 af tilfældene, hvor Ugarte går i pres og i 1,01 af genpres-tilfældene. Det er henholdvis femte- og sjettehøjest i Premier League.
Ugarte er voldsomt produktiv, når hans hold ikke er i boldbesiddelse. Ugarte har tidligere i sin karriere udtalt, at “når vi har bolden, er det et spil, men når vi ikke har bolden, er det en slåskamp”. Det princip efterlever han i den grad i den røde trøje.
Bagsiden af medaljen
Men Ugartes agressive spillestil har også en pris.
Hvis du har lyttet til denne uges podcast, ved du, at vi tildelte Ugarte en hårtørrer, fordi han rager for mange gule kort til sig. Han har indtil videre fået tildelt otte gule kort i sæsonen. Hvis han når op på 10, inden der er spillet 32 kampe, ryger han i skammekrogen i to runder.
Og det skal han nok nå. Han er den midtbanespiller, der bruger færreste minutter på at få et gult kort. Han er samtidig den spiller, der begår femteflest frispark per 90 minutter.
Og det skyldes formentlig, at han er overagressiv og satser for meget i sine defensive aktioner. Ugarte bliver sat 1,94 gange per 90 minutter. Det er kun overgået af Adam Wharton fra Crystal Palace (2,40) og Gomes (2,04).
Ugarte formår faktisk kun at forhindre en modstander i at drible forbi ham i 38 procent af tilfældene. Der er kun 14 midtbanespillere i ligaen, der har en lavere procent end Ugarte.
Derfor må han ofte ty til nødbremsen. Og det koster som regel en ostemad.
Andre gange når Ugarte slet ikke at stoppe sin modstander med ulovlige midler, efter han har fejlvurderet et indgreb. Og i de situationer kan det sagtens koste et mål.
Det var eksempelvis tilfældet ved Brightons anden scoring i 1-3-nederlaget d. 19. januar.
Taktisk analyse: Mellemrummet giver United defensive problemer
Skal man forsøge at tæmme Ugarte?
Der er faktisk en sekvens på 30 sekunder fra udekampen mod Fulham d. 26. januar, der indkapsler meget præcist, hvordan Ugarte spiller fodbold. Det er måske en smule karrikeret.
1) Ugarte modtager bolden.
2) Ugarte smider bolden væk.
3) Ugarte erobrer selv bolden igen.
4) Manchester United mister bolden. Ugarte kommer for sent og saver Adama Traore over.
5) Ugarte får gult kort.
Kan man tage den overagressive spillestil ud af Ugarte, uden at fjerne det, der samtidig gør ham så fremragende til at erobre bolde? Nok ikke 100 procent. Og det bør man heller ikke forsøge.
Men han er fortsat kun 23 år gammel og mangler derfor erfaring. Han er langt fra færdig med at lære og vil kun blive bedre til at aflæse situationer.
Skal jeg gå ind i duellen? Eller skal jeg holde min position og dække rum? Det er de afgørelser, en spiller på Ugartes position, konstant skal træffe.
23-årige Ugarte vælger 10 ud af 10 gange at gå ind i duellen. Hvad gør 27-årige Ugarte?
Interessant analyse….
Men en ting er tal og statistik som jo aldrig lyver.
Der er også et andet parameter som spilkef ind men er svært at læse ind i disse tal.
Hvordan præstere holdet, og hvornår og hvordan sættes f eks Ugarte i de vanskelige situationer han skal læse på bedste beskub….
Et velfungerende, velstrukturet og velspillende hold vil jo sandsynligvis ikke sætte sine defensive folk i helt de samme pressede situationer ligeså ofte som vi gør i øjeblikket.
Men summa sumarum Ugarte er en kriger, ligesom Licha….og selvom Casemiro også har gode stats er Ugarte langt mere mobil og har fremtiden foran sig, en Ugarte på 27 år vil forhåbentlig være en langt mere erfaren og klogere spiller.
Jeg er stor fan.
Kunne godt tænke mig, at se hvordan han gør det med bolden?
Ellers en fremragende analyse Thobias.