(Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)
Det vakte stor forvirring, da Manchester Uniteds startopstilling til gårsdagens Europa League-kamp mod Fenerbahce blev offentliggjort. Noussair Mazraoui som offensiv midtbanespiller? Det må være en fejl.
Efterfølgende blev det bekræftet af Erik ten Hag i et interview inden kampen til TNT Sports. Det efterlod ikke umiddelbart United-fans mere afklarede. Har vores manager tabt sutten? Er han ude på at få sig selv fyret?
Erik Ten Hag either wants to be fired or he’s a Giant Spunkfart.
Any NORMAL person would play Zirkzee at 10 & Hojlund at 9.
But NO! Noussair Mazraoui at 10?Fuck knows! I give up. pic.twitter.com/uXeQ8WQgka
— Billy Meredith (@BillyMeredithMU) October 24, 2024
Men dykker man en lille smule ned under overfladen, er beslutningen om at lade Noussair Mazraoui spille 10’er i Bruno Fernandes’ fravær ikke så skør, som man umiddelbart tænker.
Her er tre grunde til, at det gav mening, men også to grunde til, at det ikke gjorde.
En udmagret midtbane
Den eneste årsag til, at det overhovedet er kommet på tale at spille Mazraoui som 10’er er, at Manchester Uniteds midtbane er tæt på livstruende tynd i øjeblikket.
Christian Eriksen, Manuel Ugarte og Casemiro var de eneste midtbanespillere, der var rejst med til Istanbul. Bruno Fernandes afsonede karantæne, mens Kobbie Mainoo, Mason Mount, Toby Collyer og Dan Gore er på skadeslisten.
Derudover har både Ugarte og Casemiro bøvlet med småskader for nyligt. Sidstnævnte blev også udskiftet skadet i sidste weekend mod Brentford. Det er sandsynligt, at han ikke var klar til 90 minutter i går aftes.
Erik ten Hag var derfor nødsaget til at tænke en smule alternativt i går. De fleste havde nok forventet, at enten Amad eller Zirkzee ville få en startplads bag Højlund.
Men valget faldt altså på Mazraoui. Det kom dog ikke bag på José Mourinho.
– Situationen med Mazraoui var måske en stor overraskelse for jer. Men ikke for os, fordi Sofyan Amrabat fortalte mig, at Mazraoui kan spille på den position. Han gjorde det ofte med Erik ten Hag i Ajax, udtalte Fenebahces manager efter kampen.
Har Mazraoui en fortid som midtbanespiller?
Ja.
Det har han også selv fortalt for nyligt i et interview med MUTV.
– Ja, jeg var midtbanespiller dengang. For andetholdet (i Ajax, red.), spillede jeg på alle positioner i en sæson. Fra venstre kant til central forsvarer i næste kamp.
– Så jeg har spillet overalt, og det er virkelig det, der har hjulpet mig nu. Uanset hvor jeg kommer ind på banen, føler jeg mig komfortabel. Jeg føler ikke ‘hvad skal jeg lave her?’. Jeg ved bare, hvad jeg skal gøre, fordi jeg allerede har spillet på alle positioner, fortæller han i interviewet.
Ifølge Transfermarkt har Mazraoui spillet hele 44 kampe som central midtbanespiller, 13 kampe som defensiv midtbanespiller og bemærkelsværdigt nok også ni gange som venstre kant.
Det er primært for Ajax’ U19- og 2. hold i sæsonerne fra 15/16 til 17/18, at marokkaneren har fået minutter på disse positioner. Men i 18/19-sæsonen under Erik ten Hag spiller han også fem kampe på den centrale midtbane for førsteholdet.
Mazraoui har altså prøvet kræfter med andre positioner end backen. Men siden han forlod Ajax i sommeren 2022, har han ikke fået minutter som midtbanespiller – før i går.
Der er selvfølgelig forskel på at spille defensiv midtbanespiller og på at spille 10’er, som Mazraoui gjorde i går. Det er andre rum, man opererer i som offensiv midtbanespiller, da man typisk befinder sig i mellemrummene.
Jeg har genset Uniteds tre åbningskampe under Erik ten Hag – her er, hvad jeg bed mærke i
»Han er i stand til at løse opgaven«
– I Ajax spillede jeg ham nogle gange der. Og som back i vores system befinder han sig i halvrummene, så han er i stand til at løse opgaven.
Det var ordene fra Erik ten Hag, da han skulle forklare bevæggrunden for at placere Mazraoui som 10’er i gårsdagens kamp.
“At Ajax I played him there…”
Erik ten Hag explains why he’s starting Noussair Mazraoui at no.10 🗣️
📺 @tntsports & @discoveryplusUK pic.twitter.com/NXT52a3ogY
— Football on TNT Sports (@footballontnt) October 24, 2024
Den første del af citatet har vi lige faktatjekket. Det er delvist sandt. Han har ikke spillet offensiv midtbanespiller i Ajax, men han har spillet mange kampe som central midtbanespiller. Det lader vi dog ligge for nu.
Det interessante er derimod, at Erik ten Hag lægger vægt på, at Mazraoui ofte indtager positioner i halvrummene for Manchester United.
Halvrummene er de to rum, der er mellem siderummet og det midterste rum, hvis man – i længeretningen – deler fodboldbanen op i fem lige store zoner.
Både Mazraoui og Dalot spiller nemlig sjældent som en traditionel back, der står klistret til sidelinjen. Når Manchester United har bolden, placerer de to backs sig ofte i forrummet bag modstanderens første pres. De kan også træde højere op i banen og indtage en position i halvrummet, præcis som Erik ten Hag nævner i interviewet.
Det er tilfældet i nedenstående eksempel fra kampen mod Southampton d. 14. september.
Og Mazraoui har evnerne til at spille i halvrummet. Han er rolig og formår at fastholde bolden, når han bliver presset. Det er helt essentielt, hvis du skal kunne begå dig i mellemrum og halvrum.
Hvis man eksempelvis kigger på boldtab, er Mazraoui blandt de bedste i Premier League til at undgå det. Han mister bolden 0,74 gange per 90 minutter ifølge Statsbomb.
Både Mourinho og Erik ten Hag nævnte også, at hans presspil er godt nok til at udfylde rollen som 10’er.
Mazraouis spillertype er derfor forenelig med rollen som offensiv midtbanespiller i Erik ten Hags system. Selvom det naturligvis ser lidt tosset ud, at holdets 10’er løber rundt med nummer 3 på ryggen.
Erik ten Hag forpassede en gylden mulighed
Det var tre grunde til, at Mazraoui som 10’er ikke er helt hovedløst. Men der er også argumenter for det modsatte.
Som det blev pointeret i karakterbogen her på sitet, havde det været oplagt for Erik ten Hag at afprøve Zirkzee-Højlund-konstellationen af i gårsdagens kamp. Bruno Fernandes, der normalt aldrig misser en kamp, havde karantæne. Derfor skulle der under alle omstændigheder en ny spiller ind på den position.
Nyindkøbet fra Bologna har ikke fundet fodfæste endnu, og det havde været interessant at se, om Zirkzee fungerer bedre som en 10’er bag Højlund som den fremskudte angriber. Det var der mulighed for i går, men den forpassede Erik ten Hag.
Zirkzee er dygtig til at falde ned i banen og finde de rigtige rum, men han har svært ved at lave mål. Det kan Højlund derimod.
Det er ikke til at vide, hvornår næste mulighed for at se de to angribere i aktion samtidig kommer.
Hvad med Amad?
Amad startede inde i syv af de første 10 kampe i denne sæson. I de seneste tre kampe har han sammenlagt fået to minutter. De kom i går, og han blev udelukkende skiftet ind, fordi Antony gik i stykker.
Antony blev båret fra banen og forlod efterfølgende stadion på krykker
Hvad er der lige sket? Amad lignede en spiller, der kunne få sit store gennembrud i denne sæson for blot en måned siden. Nu har Antony overhalet ham.
Erik ten Hag fremhævede Antonys træningsindsats de seneste par uger efter gårsdagens kamp. Derfor er han på nuværende tidspunkt foran Amad i køen.
Men Amad har netop spillet offensiv midtbanespiller tidligere. Det gjorde han i otte kampe for Sunderland i 22/23-sæsonen med stor succes. I går var en kærkommen mulighed for at give Amad værdifulde minutter igen.
Begrundelsen for Erik ten Hag var dog, at gårsdagens kamp på Şükrü Saracoğlu var en meget svær udekamp. Det var for satset at spille med fire angribere.
– På udebane i Europa, hektisk atmosfære. At starte med fire angribere er for meget, forklarede han.
Derfor blev det – for Erik ten Hag – det sikre kort. Noussair Mazraoui.
Fin analyse som altid fra Hr Thobias Lisby Hermansen, tak😊
Men som den altid lidt små gnavne, idag “Fredagstræner”, mener jeg at Licha kunne have spillet en defensivt midt med Ugarte, Dalot og Mazraoui hhv venstre og højre dør….så kunne Eriksen have spillet 10er…
Eller Licha og De Ligt centralt i forsvaret, Eriksen og Ugarte på midten, med Zirkzee som 10er…
Eneste plus med Mazraoui på 10eren var vel i presspillet…
Men ja, EtH forpassede en chance for at se Zirkzee og Højlund sammen, Bruno kommer forhåbentlig ikke til at misse flere kampe med karantæne, eller skader….