Scout report: Toni Kroos

Rygtet om Toni Kroos til Manchester United er mere end blot internet-snak og løse rygter fra twitter. Der er mere i historien, end bare at skulle sælge…

Rygtet om Toni Kroos til Manchester United er mere end blot internet-snak og løse rygter fra twitter. Der er mere i historien, end bare at skulle sælge nogle aviser, og skabe lidt debat.

Toni Kroos har til sommer et år tilbage af hans aftale med Bayern München, og har indtil videre afvist de tyske mestres udspil til ny kontrakt. Samtidig har David Moyes været på togt til Tyskland, hvor han overværede Kroos spille for sydtyskerne, og samtidig fik den skotske manager en snak med Toni Kroos’ agent. Så der er uden tvivl interesse fra begge parter.

Pep Guardiola har åbent fortalt, at ingen kan vide sig sikre på en fremtid i Bayern, og ingen spillere er uundværlige. Samtidig har folk omkring Kroos snakket åbent om mulighederne for at prøve kræfter med udlandet. Derfor har vi valgt at have fokus på Kroos, som vi havde under luppen i gårsdagens kamp mod Arsenal på Emirates.

Man of the match

Lad det være sagt med det samme, Toni Kroos var i mine øjne klart kampens bedste spiller i går mod Arsenal. Kampen blev ganske vist ødelagt lidt af det røde kort, som Arsenal fik kort før pausen, hvilket betød markant Bayern overtag i specielt anden halvleg. Men også inden udvisningen, var Kroos en dominerende skikkelse.

Han startede som den centrale sammen med Thiago med Javi Martinez bagved de to. Men fra sin position som den centrale midtbanespiller, var Kroos alligevel ofte med i begge felter. Der var også en god alsidighed hos tyskerne, hvor Martinez kunne tage løbene frem i banen mens Kroos så blev tilbage som den defensive midtbanespiller.

En af de ting der har været efterspurgt hos Uniteds nuværende midtbanespillere er evnen til at slå afleveringer frem i banen. Kroos afleverede i går sjældent tilbage og på tværs af banen som Carrick, Fletcher og Cleverley er blevet beskyldt for i år.

Kroos var manden bag afleveringen som sendte Robben fri i feltet, inden han blev nedlagt og fik straffe. I det første mål var Kroos selv med i det meste af opspillet, og gang på gang viste han enorm sikkerhed og ro i pasningsspillet. Det var både det korte pasningsspil og de lange skift, som sad lige i skabet stort set hver gang.

Box-to-box spiller

Kroos viste sine kvaliteter ved at være bevægelig, både da han spillede sammen med den mere stationære Martinez på midten, og i anden halvleg da mere bevægelige Philip Lahm kom op på midten. For at drage sammenligninger til United, ville Kroos altså kunne fungere med både en Carrick og en mere bevægelig type som Cleverley.

En af de helt afgørende ting som Kroos bidrog med i går var, at han gang på gang var med hvor tingene skete. Han læste spillet fantastisk godt, og blev sjældent tvunget ind i nærkampe og tacklinger.

Defensivt var han flere gange helt nede og hente bolden og være manden som startede Bayerns angreb. Ligeledes var han konstant med fremme omkring feltet. Hver gang Bayern havde bolden på kanterne, var Kroos enten med omkring feltet, eller tilbød sig og var klar til at fordele bolden videre på den sidste tredjedel af banen. Netop et sted United har manglet kvalitet flere år.

Sammenligninger med Scholes

Jeg synes bestemt godt man kan drage sammenligninger med Paul Scholes. Ser vi på de to spilleres pasningsspil, så mestrer de begge både shortpassing og de lange skift, som kan splitte forsvaret ad.

Desuden var Kroos en farlig trussel fra kanten af feltet, noget Scholes også var, specielt i den første del af karrieren. Der var blot spillet få minutter af gårsdagens opgør, før Kroos havde testet keeperen første gang, med et fremragende langskud med venstrebenet.

Helt fortjent fik Kroos selv scoret med et glimrende langskud i anden halvleg, og som nævnt tidligere var han selv med i opbygningen til scoringen. Kroos havde et par andre forsøg, og viste ellers godt blik for spillet og for at skabe muligheder for sine medspillere.

Kroos i United?

Humoristisk set kan man sige, at Kroos ikke slog mange indlæg i går, og derfor ikke har en fremtid i United. Men kigger vi seriøst på den præstation jeg så i går, vil jeg klart anbefale David Moyes at gå efter et køb af Toni Kroos til sommer. Min rapport om Kroos er udelukkende positiv, så United bør gå all in i jagten på ham.

Han er stærk defensivt og offensivt, styrer fuldstændig spillet for Bayern München, og uden at være højtråbende var han tydeligvis lederen af tyskernes midtbane. Et klart omdrejningspunkt, og netop en spiller som vi i United har skreget efter de seneste sæsoner.

Kroos har hele pakken, og selv om der blot er et års tid tilbage af hans kontrakt, håber jeg United er klar på at betale lidt ekstra for ham. Han er uden tvivl 30 millioner pund værd. Med ham på midtbanen, vil vi igen have en midtbanespiller der kan styre spillet for os, og løfte holdet mod toppen af Premier League og Champions League igen.

Kort sagt: Køb Toni Kroos til sommer. Tak.

Forrige artikel

2 gode tilbud til Manchester-derbyet

Næste artikel

Van Gaal: Svært for RvP i United

ANNONCE