Søndagens Manchester-derby endte med en forventelig hjemmesejr til Pep Guardiolas City-mandskab. Men undervejs i opgøret var både den spanske manager og hans spillere udfordret af Erik ten Hags taktiske udlæg.
I denne taktiske analyse kigger vi nærmere på, hvordan Erik ten Hag forsøgte at overrumple Pep Guardiolas succesrige mandskab.
Alle mand bag bolden
Erik ten Hag havde valgt at møde op til kampen uden en decideret angriber. Manchester Uniteds opstilling, når City var i boldbesiddelse, så derfor ud som skitseret nedenfor.
Onana
Dalot – Varane – Evans – Lindelöf
Mainoo – Casemiro
Garnacho – McTominay – Bruno – Rashford
Defensivt blev der taget nul chancer fra Manchester Uniteds side. Erik ten Hags store respekt for Citys evner på bolden var hævet over enhver tvivl, når man så, hvordan United organiserede sig uden bolden.
United-holdet var utroligt lavtstående og forsøgte at holde samtlige spillere bag bolden. Det betød derfor også, at der blev stillet store krav til blandt andre Rashford og Garnacho. De to kanter skulle gennem alle kampens 90 minutter stå klar i opbakning, når bolden blev spillet bredt på Jeremy Doku og Phil Foden.
I halvrummene forsøgte særligt Bernado Silva og Kevin de Bruyne at finde plads. Her var Mainoo og Casemiro blevet instrueret i at mandsopdække de to kreative spillere.
Det betød dermed også, at det centrale rum foran Uniteds bagkæde i perioder var frit. McTominay og Brunos opgave var at lukke ned for pasningerne ind i dette rum, og hvis afleveringen fandt vej forbi dem, skulle Evans og Varane støde op i området for at bryde bolden.
Disse taktiske dispositioner er tydelige på nedenstående billede fra kampen.
Manchester United var afventede i løbet af hele kampen og havde ingen ambitioner om at diktere spillet med bolden. United-holdets boldbesiddelse på 27 procent taler også sit eget tydelige sprog. Derimod ventede de røde djævle på at kunne bryde en pasning og slå en omstilling.
Når bolden blev erobret blev derfor spillet hurtigt i banens længderetning.
Onana som quarterback
Manchester Uniteds pragmatiske tilgang til kampen gav André Onana en hovedrolle.
United var meget sjældent interesseret i at spille bolden fladt og kort ud nede fra Onanas mål. Derimod forsøgte man at lukrere på den camerounske målmands fremragende sparketeknik.
0-1-målet starter med, at Onana har bolden i hænderne. City har placeret sin bagkæde højt, hvilket giver plads i bagrummet. Onana sender Bruno i dybden med en millimeterpræcis aflevering, og få sekunder efter har Rashford scoret et af historiens bedste derby-mål.
Bemærk at United lynhurtigt har skubbet hele holdet op, hvilket tydeliggør, at gameplanen ikke var at spille bolden ud langs jorden.
Den lange bold i bagrummet var den ene mulighed, man havde, når Onana skulle sætte spillet i gang. Den anden var at slå en høj bold til duel.
I de tilfælde blev bolden slået mod McTominay, mens de omkringliggende spillere forsøgte at opsnappe 2. bolden. Hvis den blev erobret, kunne man påbegynde et angreb oppe på Citys banehalvdel.
Erik ten Hags gameplan var meget primitiv, simpel og uden risiko. I 1. halvleg virkede den dog til fulde. United-holdet kom foran og skabte flere giftige muligheder, som desværre ikke blev eksekveret.
City straffede de små sprækker i Uniteds organisation
Men United tabte som bekendt kampen med 3-1, efter at have ført med 0-1, da de to hold gik til pause. Så hvordan gik det lige til?
Phil Fodens udlignende scoring faldt få sekunder efter, at United havde forsøgt at slå en omstilling. Her faldt Rashford til jorden efter en berøring fra Kyle Walker, men dommer Andy Madley vurderede, at det ikke var nok til et frispark.
Rashford var utilfreds med dommerens beslutning, og Uniteds målscorer løb derfor ikke med tilbage. Opbakningen til Lindelöf manglede derfor for en gangs skyld, hvilket gav plads til, at Foden kunne trække ind i banen og afslutte.
Scoringen til 2-1 10 minutter før tid faldt også på baggrund af sprækker i Uniteds defensive organisation.
Bruno bryder ud af organisationen for at gå i pres på Ruben Dias. Resten af holdet følger dog ikke med, og der bliver plads mellem Uniteds kæder.
Det giver Phil Foden mulighed for at vende med bolden i halvrummet. Den efterladte plads udnytter han prompte til at spille et-to med Alvarez, hvilket sender den engelske landsholdsspiller alene igennem mod Uniteds mål.
City havde naturligivs også haft sine muligheder, men to småfejl i organisationen ender altså med at koste to dyrebare mål.
Skarpheden manglede
I sidste ende gav United-holdets afventede tilgang ikke pote.
Det kunne dog have set anderledes ud. Marcus Rashford var, hvis man ser bort fra det fænomenale åbningsmål, meget uskarp i flere omstillinger. Og på en god dag havde den 26-årige udskældte englænder lavet hattrick i første halvleg.
Skarpheden var i sidste ende forskellen på de to mandskaber, hvor hjemmeholdets Phil Foden omvendt viste den fornødne kynisme.
Tja god og rigtig analyse…bestemt.
EtH forsøgte at tage point på Etihad hvilket selvfølgelig er prisværdigt og taktikken var god i den forstand og måske med lidt held i den offensive del var missionen lykkedes.
Men er det virkeligt den måde United skal spille i et lokal derby…?
Så kunne vi vel ret beset have beholdt vores elskede norske legende Solskjær på posten..
Vi ansatte EtH til at bringe en ny tydelig spillestil og filosofi ind på holdet, EtH fik økonomiske muskler stillet til rådighed og købte ind til hans egen spillestil…en spillestil vi så nok stadig har tilgode at se virke optimalt..hmm
Men her over halvanden sæson og 3-4 milliarder kroner spenderet senere står vi stadig dybt og pakker os på Etihad og forsøger at spille på omstillinger…?
Ja City er irriterende stærke, og stort set alle hold forsøger sig med omstillinger på Etihad, men vi har tilsyneladende ikke rykket os en millimeter i forhold til udtryk og evner siden Ole Gunnar…
Det er tankevækkende I min optik.