Blog: Slave-snakken om igen

OldTrafford.dks stifter Casper Heiselberg deler i denne blog et par betragtninger om den seneste Ronaldo-sag

OldTrafford.dk og Cristiano Ronaldo hænger sammen. Da jeg i 2003 startede denne hjemmeside handlede hele sommeren mest om Uniteds jagt på Ronaldinho. Men da handlen kollapsede, og John O’Shea var blevet godt og grundigt rundtosset i en venskabskamp mod Sporting, blev den dengang hidtil ukendte portugiser hot stuff på hjemmesiden.

imago sportfotodienst Ronaldo i den famøse kamp i 2003. Copyright: Imago

Et af de første screenshots jeg har af hjemmesiden, fra efteråret 2003 indeholder blandt andet et forumindlæg med diskussionen: “Er C. Ronaldo god nok til United?”.

Derfor var det noget ekstra særligt, da Ronaldo vendte tilbage til Manchester United. Det var en spiller, som jeg gennem hjemmesiden har fulgt tæt. En spiller, som jeg hurtigt var ude og købe trøje med, efter debuten mod Bolton i 2003.

imago images/VI Images Ronaldo der i 2003 skriver under med United
Copyright: Imago

Men mit forhold til Ronaldo har også været anstrengt. Ikke på grund af spillestil, udseende eller andet, men hans opførsel overfor Manchester United og os fans, som da han i 2008 begyndte at beklage sig i pressen med støtte fra FIFAs daværende præsident Sepp Blatter.

Det kom dengang så vidt, at Sepp Blatter hævdede at Cristiano Ronaldo var en slave, hvilket portugiseren efterfølgende nikkede sig enig i.

At omtale sig selv som en slave som velbetalt, nykåret Champions League-vinder og spillende på drømmenes teater, var en hård nød at sluge for mange fans.

Det var dengang tydeligt at Ronaldos dage talte. Jeg husker at jeg samme sensommer snakkede med en tidligere direktør i United, der stadig var tæt på Uniteds daværende ledelse og slog fast overfor mig at der var et PR-spil i gang, men at Ronaldo nok skulle blive et år endnu. Hvilket også skete.

Men det blev da hårdt at se Cristiano Ronaldo få al den succes i andre klubber, mens Manchester United begyndte at gå i forfald efter Sir Alex Fergusons stop.

Flere og flere gange begyndte navnet at dukke op i medierne om et eventuelt comeback i Manchester United, men frygten var også, det vi netop ser i disse dage.

De seneste dages bider fra interviewet fra Piers Morgan emmer af PR-spillet, der blev spillet i 2008 med fuldstændig respektløse sammenligninger med slaveri.

Det er utrolig trættende at læse, og hele PR-maskineriet er ligeså frustrerende når man ser hvordan fans og medier læser og analyserer sig igennem interviewet, der vist kun har en vinder: Piers Morgan.

IMAGO/ZUMA Wire Piers Morgan. Copyright: Imago

Nu kan jeg jo så sidde og tænke, at Ronaldos dage er talte på Old Trafford. Det tror jeg bestemt, men alligevel sad jeg også med den følelse i sommeren 2008, og det gik alligevel et år før han forlod Old Trafford.

Jeg har set nogle tweets og kommentarer fra United-fans, der er begyndt at forsvare Ronaldo som værende en beskytter, der nu tør tage bladet fra munden overfor Glazer-familien. Det giver jeg ikke meget for. Ronaldo er selv en del af det maskineri, han i så fald langer ud efter.

Til sommer er det 20 år siden han kom til klubben, men selvom OldTrafford.dk stadig består, så er den her 20 års romance med Cristiano Ronaldo nok ved at ebbe ud.

Forrige artikel

Neville: Trist det skal ende sådan her

Næste artikel

Hop med i OldTrafford.dks VM-managerpulje!

ANNONCE