Unge nyindkøb og sprudlende akademidrenge har bragt energi og optimisme til United. De har vundet fire ud af fire på pre-season-tur, og det virker som om, at Solskjær forsøger at skabe et nyt ”Class of 92”. Som fan er det både romantisk og betagende. Spørgsmålet er, om det også er vejen tilbage til fordums styrke?
17-årige Mason Greenwood samler en ripost op på kanten af det lille felt. Mellem ham og målet står syv Inter-spillere. Med en Robin van Persie’sk vending snører han en, og med et krøllet spark brager han den imellem tre mand og bag keeperen i buret. Bum, 1-0 til United, og Greenwood bliver matchvinder.
Fem dage senere kombinerer 18-årige Angel Gomes som en hvirvelvind mellem Tottenham-spillerne. I fuld fart får han den retur fra Juan Mata og fortsætter direkte mod det lille felt og målet. Vinklen er spids, og han er presset af to hvidklædte forsvarsspillere. Alligevel formår han med en kølig og millimeterpræcis inderside at lægge den ind i det lange hjørne, som puttede han en golfkugle i hul. 2-1 til United, og Gomes bliver matchvinder.
De to unge drenge og deres venner fra akademiet – Axel Tuanzebe, Tahith Chong og James Garner – har sammen med nyerhvervelserne Daniel James (21 år) og Aaron Wan-Bissaka (21 år) fået os til at fortrænge, at Manchester United sluttede seneste sæson rædderligt og dybt bekymrende – med otte nederlag ud af 12 mulige de sidste to måneder.
På pre-season-turen i Australien og Singapore er en frisk og ungdommelig vind blæst indover holdet. United har vundet fire ud af fire, mod Perth, Leeds United, Inter og Tottenham. Tæller man tidligere akademispillere med i ligningen, som Marcus Rashford, Paul Pogba, Andreas Pereira, Scott McTominay og Jesse Lingard, så har der været en spiller ”af egen avl” med i hvert og et af de ni mål, som holdet har scoret.
Mest interessant er det, at tegningerne til en filosofi, der skal bringe United tilbage på toppen, bliver mere og mere tydelig. Den ses i transferstrategien, træningsmetoderne og spillestilen og kan opsummeres i tre ord: Ungdom, mod og fight.
Sommerens takter
Vi køber uslebne diamanter. De skal forstå, at de først og fremmest skal arbejde hårdt, de skal være ydmyge og sultne, og de skal helst have et britisk pas. ”Jeg vil bruge Rooney og Ronaldo som transferskabeloner, jeg vil købe talenter, som kan videreudvikles” sagde Ole Gunnar Solskjær i slutningen af seneste sæson. Sidenhen har han sat handling bag ordene.
Valget af Australien og Singapore som pre-season-destination er selvfølgelig 100 procent kommercielt, det handler først og fremmest om at pleje globale fan- og sponsorforhold. Men det virker også som om, at heden i Oceanien og Sydøstasien passer Solskjær godt. En af hans helt klare, og nødvendige, målsætninger er, at konditionen skal forbedres. I interviews fortæller spillerne om, at der bliver kørt hårdt på i træningsessionerne, og de høje temperaturer gør det ikke mindre udfordrende for spillerne. I mareridtsafslutningen på seneste sæson knækkede United nakken på, at de simpelthen var i for dårlig form. De løb mindre end modstanderholdets spillere i stort set samtlige Premier League-kampe, selvom Solskjærs mantra fra dag 1 har været, at United-spillere først og fremmest arbejder hårdere, end de andre. Også i forhold til den ambition, virker det som om, at der nu bliver sat handling bag ordene.
I kampene har United nærmest udelukkende brugt offensive spillere med fart i støvlerne, de har presset højt og forsøgt at spille hurtigere kombinationsspil, end vi har været vant til at se. Det er en taktik, der er karakteriseret af mod – ligesom at det er modigt at give så meget spilletid til akademidrengene, træningskampe eller ej.
Mest opmuntrende er dog den tænding og vildskab, som flere af de unge drenge virker til at bringe ind i holdet. Man kunne ikke mærke på Scott McTominay og Andreas Pereira, at det var en kamp uden betydning mod Tottenham; de to midtbanespillere hidsede sig op over, at Daniel James blev sparket ned flere gange, og selvom at det på et tidspunkt var ved at karme over for især Andreas, så er det opløftende, at de ligner nogen, der virkelig vil det her. Selv evigt dovne og nonchalante Anthony Martial, hvis franske arrogance og selvsikkerhed man både elsker og hader, virker til at have forstået, at han skal deltage i presspillet, og Paul Pogba har – trods ønsket om at komme væk – leveret fire fremragende og disciplinerede halvlege på pre-season.
Apatien og den manglende vilje var så tydelig i sidste sæson, at man nærmest havde lyst til at løbe ned på banen og skrige af vores spillere eller tyre sin mobiltelefon ind i fjernsynet i ren afmagt. Hvis Solskjær får banket ind i knolden på dem, at de er nødt til at fighte mere, er det et stort skridt mod noget rigtigt.
Som ”Class of ’92”
Inspirationen til filosofien – ungdom, mod og fight – er hentet i fortidens store United-hold. Det bringer mindelser til ”Class of 92” med David Beckham, Paul Scholes, Ryan Giggs, Nicky Butt, Gary og Phil Neville. En samling unge gutter fra egne rækker, der tog fusen på hele England og blev en magtfaktor i europæisk fodbold. Som alle ved, var Solskjær selv en del af det hold, og han har refereret til dem, til Sir Matt Busby og til ”The United Way” så mange gange, at man nærmest er blevet træt af det. For hvordan kan det være andet end tom retorik? Og er det virkelig et ekko fra fortiden, der skal redde United ud af den suppedas, som klubben har befundet sig i, siden Sir Alex Ferguson pensionerede i 2013?
Jeg har selv været kritisk overfor Solskjærs tendens til hele tiden at snakke om ”de gamle dyder”. Jeg frygter, at det skygger for det faktum, at United reelt ikke har nogen langsigtet strategi. Men tvivlen bør stadig komme nordmanden til gode, og det har været en fornøjelse at se United på pre-season-tur.
Læs også: Blog: Risikerer snakken om “de gamle dage” at blive en sovepude for United?
Dermed ikke sagt, at der ingen problemer er. For trust me, dem har United masser af: Hvad stiller vi op med Alexis Sanchez, når han kommer tilbage? Hvordan erstatter vi Romelu Lukaku, hvis Inter køber ham? Og hvis de ikke køber ham, hvordan kan vi så bruge ham i det her system? Hvad stiller vi op med de syv centrale forsvarsspillere, vi har, hvis vi køber Harry Maguire? Hvor længe kan vi holde på Paul Pogba, og giver det nogen som helst form for mening at bygge et hold op omkring ham, hvis han ikke ønsker at være her? Har Fred og Nemanja Matic evnerne og farten til at spille den fodbold, som Solskjær gerne vil? Og hvem skal spille den højrekant, som hverken Anthony Martial, Marcus Rashford, Juan Mata, Jesse Lingard eller Daniel James foretrækker?
Et frisk bud ville være at give Mason Greenwood chancen. En ting er at bruge de unge spillere i træningskampe på pre-season. Noget helt andet er at bruge dem i ligaen. Det ville være modigt og måske også en smule naivt. Med konkurrencen fra de øvrige top seks-klubber in mente, er det vel de færreste, som for alvor tror på, at det er Angel Gomes, Greenwood Daniel James og Wan-Bissaka, der skal føre os sikkert tilbage til Champions League. Mit hjerte gør, mere end min hjerne.
Men hvis jeg fik muligheden for at sælge vores kommende sæson for en femte- eller sjetteplads, hvor vi til gengæld spillede et helt kuld af unge spillere ind på holdet, der viste mandsmod og figthervilje, som turde spille offensivt og underholdende… ja, så tror jeg sgu, at jeg ville sælge den for det langsigtede perspektiv.
