Blog: Fra 0-3 til 4-2 på et år

4-2-sejren over Manchester City viste, hvor langt Manchester United er kommet siden sidste sæsons pinlige 3-0-nederlag på Old Trafford.

Lad os skrue tiden omkring et år tilbage. David Moyes’ Manchester United har efter en miserabel sæson så godt som opgivet håbet for at komme i top fire. De forsvarende mestre har kun vundet seks gange i de første 14 hjemmekampe i Premier League på Old Trafford, der før var et nærmest uindtageligt fort.

Datoen er den 25. marts 2014. Der er derby i Manchester. På Old Trafford tager Manchester United imod titelaspiranterne fra den anden side af byen. Manchester City kommer på besøg med mesterskabsdrømme, og Manchester Uniteds fans håber bare på en lille smule at smile af.

Håbet bliver dog hurtigt vasket væk. Manchester City kommer flyvende ud af omklædningsrummet, og før der er spillet et minut, har Edin Dzeko bragt City foran. Selvtillidsforladte Manchester United formår ikke at svare igen, og City rejser fra Old Trafford med en 3-0-sejr på en dag, hvor United aldrig truede de lyseblå lokalrivaler.

Vi er tilbage i nutiden – Den 12. april 2015. Der er igen derby i Manchester, men denne gang er momentum på Manchester Uniteds side. City rejser til Old Trafford efter kun 4 sejre i 11 Premier League-kampe i 2015, mens Manchester Uniteds fem sejre i træk har bragt dem over City for første gang i mere end et år. 13 ud af 16 modstandere er tilmed blevet sendt hjem fra Old Trafford med nederlag.

Fra første fløjt ser der dog ikke ud til at være meget, der har ændret sig på banen. Manchester City er klart stærkest i kampens indledning, og efter syv minutter bringer Sergio Aguero City foran, mens United-fansene får ubehagelige flashbacks til de senere års ubehagelige derby-minder.

Men Louis van Gaals Manchester United er lavet af et andet stof. I stedet for at ligge sig ned og falde fra hinanden svarer de igen. Kun fem minutter senere har Ashley Young udlignet for United, og da Marouane Fellaini halvvejs i første halvleg bringer United foran, er det City, der synes knækkede. Som bekendt vinder Manchester United kampen 4-2.

Kun lidt mere end et år efter 3-0-nederlaget i samme kamp i sidste sæson, leverer Manchester United en perfekt illustration på, hvor stor en forskel, der er på David Moyes’ Manchester United og Louis van Gaals Manchester United. For et år siden kunne Manchester United meget let have ladet sig slå ud af City’s tidlige mål, men i dag viste de imponerende karakter, da de kom blæsende tilbage og overrumplede City.

Fremtiden er igen lys for Manchester United, der bare bliver bedre og bedre under Louis van Gaal.

Forrige artikel

Taktisk set: Derfor vandt United i dag

Næste artikel

Fellaini høster store roser

ANNONCE