Blog: Hvad har vi lært af den første tid under Ten Hag?

Landskampspausen er et belejligt tidspunkt at tage temperaturen på, hvor Manchester United står på nuværende tidspunkt. Hvad har Erik ten Hag bidraget med, og kan sommerens transfervindue fortælle noget om klubbens tilstand? Det prøver vores skribent at sætte lidt ord på.

Var der noget forventeligt i de to første Premier League-kampe? Selvfølgelig ikke, for Brentford og Brighton skal naturligvis besejres og så videre til det næste i programmet. Men kunne nogle af os være fuldstændig overraskede over, at det alligevel gik, som det gjorde? Nej, vel. Det er Manchester United, og det er – stadig – en rodebutik. Men måske har butikken nu fået en chef ind, der ved, hvordan man rydder op.

Dagen efter ydmygelsen mod Brentford sendte Erik ten Hag sine spillere på græs og løb – angiveligt – med dem, da de skulle udligne den forskel på 13 kilometer, som Thomas Franks mandskab løb længere end dem. Det blev fra flere sider kaldt gammeldags, men det er den hollandske manager, der trækker stikket hjem med efterfølgende fire Premier League-sejre i rap.

Det er en flot skalp for den skaldede mand i spidsen for United at være i stand til at vende det. Når taktiske analytikere kigger på de kampe, vil de pege på beslutninger, som peger i retning af en ny træner, der kan være pragmatisk. Især i kampene mod Liverpool og Arsenal på Old Trafford så vi United overlade initiativet og lod modstanderen styre tingene. Det står i kontrast til, hvad Erik ten Hag har sagt om et proaktivt og offensivt United. Men det fortæller også, at der går noget tid (og sikkert et par indkøb) før vi i fuldt flor får at se den spillestil, som Ajax Amsterdam i de senere år er blevet berømmet for.

Det taler til Erik ten Hags fordel, og han har med den seneste stime i Premier League sikret sig noget ro og et fornuftigt fundament at bygge videre på.

Er der en plan?

Tidligere skrev jeg, hvordan vi ikke rigtigt kunne være overraskede over de to første kampe i sæsonen. Med til den historie hører naturligvis alt det rod, der foregik uden for banen. Efter nederlaget til Brighton lyste alarmklokker over det hele. Og da først Marko Arnautovic og siden Adrien Rabiot kraftigt blev rygtet til klubben, var det tydeligt for enhver, at United var desperate. John Murtough var i Torino for at forhandle med Adrien Rabiots agent og mor, men kunne ikke blive enige om størrelsen på lønnen.

Samtidig fik United-fans skrevet nok mails til Richard Arnold om ikke at hente Arnautovic på grund af dennes historik med karantæner for racisme. Klubben lyttede – heldigvis – og gik videre og i det ene tilfælde tilbage til andre kandidater.

Antony var på ønskelisten i starten af sommerens transfervindue, men det var klubbens forståelse, at Ajax Amsterdam krævede for mange penge og faktisk helst ikke ville sælge brasilianeren. Offensivspilleren endte med at gå på strejke i Amsterdam, United fandt de store penge frem, og fløj den tredje Ajax Amsterdam-profil denne sommer til Manchester.

Inden da havde man sikret sig Antonys landsmand, verdensstjernen Casemiro med de mange Champions League-titler i Real Madrid. En 30-årig midtbanespiller på en fireårig kontrakt som først blev hentet, efter sommerens helt store transfermål Frenkie de Jong og siden altså Adrien Rabiot(!), som vi må gå ud fra stod før Casemiro på Uniteds liste, glippede. Jeg vil ikke underkende brasilianerens evner, og han kommer muligvis til at blive en stor forstærkning.

Men hans transfer bekræfter billedet af en klub, der driver fremad uden nogen plan. At give en 30-årig fodboldspiller en fireårig kontrakt, er en beslutning, der i mine øjne skal få alarmklokker til at ringe.

Måske er der en plan

Med til historien skal det siges, at jeg er meget positivt overrasket over flere af de nye spillere. Her tænker jeg på Tyrell Malacia, Christian Eriksen og Lisandro Martinez, hvor især sidstnævnte er blevet en personlig favorit. Og så leder vores danske ven fra Middelfart tankerne tilbage på en rødhåret midtbanespiller, der tidligere spillede i klubben. For søren, hvor er det fedt med en fodboldklog og hurtigt tænkende midtbanespiller på holdet igen (ser du med, Paul Pogba?).

Flere journalister mener at vide, at Erik ten Hag har haft stor indflydelse på hvert fald fire af sommerens fem store indkøb. Det er spillere, som passer og kender til det spil, hollænderen vil indføre. Så selvom vinduet isoleret set oplevedes som kaotisk, kan de næste 18 måneder måske vise, at United med Erik ten Hag i spidsen har fået en mand, der ved, både hvad han vil have på banen, og hvilke spillere der skal hentes ind, for at det kan lykkes.

Der er i hvert fald tidlige tegn på, at dømmekraften er på plads, men som vi efterhånden har lært af Manchester United, så kan der nå at ske rigtigt mange ting på én sæson.

Up the reds!

Forrige artikel

Bruno Fernandes: Jeg vil gerne have at dommeren føler at jeg presser ham

Næste artikel

Eriksen: 8'eren passer mig rigtig godt

ANNONCE