Jamie Vardy. Tammy Abraham. Pierre-Emerick Aubameyang. Tre navne. Hvad har de, udover at være Premier League-angribere, til fælles? Jo, det, de har til fælles, er at de er de eneste, der har scoret flere Premier League-mål end Marcus Rashford har i indeværende sæson.
Det er måske ikke så stort i sig selv, at United har en spiller oppe i toppen af Premier Leagues topscorerliste. Det bør vi være vant til. Men måden, det er sket på, har ikke fået nok opmærksomhed. For ham, der ligger på en delt fjerdeplads på topscorerlisten, har sneget sig derind uden at have trukket de store overskrifter.
Og det er en smule atypisk. Manchester United er en af de mest omtalte klubber i verden, og hver gang der sker noget – positivt eller negativt – er vi vant til, at alle taler om det. Men når Marcus Rashford har lavet mål på samlebånd, vil vi hellere rette fokus mod, at Manchester United er i dårlig form.
Men hvad er det, der er sket med Marcus Rashford over de seneste par måneder? Kan han udfylde Romelu Lukakus 9’er-rolle? Hvordan får Manchester United mest ud af ham? Det er nogle af de spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare nedenunder.
Romelu Lukakus efterladte tomrum
Jeg var yderst, yderst skeptisk, da Manchester United smed Romelu Lukaku på porten i sommers uden at have hentet en erstatning ind. Det har gjort, at supertalentet Mason Greenwood har fået flere chancer, hvilket jeg er vild med, men det er ikke holdbart. Vi manglede en målscorer.
Det blev hurtigt klart, at det var Anthony Martial, der skulle overtage rollen som spydspids for Manchester United. Det blev både gjort i praksis, hvor han har spillet netop den rolle, men også symbolsk, hvor han har fået sit nummer 9 tilbage, som har været udlånt til Zlatan Ibrahimovic og Romelu Lukaku.
Det betød, at Marcus Rashford måtte henvises til kanten, hvis Ole Gunnar Solskjær ønskede at praktisere sit 4-2-3-1-lignende system. Og henvist til kanten blev han. Alle kampe i denne sæson, hvor Anthony Martial har været kampdygtig, har Marcus Rashford spillet på venstrekanten.
Og det var egentlig en beslutning, jeg var tilhænger af. Jeg mente ikke, at Rashford havde killer-instinktet som angriber, og jeg mente også, at Anthony Martial havde en bedre finesse som afslutter og som 9’er generelt. Skeptisk var jeg dog stadig, da ingen af dem var den samme udprægede målscorer, som Romelu Lukaku var.
Sæsonen gik lige så stille i gang, og Lukaku startede – naturligvis – sin tid i Inter med at banke mål ind. Det gør han i og for sig stadigvæk, hvilket ikke bør overraske nogen. Imidlertid sad jeg og bandede og svovlede for mig selv over, hvordan han burde banke netop de kasser ind på Old Trafford.
Imens havde United fået en sløv start på sæsonen, specielt offensivt. Til tider var der egentlig gode idéer i angrebsspillet, men der manglede ham dér, der kunne sparke boldene ind. Anthony Martial kunne i hvert fald ikke udfylde Romelu Lukakus sko. Men hvem skulle så?
Southgate sparkede selvtilliden tilbage i Rashford
Ja, det naturlige bud er jo Marcus Rashford. Han startede også svagt ud og scorede blot tre mål i de første 13 kampe for klub- og landshold. Han lignede en mand uden selvtillid, brændte straffespark og var decideret uskarp foran mål. Derefter har Rashford scoret 12 mål i 12 mulige, også for klub- og landshold, hvilket er statistikker, alle Premier League-angribere, der ikke hedder Jamie Vardy, ikke ville kunne følge med på. Og det hele startede i landskampspausen midt i oktober.
Læs også: Blog: Magi skete under lyset på Old Trafford
Marcus Rashford var, i den første kamp i Tjekkiet, sat af startopstillingen til fordel for Borussia Dortmunds Jadon Sancho. Det var naturligt – Sancho havde startet sæsonen med lyn og torden, mens Rashford var inde i et gevaldigt formdyk. Men England tabte 1-2, og Sancho spillede en skidt kamp. Rashford var med i næste kamp.
Den næste kamp i netop den landskampspause var mod Bulgarien. Rashford lavede det første mål og spillede en flot kamp – formentlig motiveret til at modbevise de racister på stadion, der råbte af ham og andre af de engelske spillere. Det var som om, at dén kamp tændte en ild i ham.
Rashford vendte tilbage til Manchester som om, at han havde noget at bevise, og det startede han med, da han scorede målet, der sikrede Liverpool deres hidtil eneste pointtab i ligaen. Siden da har han scoret i alle andre kampe, hvis man vælger at give ham kredit for målet mod Aston Villa.
Opblomstring på venstrekanten
Manchester United leder stadig efter en nier. Den nier er måske ikke Anthony Martial – i så fald er han i hvert fald snart til eksamen – men den er heller ikke Marcus Rashford. Han viste i glimt, at han har noget af det, der skal til under Solskjærs caretaker-periode, men ellers har der været langt mellem snapsene.
Når han spiller som den enlige angriber, som er den angrebsformation, Solskjær ønsker at praktisere, fungerer United ikke. Han har en for flagrende tendens til at søge ud mod øst og vest (primært vest), og det efterlader et for stort tomrum derinde, hvor en nummer 9 skal være – inde i boksen.
Med det ude af verden, er der mange andre ting, Rashford er god til. Jeg remser ikke hans styrker op her, for vi kender dem alle, men når han spiller på kanten, er han langt mere effektiv. Her er han ikke nødsaget til at skulle være på én bestemt position – han får faktisk mere frihed til at bevæge sig ind som en slags hængende angriber.
Som kantspiller kan Rashford også benytte sig af sin fart, en-mod-en-evner og driblinger langt bedre, end når han er helt på toppen. Her er der mere frihed. Og det er tydeligt at se, at han søger derhen, hvor der er frihed, når han spiller. Og det er der altså aldrig mellem to Premier League-midterforsvarere.
Presset er løftet af hans skuldre
Ja, okay. Overskriften her passer måske ikke 100 procent. Men med ham som venstre wing forventer man ikke, at det er ham, alle målene skal komme fra. Det er ikke kun ham, der skal løfte læsset. Det er ikke ham, der er alene i rampelyset. Og det ser det ud til, at han har godt af.
Han er først lige fyldt 22, men har allerede oplevet sin del af offentlige tilsvininger, og det lader til, at det påvirker ham, ligesom det ville påvirke enhver anden, specielt på den alder. Det har han fået på grund af for meget fokus på det, der sker udenfor banen, men også for sit fodboldspil.
Når han har været mest presset – og mest hadet af egne fans – er det, når han har spillet som spydspids og været dén, man skal regne med. Det skal han ikke være. Men når han spiller som andenviolin, kan han ramme det niveau, han er på lige nu.
Jeg vil egentlig bare slutte af med denne pointe; Rashford har gang i en periode, der nok ikke er nogen United-angribere, der har været i siden Ferguson-tiden, og alligevel taler vi ikke om det. I stedet taler vi – nok også med rette – om, hvor dårlige, United er. Men det, Rashford har gang i i øjeblikket, er exceptionelt, og det bør værdsættes. Det gør jeg i hvert fald.
