Vi bliver i øjeblikket mindet om, at der er rigtig meget, der er vigtigere end fodbold, og det kan virke ulogisk at snakke for meget om, hvad der er op og ned i forhold til fodboldklubber, når vi indtil videre ikke bliver særligt kloge på, hvornår de forskellige turneringer bliver sparket i gang igen. Men ikke desto mindre vil jeg gøre forsøget, for sådan en torsdag aften kunne vi normalt fordrive tiden med at se en Europa League-kamp fra et stadion i Østrig.
I den lille og arbitrære men smukt dekorerede osteklokke, der er Manchester United, er der meget, man kan tage fat i, og der er meget at ærgre sig over, hvis man ser på de perspektiver, der begyndte at tegne sig under Ole Gunnar Solskjær. Forsvaret under ledelse af kaptajn Maguire lukker få mål ind, nyindkøbet Bruno Fernandes har givet klubben et helt andet offensivt udtryk, og så ligner det, at den tidligere, uimponerende FCK-spiller Uros Matic er blevet skiftet ud med storebroren Nemanja.
Men hvorfor var det, at nedlukningen kom på det måske værst tænkelige tidpunkt for Manchester United?
Skud i bøssen på flere fronter
”Ole Gunnar Solskjær er en kantinemedarbejder i et Michelin-køkken” lød det fra en fremtrædende dansk Manchester United-fan på TV3+, inden netop Solskjær og tropperne besejrede Chelsea på Stamford Bridge, hvor holdet før Solskjærs ankomst ikke kunne strikke en vinderformel sammen, men siden har holdet vundet tre kampe i streg på ’Broen’. Chelsea-kampen er en i en række af 11, hvor United har vundet otte og spillet tre uafgjorte.
Holdet er mere end med i spillet til Champions League-pladserne næste sæson, det er videre i FA Cuppen og i Europa League, hvor det er mere end Ole Gunnar Solskjærs Champions League-vindende ben, der står solidt plantet i kvartfinalen efter 5-0 sejren mod LASK Linz i Østrig.
Oveni i den bunke kan man smide semifinalepladsen i Liga Cuppen, der dog blev den sidste, inden Manchester City slog storebroren ud af den ’lille’ cupturnering – et endeligt som med styrkeforholdet i mente er ganske rimeligt.
I ly af efterårets bulder og brag af dårlige resultater og Ole Gunnar Solskjær der hang i en meget tynd tråd, lykkedes det alle i og omkring klubben at løfte projektet til et punkt, hvor vi faktisk kunne se frem til tre-fire resterende måneder med stor forventning. Ja, Premier League-titlen er for langt væk i forhold til, hvad vi som fans forbinder med Manchester United, men personligt forbinder jeg også Manchester United med at spille med på flere fronter i forsøget på at hente trofæer.
Som Morten Bruun forleden siger det i et fodboldprogram på Eurosport.
”Så synes jeg, det er et rigtig godt storklubssignal, at man tør spille med i alle turneringer, og ja, den var rettet til Liverpool.”
Solskjær har snakket meget – for meget ifølge nogle – om Manchester United-DNA, og hvad det indebærer. Komiske Ali bliver han – måske med rette – kaldt for sine kommentarer om den rette United-mentalitet efter nok en skræmmende dårlig præstation, men resultater og præstationer op til fodboldpausen argumenterede for, at kantinemedarbejderen var ved at blive mesterkok.
Et eventyrligt projekt
”Football bloody hell,” sagde Sir Alex Ferguson en magisk maj-aften i 1999. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om Ole Gunnar Solskjær er den rette mand til jobbet som Manchester United-manager, for det ved jeg simpelthen ikke, om han er, men jeg stoler på projektet, indtil andet er bevist.
I mine øjne kan man ikke gøre så meget andet som fan.
Og så er der, som Sir Alex’ citat antyder, sket mærkeligere ting i fodbold, end at Solskjær kan hive klubben tilbage øverst på tinderne, og hvis ikke vi som Manchester United-fans skal stole på projektet, når en klubmand er ved roret, hvornår skal vi så?
