Dobbelt glæde for Ferguson?

11 gange, siden Sir Alex Ferguson overtog roret på Old Trafford, har han kunne fejre et mesterskab. Flere mesterskaber end nogen anden manager i engelsk fodbold. En levende legende. Der er dog noget, som gør, at denne titel er ekstra speciel. Først og fremmest er det en tangering af ærkerivalerne fra Liverpools rekord på 18 mesterskaber. En ting som fans af Manchester United har ventet længe på.
Det er dog ikke helt det, jeg tænker på. Det er derimod en vis spanier – Rafa Benitez.
Ferguson har således formået at gøre Rafa godt og gammeldags pige-sur. Der er kommet den ene kommentar efter den anden fra den spanske manager om, hvordan United styrede dommerne, og hvordan de ikke var fortjente mestre. 

Rafa Benitez meldte sig for alvor ind i mind game-kampen, da han kom med sit notoriske ”Rafa rant”. Rafa brugte således pressekonference, op til Liverpools kamp mod Stoke til at komme med facts om Ferguson og United. Resultatet af dette mind game talte for sig selv. Liverpool fik uafgjort mens United sendte Chelsea hjem med lussing på 3-0. Jeg morede mig personligt over det faktum, at manden brugte mere tid på United, end at sætte sit eget hold til sejr mod en dårlig modstander som Stoke City.
Rafa har siden dette stunt været ude flere gange og snakke til pressen om Ferguson og United. Senest med en udtalelse om, at han ikke ville ønske Ferguson tillykke med mesterskabet. 
Det må i den grad fryde Ferguson, at hans rival på den måde offentligt viser sin bitterhed og gang på gang prøver at bortforklare hans egen klubs fiasko.
Statistikken taler sit tydelige sprog for denne sæson

Manchester United
Vinder af Premier League, VM for Klubhold, Liga Cuppen og Charity Shield. Læg dertil at United drager mod Rom efter kampen mod Hull, samt opnåede en semi-finaleplads i FA Cuppen.

Liverpool FC
Nummer 2 i Premier League. 4 runde i FA Cuppen og Liga Cuppen. Kvartfinale i Champions League.

Lægger man Liverpools triumfer i denne sæson sammen, giver det sådan cirka nul titler. Alligevel kan Rafa ikke dy sig for at fortælle pressen, at han ikke mener, at det bedste hold vandt. Det er nu heller ikke fair, at Liverpool bliver bortdømt af et uretfærdigt point system, der ikke forgylder dem, der får mange uafgjorte resultater. Havde en uafgjort f.eks. givet 2 point ville Liverpool have ført med 1 point nu!

Når alt kommer til alt, så tror jeg, at Ferguson sidder derhjemme storsmilende med eftermiddags teen. Ikke nok med at han førte United til mesterskabet, han har også fået sin værste rival til at latterliggøre sig selv i medierne. 

K.O. Rafa Benitez – And that’s a fact

Alt skal selvfølgelig heller ikke lyde negativt. Jeg har personligt sat stor pris på Rafas bidrag til underholdningen. Vi må håbe, at han komme med nye beskyldninger næste sæson. Måske han går ud og brokker sig over, at United har en maskot i Fred the Red, mens Liverpool ingen har?

Forrige artikel

Saha glad på Uniteds vegne

Næste artikel

Ben Fosters sæson er slut efter operation

ANNONCE