En hyldest til en legende

Det kan næppe have gået manges næser forbi, at Ryan Giggs fylder 40 år i dag. Det har været i alle (især engelske) medier hele dagen og det meste af ugen op til. Faktisk så meget, at man hurtigt bliver immun overfor det og lidt glemmer, hvor vildt det egentlig er. 40 år. Det er nærmest naturstridigt, at en mand er så gammel og stadig spillede 90 minutter i Champions League i onsdags. Og var fremragende. For det var han. Hvis man ikke har set hans kattepoteoplæg til Nanis 5-0-mål, så skylder man sig selv lige at finde det på Youtube.

Han var så god mod Leverkusen, at Wayne Rooney efterfølgende fortalte, at tyskernes forsvarsspillere spurgte ham, hvordan Giggs dog kunne levere på det niveau i sin alder. David Moyes konstaterede også efterfølgende, at det ikke bare var en god præstation for en 40-årig. Det var en god præstation for enhver.

Det er svært at sætte flere tillægsord på Ryan Giggs, som han ikke allerede er blevet påklistret masser af gange før. Det er i det hele taget svært at beskrive, hvor stor en legende han egentlig er, men hvis man først stopper op og tænker over det, er det ærefrygtindgydende.

Han har kamprekorden i Manchester United – ufattelige 953 – og han har vundet rekordmange 13 Premier League-titler. Hvad mere vigtigt er, så var han med til at opbygge en tradition for at vinde trofæer op gennem 90’erne. I starten af det årti var det langt fra hverdag, at United vandt sølvtøj, men det har det stort set været siden.

Da han fik debut den 2. marts 1991 mod Everton, var hverken Phil Jones, Wilfried Zaha eller Adnan Januzaj født, men han har holdt sig på toppen lige siden. Jeg tror, det er svært at sætte ord på, hvad sådan en kapacitet betyder i klubben. Det er indlysende, at han ikke er holdets bedste spiller, men igen og igen fremhæver medspillere og trænere, hvor stort at forbillede han er. Hvordan han sætter barren for, hvad man skal leve op til. Sådan noget skal man ikke tage for givet i en fodboldklub. Der skal være nogen til at tage sig af de unge vejen frem, og hvis nogen gør det, er det ham.

For nylig åbnede Giggs så op for, at han muligvis tager næste sæson med også. Gør han det, er det slet ikke usandsynligt, at han når magiske, vanvittige og absurde 1000 kampe for Manchester United. Igen: tænk lige over, hvor vildt det er.

I min optik kan man sagtens diskutere, om Ryan Giggs ikke er den største spiller i klubbens historie. Han er i hvert fald den, der har spillet flest kampe og fejret flest triumfer. Han har været en stor del af opbygningen af Sir Alex Fergusons uovergåelige dynasti, og jeg tvivler på, at nogen nogensinde kommer til at overgå hans kamprekord.

Der er naturligvis mange ikoner i Manchester Uniteds historie, og jeg siger ikke, at han er den største. Det er generelt svært at sammenligne spillere på tværs af årtier, præstationer og prøvelser, men der kan ikke være to meninger om, at han er en af de største.

Det eneste, han så mangler, er en ridderorden. Han har allerede fået en udmærkelse af den engelske dronning, en OBE (Officer of the Most Excellent Order of the British Empire), men han har om nogen fortjent at blive tituleret Sir. Om ikke andet, så når han stopper sin karriere.

Det er næsten en kliché at sige, at tak er et fattigt ord, men sjældent har det vel passet bedre. Alle United-fans bør være Ryan Giggs taknemmelige for hans bidrag til og loyalitet overfor klubben, og vi skylder ham at nyde hans tilstedeværelse, mens vi kan. Om 50 år er han en af de spillere, som man vil være stolt af at kunne omtale med ordene ”Sir Ryan Giggs? Jeg så ham altid spille. Han var magisk.”  

Forrige artikel

Tidligere forsvarsklippe: På tide Giggsy går på pension!

Næste artikel

Medie: United holder øje med Reus

ANNONCE