Fem ting, vi lærte af Newcastle-kampen

Hver uge ser vi hos OldTrafford.dk tilbage på runden, der gik. Weekenden bød på et flot comeback og en sejr på 3-2 hjemme mod Premier Leagues 19. plads, Newcastle, efter en mildest talt forfærdelig første halvleg, hvor Manchester United var bagud 0-2 allerede efter ti minutter. 

Kampen mod Newcastle var et nyt lavpunkt i en allerede turbulent sæson. Det var de ord, jeg havde skrevet efter første halvleg af kampen, da jeg sad og forberedte mig på denne blog.

Ved halvleg var jeg næsten sikker på, at Mourinho var en færdig mand i klubben allerede inden weekenden var omme, og ligefrem forhåbningerne om top fire syntes urealistiske.

Som bekendt gik det anderledes. Manchester United kom ud til anden halvleg i fuldt flor, spillede offensiv fodbold og formåede endda med Sanchez’ sene scoring at vende kampen og sikre alle tre point.

Så nu står vi her igen. Mourinho har sandsynligvis givet sig selv en lille livline, og vi kan alle gå til landsholdpause med en nogenlunde følelse i kroppen. Hvad der venter os efter landsholdspausen er dog svært at sige. Vi får næppe at se et så angrebsivrigt United-hold, som var tilfældet i anden halvleg i lørdags. Vi kan derudover se frem til et meget svært kamppogram i den kommende periode, som kan blive definerende for Mourinhos kortsigtede fremtid i klubben.

Inden da vil jeg gøre status på, hvad vi kan lære af Newcastle kampen, og hvor vi står som hold i øjeblikket. 

1) Fansene støttede Mourinho og kritiserede ledelsen

“Jose’s right, the board is shite.”

Manchester United fansene viste deres støtte til portugiseren i løbet af kampen mod Newcastle.

Rygterne om Mourinhos fyring havde taget til før kampen, og The Mirror skrev blandt andet før kampen, at ligegyldigt resultatet, ville Mourinho blive fyret i weekenden. Noget der gav associationer til Louis van Gaals fyring, da han i 2016 gennem medierne skulle få at vide, at han ville blive fyret.

”Det er en skændsel, hvis det her er rigtigt. Hvor er værdierne og principperne i Manchester United, hvis journalisterne ved det, før manageren?” udtalte Gary Neville blandt andet om rygterne angående Mourinhos fyring.

Alle rygterne fik tydeligvis Manchester United-fansene til at bakke deres manager ekstra meget op i lørdags. Det var tydeligt, at fansene var mere sure på ledelsen end på manageren.

Og det er det rigtige at støtte manageren. Stor cadeau til de mange United-fans, der viste deres støtte til Mourinho uagtet klubbens nuværende situation. Ligemeget hvem der er manager, støtter man ham, så længe han stadig er i klubben. 

2) Flot comeback imod ligaens nr. 19

Matic udtalte forleden, at det var på tide, at lederne i klubben stepper op.

I første halvleg var det ikke tilfældet. Young, holdets anfører mod Newcastle, så helt forfærdelig ud ved begge Newcastles scoringer. Matic brændte vel nok en af sæsonens største chancer, og han lignede ikke den stabiliserende midtbanegeneral, vi kendte fra seneste sæson. Dette er helt sikkert blot to af flere tilfælde fra første halvleg, hvor lederne, endnu engang, ikke er at finde på holdet.

 Holdet skal dog have ros for et fantastisk comeback, der leder tankerne tilbage på ”Fergie time”. Men det var mod Newcastle. Newcastle, som ikke har vundet en eneste Premier League kamp endnu. Der er tale om ligaens vel nok dårligste hold, hvis man ser bort fra oprykkerne fra Cardiff City.

 Jeg er af den holdning, at man på hjemmebane skal køre Newcastle over uden problemer. I anden halvleg fik vi set, at vi har holdet til at køre modstanderne over, hvis vi udnytter dets styrke. Forhåbentligt bliver dette også tilfældet i fremtiden, men der ligger mange grunde for, at det alligevel ikke er noget, vi skal vænne os til at se i Manchester United denne sæson.

En af de store grunde til dette bliver listet nedenfor. 

3) Der mangler fortsat en klar spillefilosofi

Hvordan beskriver man Manchester Uniteds spillefilosofi? Står de godt defensivt organiseret, er de et boldbesiddende mandskab, der ønsker at dominere kampene, eller er vi et hold, der forstår at udnytte modstanderen i ubalance og slå den ene kontra efter den anden ind? Ifølge mig, ingen af delene.

Et af de store problemer denne sæson – og vel også den forrige – har været spillefilosofien. Jeg har meget svært ved at definere holdets spillestil, fordi jeg har svært ved at se, hvad planen med det hele er.

Det er vigtigt, at den næste træner scoutes efter, at han skal komme med en tydelig filosofi. Alle topholdene i international fodbold har et koncept, de spiller efter. Det gør spillerne bevidste om deres rolle, og de ved hvordan de skal agere i forskellige situationer. I United virker det ofte til at alt, der sker, sker ved et tilfælde og spillernes pludselige intuition.

”Det er som om Mourinho bare ryster posen og vælger nogle spillere” blev der blandt andet sagt blandt kommentatorerne til lørdagens kamp. Og jeg kan på sin vis godt følge dem. Hvad skal McTominay eksempelvis lave nede i midterforsvaret? Har Mourinho nogensinde set ham spille midterforsvar før, eller var det en panikhandling forårsaget af at komme bagud 0-2?

Min pointe er: Et hold skal have en gameplan. Står der 0-0, gør vi sådan. Fører vi, gør vi sådan. Er vi bagud og skal hente et resultat, agerer vi sådan. I United er der i øjeblikket ikke noget, der minder om en gameplan. 

4) Når United spiller fodbold, ser det fornuftigt ud

Om Mourinho har en klar spillefilosofi eller ej, så er mange af den holdning, at Mourinhos Manchester United-hold spiller kedeligt, uinspirerede fodbold. Mange er også af den holdning, at Manchester United besidder spillere, som bør kunne inspirere til det modsatte.

I lørdags fik vi set et United-mandskab, som slap håndbremsen og tromlede derudaf. Vi har også tidligere set, at når holdet først kommer bagud og er tvunget til at jagte en føring, kan de pludselig godt spille offensiv, ”god” fodbold.

Der er tale om en balancegang. Hvornår skal man angribe, og hvornår skal man forsvare? Men med den offensiv, man råder over på Old Trafford, bør man, især på hjemmebane, lægge op til at køre modstanderne over og lade modstanderens forsvarsspillerne føle, at de får en meget travl dag, når de står overfor Martial, Rashford, Sanchez, Lukaku, Pogba mfl. 

5) Dette kan blive startskuddet for Sanchez og Martial

To af holdet mest udskældte spillere var kampafgørende i lørdags.

Martial kom på tavlen med en fantastisk scoring til 2-2, hvor han i godt kombinationsspil med Pogba sparkede bolden i det korte hjørne uden chance for Dubravka i Newcastle-målet.

Sanchez fik panden på Youngs indlæg i dommerens tilllægstid og fik endelig scoret i dette års Premier League.

Der er her tale om to af de spillere på holdet, der besidder det største potentiale men som ikke har kunnet indfri det hidtil. To spillere som helt sikkert lever på deres selvtillid, og som ved hjælp af et par succesoplevelser virkelig kan blive spændende og kampafgørende for Manchester United.

Det har helt sikkert også haft betydning for Mourinho og co., at mange af de offensive spillere ikke har leveret i år. Defensiven har været det største problem, men det har især været frustrerende at se Sanchez’ adskillige fejlafleveringer og mangel på mål. Fejlafleveringer havde han stadig masser af mod Newcastle, men hvis målene kommer, kommer selvtilliden, og så kommer alt det andet helt sikkert også med.

Generelt set er optimismen efter Newcastle-kampen steget en smule, men der er dog stadig mange grunde til fortsat bekymring.

Manchester United er stadig splittet. Fansene støtter manageren men afskyr bestyrelsen. Der er på samme tid ikke mange, der er i tvivl om, at Mourinho bliver fyret på det ene eller andet tidspunkt denne sæson. Hvis han formår at vende skuden, vinder han al min respekt.

På samme tid vakler holdet fortsat, og vi spillede en af de værste halvlege, jeg mindes at have set, i lørdags.  

Vi mangler en gameplan, og Mourinho skal gøre op med sig selv hvilken form for fodbold, han ønsker sit United-hold skal spille.

Med en stjernespækket trup besidder vi spillerne til at spille mere offensivt orienteret fodbold, hvilket for mange fans ville være klart at foretrække. Måske det bedste forsvar også er et angreb i en periode, hvor forsvaret ofte ligner en groggy bokser?

Sidst men ikke mindst fik vi i lørdags set lige det, vi forventer, af både Martial og Sanchez. At de er kampafgørende. Dette danner helt klart grobund for flere succesoplevelser til de to offensive profiler.

God landsholdspause herfra. 

Forrige artikel

Granqvist bekræfter United-interesse

Næste artikel

United kan miste De Gea - vil kæmpe med om trofæer

ANNONCE