Hver uge ser vi hos OldTrafford.dk tilbage på runden, der gik. Weekenden bød på et skuffende remis mod Wolverhampton på hjemmebane, og Manchester United er svære at begribe, mener redaktør Emil Jørgensen.
Om man grinte, græd eller rystede på hovedet med korslagte arme, var tankerne i de fleste Manchester United-tilhængeres hoveder formentlig de samme lørdag aften omkring klokken 18: Hvordan fanden kan holdet smide point på hjemmebane mod oprykkerholdet Wolverhampton?
United kom med fire sejre i ryggen, en topscorer i målform og en mere eller mindre skadesfri trup. Med fem point op til førerholdene var “de røde djævle” tilmed også pressede til sejr.
Alligevel endte kampen 1-1 efter 90 minutter, hvor United ikke imponerede hverken spillemæssigt, chancemæssigt eller viljemæssigt. Det er svært at blive klog på, hvad det er, der er galt i klubben. Men her er alligevel nogle af de ting, som jeg har tænkt over efter kampen.
1) United er hele tiden ét dårligt resultat fra krisetilstand
Forbløffende hurtigt har Manchester United formået at sætte sig selv i en position, hvor holdet har ryggen mod muren i Premier League. Det er vildt, at vi efter seks kampe – hvor kun et enkelt af opgørene har været mod et top seks-hold – allerede taler om, at Liverpool, Chelsea og Manchester City er ved at stikke af.
Rent pointmæssigt har sæsonstarten været skuffende. Men det er altså ikke kun resultaterne, der gør, at Manchester United er sårbare overfor kritik i øjeblikket. Eksempelvis ser vi, hvordan Tottenham og Arsenal kun har gjort det marginalt bedre i ligaen, uden at de har modtaget en brøkdel af den kritik, som Jose Mourinho og co. har fået.
Det finder vores portugisiske manager garanteret dybt urimeligt. Men er det virkelig så mærkeligt? United har ingen klar spillestil, der har været uro på de indre linjer siden sommer, Paul Pogba kommer konstant med stikpiller i medierne, profilerne underpræsterer, manageren opfører sig desperat, bestyrelsen famler efter en strategi, og holdet spiller kedelig fodbold. Alle disse problematiske forhold, al den støj i og omkring klubben gør, at United kan vinde fire kampe i streg, få et enkelt dårligt resultat og være på kanten af krisetilstand igen. Det er mildest talt bekymrende.
HØR OGSÅ: PODCAST: DOMMEDAGSPROFETIER BLANDT UNITED-FANS
2) Alexis Sanchez’ form er problematisk
I foråret 2018 undskyldte vi ham med, at det tager tid at tilpasse sig et nyt hold. At det er svært at skifte klub i januar. Samt at han trods alt “kæmpede hårdt på banen”.
Nu har Alexis Sanchez spillet 23 kampe i den røde Manchester United-trøje. Han har scoret tre mål – senest i FA Cup-semifinalen mod Tottenham i april. Det er 831 Premier League-minutter siden, han sidst er kommet på tavlen i en ligakamp.
Bortset fra netop kampen mod Spurs, en halvleg mod Manchester City og debuten mod Yeovil Town har chileneren været ordinær. På grænsen til dårlig.
Mod Wolverhampton blev han pillet ud efter 62 minutter til fordel for Anthony Martial, der med rette kan føle sig uretfærdigt behandlet af Jose Mourinho. Franskmanden var blevet månedens spiller i januar, da Sanchez kom til. Siden da er Martial stort set ikke startet inde i en betydningsfuld United-kamp og blev som resultat af det vraget til det franske landshold, der vandt VM. Senest spillede Martial for mindre end en uge siden en fin kamp mod Young Boys, hvor han også scorede. Alligevel var det Sanchez, der startede inde mod Wolves.
De fleste er enige om, at den tidligere Arsenal- og FC Barcelona-mand er en verdensklassefodboldspiller. Han har bare ikke vist det endnu i Manchester United.
Dermed skriver han sig ind i rækken af profilerede Jose Mourinho-indkøb, der ikke præsterer på et kontinuerligt plan: Henrikh Mkhitaryan, Eric Bailly, Paul Pogba.
Jeg er ikke i stand til at forklare hvorfor. Men jeg mener, at vi med rette kan begynde at stille højere krav til Sanchez, der er truppens bedst betalte spiller. Vi kan ikke undskylde ham længere.
3) Paul Pogba blæser til angreb – og opfører sig endnu en gang illoyalt overfor klubben
Paul Pogba plejede altid at være manden, der hurtigt løb forbi pressen, når de trængte sig på med spørgsmål efter Manchester Uniteds kampe. Men i denne sæson har franskmanden været snakkelysten. Og det er ikke på en måde, der hverken gavner eller samler United.
Efter kampen mod Wolves i weekenden kritiserede han Jose Mourinhos spillestil. I den seneste landskampspause blev han citeret for at sige, at han “ikke ved, hvor han rent klubmæssigt er på vej hen om nogle måneder.” Og efter sæsonenpremieren mod Leicester sagde han, “at der var ting, han ikke kunne sige i pressen, for så ville han få en bøde”.
Det er svært ikke at læse den franskmandens udtalelser som en direkte magtkamp mod Jose Mourinho. Og jeg synes ærlig talt, det virker hovedløst.
Der er i forvejen uro i klubben på grund af spil, resultater og problemer mellem Mourinho og bestyrelsen. Hvorfor skal Paul Pogba, som tilmed har ageret anfører i flere kampe i sæsonen, bidrage til den uro med indirekte stikpiller til manageren?
Midtbanespilleren har en pointe, når han siger, at United bør spille mere offensivt. Jeg er enig med ham. Men det er irrelevant – sagen er, at han optræder illoyalt overfor Mourinho, og dermed illoyalt over for klubben.
Det er en skam, for jeg synes faktisk, at den tidligere akademispiller er begyndt at vise mere modenhed og stabilitet på banen i denne sæson. Han er et fantastisk talent. Men bedømt ud fra hans udtalelser virker det som om, at han føler, han burde spille med om trofæerne i den spanske liga lige nu. Hvis det vitterligt er tilfældet, bør nogen vise ham, hvor døren står. For ingen – heller ikke et megabrand som Paul Pogba – er større end klubben.
4) Liverpool og Manchester City er langt foran United
Deprimerende og symptomatisk for sæsonen indtil videre fik Liverpool og Manchester City begge storsejre i weekenden, samtidig med at United smed point mod Wolverhampton på Old Trafford. City er nu seks point foran “de røde djævle”, mens Liverpool er hele otte foran. Og det er ikke kun pointmæssigt, at det virker som om, de to ærkerivaler er ved at efterlade United i støvet bag dem. Rent spillemæssigt har de en klar idé og strategi for, hvad det er, de gerne vil. Deres trupper virker harmoniske og i balance. Og deres managers har fuld opbakning fra både fans og bestyrelser.
Hvordan er det kommet dertil?
Manchester United besejrede alle hold i England mindst en gang i deres indbyrdes kampe i seneste sæson. Vi blev stensikkert nummer to i ligaen. Og vi har ikke mistet nogle profiler i sommerens transfervindue. Alligevel tipper flere og flere eksperter os til at slutte udenfor top fire i år.
United står med problemer til op over begge knæ. Problemer, der i sidste ende peger tilbage på bestyrelsens beslutninger. Det er dem, der har ansat Jose Mourinho (og forlænget hans kontrakt for et halvt år siden).
Men United befinder sig også i en virkelighed, hvor deres nærmeste konkurrenter gør mange ting rigtigt i øjeblikket. Manchester City har omdannet hele klubbens DNA til at omfavne Pep Guardiolas tanker og taktikker. Liverpool har lavet nogle fremragende spillerindkøb i sommeren. Og begge hold tordner frem.
Jeg er ikke blind for, at de lyseblå rivaler også har smidt point mod Wolverhampton i denne sæson. Og at de tabte på hjemmebane til Lyon i sæsonens første Champions League-runde.
Men allerede nu danner der sig alligevel et billede af, at Manchester United er nødt til som minimum at få ligeså mange point i den her sæson, som de gjorde i den seneste, hvis de vil blande sig i toppen. Og lige nu synes der langt op til de plus 80 sæsonpoint.
5) Manchester United er meget mere end spillet på banen
Det største highlight fra kampen mod Wolverhampton lørdag var, da Sir Alex Ferguson trådte ind på Old Trafford et kvarter før kick off. 75.000 mennesker rejste sig og jublede af skotten, der var på stadion for første gang, siden han blev ramt af en hjerneblødning i maj.
I en tid hvor spillet på banen, flere profiler og manageren skuffer mange fans, var det bekræftende at blive mindet om, at United er mere end kampene på grønsværen. Det er en familie, et fællesskab, en følelse, en religion og en fælles referenceramme for millioner af mennesker. Det er 27 år med Sir Alex Ferguson som manager. Det er “The Treble”-sæsonen, 92-generationen, et stolt akademi. Münchens-tragedien, George Best og Sir Matt Busby. En global fanbase bygget op omkring en fantastisk historie. Venskaber, pints og fællessang. Opture og nedture. Og det ændrer sig ikke, selvom vi har en periode, hvor resultaterne ikke er, som vi ønsker dem.
Manchester United er langt større end Paul Pogba, Jose Mourinho og Ed Woodward tilsammen. Og ligegyldigt hvad udfaldet bliver af de verserende magtkampe internt i klubben, skal vi nok klare den. Sammen.
