90 minutter. Det er alt, der skiller os som United-fans fra enten en fantastisk følelse eller en frygtelig smerte langt ind i sjælen. Ét er sikkert inden kampen mandag, vi kommer hele følelsesregistret igennem.
For ja, fodbold er så sandelig meget mere end bare et spil. Og lige netop kampen mandag aften i Manchester er en kamp, der betyder mere end de fleste andre kampe, der er i år. Og det siger ikke så lidt med OL, EM og Champions League-finalen forude i år.
Efter sidste uges resultater stod det ganske klart. Kampen mandag aften på Etihad Stadium vil efter alt at dømme afgøre, om nummer 20 er i hus, eller den larmende nabo kan tage mesterskabet.
Adrenalin-suset
Nogen har brug for høj fart, andre skal udfordre sig selv på ekstreme måder for at opleve et adrenalin-rush. Som United-fan kan man fornemme, hvordan det langsomt allerede er begyndt at bygge sig op den sidste uges tid. Adrenalinen pumper i kroppen, og det pumper mere og mere, jo nærmere kick-off vi kommer.
Spændingen stiger langsomt, efterhånden som dagene går. Man skænker lige opgøret mandag en tanke. Og man gennemgår lige taktikken en gang, for man har jo sine idéer og tanker til, hvordan man ville gribe det hele an. Hvis man var så heldig at have ansvaret for United.
Vi kender alle den følelse under de store kampe, hvor blodet pumper rundt i kroppen, hjertet hamrer derudaf. Man lever sig totalt ind i det, der sker på grønsværen, og alt andet er ligegyldigt i de halvanden times tid, det varer. Mandag aften vil det hamre lidt ekstra. Dels af håb, dels af frygt.
Naboen
Vi kender det alle. Der er et hold, man nødigt ønsker at tabe til, uanset hvilket niveau man spiller fodbold på. Der er altid et hold, man har et specielt forhold til og brændende vil besejre.
City er denne nabo. De er ikke længere en klub, der roder rundt i midten af ligaen eller sågar i de lavere divisioner, som de gjorde for blot ti års tid siden. Nu er de på vej til at blive en magtfaktor i Europa.
Det er i og for sig ganske godt, at City endelig er oppe på Uniteds niveau. Endelig er det ikke bare æren, der er på spil i lokalopgørene. Nu gælder det også mesterskabet. Det bliver ikke meget større.
For hvad er sjovere end at besejre dem, man hader mest, og så blive mestre. Men omvendt, hvad ville gøre mere ondt end at se dem besejre os og løbe med titlen. Det er præcis, hvad der er på spil mandag. Himmel eller helvede.
Frygten
Hvad nu hvis. Nej, det sker ikke. Det kan simpelthen ikke ske. United må da have rutinen i disse kampe, gode gamle Sir Alex skal nok få sat gutterne op til sejr. Det er mine tanker inden opgøret.
Men man skal vel på et eller andet sted begynde at tænke tanken. Hvad nu hvis det glipper, og den larmende nabo med alle pengene løber med sejren og titlen?
Det bliver et levende helvede. Al den hoveren og alle de kommentarer, der vil vælte ind. Alle de der klassiske ABU’ere kommer frem igen og skal lige komme med en kommentar om United. Man orker det næsten ikke, så hellere et par uger uden facebook, væk med mobilen og lignende. Bare være væk fra alle de ”kloge” mennesker.
Begejstringen
Man skal jo se kampen. Selv om hjertet uden tvivl vil sidde i halsen flere gange undervejs. De 90 minutter plus ”Fergie time” vil uden tvivl være et eksempel på Uniteds sæson kogt ned til en kamp. Nemlig en fantastisk rutsjetur.
Men som alle andre gode rutsjeture ender det godt. Jeg kan simpelthen ikke se et andet resultat for mig. Vi skal da naturligvis ende det hele med at vise ægte mesterskabsklasse. Forventningerne er enorme.
United gør ikke tingene på den nemme måde. Det ligger bare ikke i klubbens DNA og historie. Der skal helst være et bump på vejen. Men det er vel netop en del af det, der så gør triumferne endnu større og dejligere at nyde.
Nummer 20
Der er sket meget, siden jeg som ung knægt blev fascineret af United og blev United-fan. Dengang var mesterskabskontoen ikke engang halvdelen af, hvad den er i dag.
Tænk engang, i 1990 havde vi blot syv ligatitler. Nu har vi rekorden, 19 mesterskaber. Og forhåbentlig vil denne blog snart være forældet, da vi står med endnu et mesterskab, og Evra kan som anfører løfte pokalen over hovedet i vild jubel.
20. Ja, det er et tal, der lyder fantastisk. Og den bedste måde at runde det skarpe hjørne på er vel at vinde det, mere eller mindre, hos naboen. Den nabo, vi ikke kan døje synet af.
God kamp til alle derude. Mon ikke pulsen og følelserne kommer helt op i det røde felt mandag aften. Jeg er i hvert fald klar, klar på en aften og en oplevelse, der vil feje benene væk under mig. En oplevelse, der ender med tallet 20. Mandag aften må gerne blive til tirsdag morgen, før sengen kalder. Så er det sikkert. Sikkert, at det har været en fremragende aften for UNITED.
