Primadonnaernes Teater: Vi har fået et hold, som er svært at holde af

Dette er en blog. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.

Old Trafford is falling down.

 Ten Hag is a fucking clown.

 Glazers staying 10 more years.

 Man City are on the beers.

Videoen af de feststemte, lyseblå og larmende City-fans på “Drømmenes Teater” har karakter af et mareridt. Et af dem, hvor man flyver op med et sæt, drivvåd af sved og med et hjerte i galop.

På banen bliver vi ydmyget 3-0. I tabellen er det 10 år siden, vi er sluttet over dem. I historiebøgerne har City nu en all-time positiv målscore mod United på 268-267.

Det mest uhyggelige er, at det ikke er noget, man vågner op fra. Det er virkelighed.

– Ikke i min livstid, svarede Sir Alex Ferguson, da han i 2009 blev spurgt om lillebroren fra Manchester nogensinde ville blive Englands største.

Nu ligner det Abu Dhabi-finansierede fodboldhold verdens bedste. Og hvad ligner vi?

Vi ligner noget, som er svært at holde af, og jeg kan få ondt i skallen af at gruble over, hvordan vi er endt her.

1,5 milliarder pund er blevet brugt på spillerindkøb, siden Sir Alex gik på pension i 2013.

Seks forskellige managers har stået ved roret.

Gang på gang har vi tænkt, at der var land forude, men nu går snakken på, at Erik Ten Hag er den næste, som skal smides over bord.

Han lyder allerede en kende søsyg, den skaldede hollænder.

– United kommer aldrig til at spille som Ajax, sagde han efter nederlaget til City.

Nogen vil påstå, at det var lige præcis dén spillemæssige forvandling, han var hyret ind til.

De dårlige rekorder står i kø.

Svaret på 0-3 til City blev 0-3 til Newcastle, og det er første gang i Erik Ten Hags 53 år lange liv, at United taber to hjemmekampe i streg med så ydmygende cifre.

Det er historien om United post-Ferguson.

I Sir Alex’ regeringsperiode – som strakte sig over mere end et kvart århundrede – tabte United færre ligakampe, end de har gjort på de ni år, der er gået, siden han stoppede.

Skotten har set med fra tilskuerrækkerne, mens hold som Cardiff, West Brom, Sheffield United, Swansea, Sunderland, Crystal Palace og Norwich har fået deres første sejre på Old Trafford i årtier.

Men roden til problemerne stammer fra hans tid som Gaffer, og han var selv med til at åbne døren for dem. The Glazers.

Som journalist og forfatter Daniel Taylor også nævner i ny en blog på The Athletic, så skærmede Ferguson de amerikanske ejere fra både fanprotester og kritiske journalister. “De er fantastiske ejere,” sagde han.

Det var løgn. I dag overstiger Uniteds gæld 1 milliard pund.

Med smædesange, flyvebannere og gule og grønne farver har Uniteds fans i årevis peget fingre af den amerikanske elefant i verdens største soccer franchise – også da Fergie stod på sidelinjen.

Men da trofætørkenen indtraf, blev stjernerne ved med at falde ned i den røde del af Manchester. De Maria, Pogba, Zlatan, Lukaku, Ronaldo, Sancho, og hvad er så problemet?

Selvom vi er stoppet med at kæmpe med om mesterskaberne, bruger United flere penge end de fleste, betaler de højeste lønninger og sælger stadion ud.

Men undervejs har klubben også solgt ud på et dybere plan.

“History, Dignity, Integrity, You Stole It All,” står der på banner på Sir Matt Busby Way.

Glazers har skabt en kultur, hvor Manchester United er mere en dækpartner, en solbrilleambassadør, et kaffesamarbejde, og en Snapdragon-reklamesøjle, end det er en fodboldklub.

Hvor trænerstab og bestyrelse sjældent er enige om det spillemæssige projekt.

Hvor det moralske kompas dikteres af kommercielle interesser. Nogle ansatte må godt være anklaget for voldtægt, andre må ikke.

Som den tidligere United-kaptajn Gary Neville for nyligt har sagt om de ejere, der plejede at betale hans løn:

– (Glazers, red.) har ansvaret for 10 års middelmådighed. De har skabt kulturen af grådighed, dårlig disciplin, ubeslutsomhed og usikkerhed, der gennemsyrer klubben.

Nu vil amerikanerne tilsyneladende ikke sælge alligevel.

Buddet fra Sheikh Jassim bin Hamad al Thani fra Qatars kongefamilie på 5 milliarder pund er for lavt, og Sir Jim Ratcliffe – Storbritanniens andenrigeste mand og vores alle sammens ønskescenarie – vil ifølge The Athletic tage sig til takke med at købe 25 procent.

Ejerskabet, mere end noget andet, fastholder United i det dødvande, som klubben befinder sig i.

Men symptomerne på den rådne kultur bliver mere og mere tydelige. Og de stinker.

Mest ondt gør det, at vi har fået et omklædningsrum af primadonnaer – overbetalte og underpræsternede – der først og fremmest spiller for FC Dem Selv.

Vi så de samme tendenser under Moyes, under van Gaal, under Mourinho, under Solskjær og under Rangnick. Vi ser det under Ten Hag nu.

Modgang tackles med lækager til pressen, manglende minutter på banen bliver til krukkeri på sociale medier eller bombastiske udmeldinger via spillernes agenter.

Rangnick – vores fejlslagne caretaker – sammenlignede Uniteds situation med “en åben hjerteoperation”.

Og Solskjær har i et interview i september talt om “moderne fodbolds sygdom”. Nordmanden – der selv var kendt som super sub’en – oplevede, at United-spillere blev giftige for miljøet i klubben, når de var utilfredse med mængden af spilletid.

Nogle udeblev fra træninger for at presse et transfersalg igennem.

To sagde nej til anførerbindet.

I en fodboldverden, hvor mærkelige agentvirksomheder har langt mere indflydelse på spillernes karrierer end trænerne har, døjer de sandsynligvis med nogle af de samme problemer i andre topklubber.

Men vi bliver også nødt til at spørge os selv, om det er et tilfælde, at Manchester Uniteds trup så ofte står som bannerførere for dårlig attitude.

Vi har for længst bevæget os ud i den del af klummeskriveriet, hvor jeg balancerer på en linedans af spekulation.

Jeg er – surprise, surprise – ikke en del af Erik Ten Hags trup, og jeg kender heller ikke nogen, som er det.

Men jeg tror, at hans krise forstærkes af præcis den samme dårlige kultur i omklædningsrummet, som også blev de tidligere managers endeligt. En mentalitet, der kan opsummeres ved at skrue lidt på et kendt United-slogan fra bedre tider.

Not better. Just arrogant.

Eller som der står på forsiden af den seneste udgave af Red News, Uniteds ældste fanmagasin:

We just want to be proud of our club again.

I øjeblikket er det svært.

Efter kampen mod City tvang Erik Ten Hag ifølge engelske medier sine spillere til at blive siddende i omklædningsrummet for at lytte til sejrssangen fra de lyseblå rivaler.

Old Trafford is falling down.

 Ten Hag is a fucking clown.

 Glazers staying 10 more years.

 Man City are on the beers.

Tilsyneladende gjorde det ikke større indtryk. Rashford tog på natklub for at fejre sin fødselsdag, United-spillerne lod sive, at fodboldsokkerne fra Adidas klemmer på skinnebene, og Newcastle kom hjem med en 3-0-sejr fra Old Trafford tre dage senere.

Nu venter kampe mod Fulham, FCK, Luton, Everton og Galatasaray i resten af november. På papiret ligner det et overkommeligt program, men fortsætter vi i samme gear, kan vores sæson reelt være slut før første søndag i advent.

I så fald kommer Erik Ten Hag til at fejre jul som arbejdsløs. Man kan jo som bekendt ikke fyre spillerne.