Tanker om transfervinduet: Bovlamme United

Af Jonatan Rying Larsen og Anders Dehn Andersen

 

Sommerens transfervindue bør få ledelsen i Manchester United til at se sig selv i spejlet. For de engelske mestres ageren var en perlerække af pinagtigheder, der langt fra er en topklub værdig.


Skruer vi tiden to måneder tilbage, gik størstedelen af United-fans formentlig ind til Silly Season med en forventning om, at klubben som minimum ville hente et par store spillere. Især taget de første meldinger fra David Moyes og Ed Woodward i betragtning.

 

De to arvtagere for Sir Alex og David Gill forsikrede således om, at man var klar til at trække i arbejdstøjet, at penge ikke var noget problem, og at kun det bedste er godt nok til Manchester United. Armbevægelserne var til at få øje på – og med rette. For United er ubestridt Englands største klub.


Det markerede samtidig nye toner fra toppen af klubben, efter Gill i årevis talte om klubbens såkaldte ”transfer chest”, mens Fergusons notoriske frase ”no value in the market” blev taget i brug, når pressen satte spørgsmålstegn ved Uniteds (manglende) aktivitet på transfermarkedet.

 

Thiago og talentspejdere


Det startede da også – umiddelbart – godt, da Ed Woodward tidligt på Uniteds Asien-tour fløj hjem til Manchester for at tage sig af ”hastende transfersager”. Rygterne i diverse medier ville vide, at man var tæt på at skrive kontrakt med Barcelonas Thiago Alcantara, der længe havde været meldt på vej til Old Trafford – han var dog allerede røget til en anden klub, før Woodward hoppede på flyet.

 

 

Nyheden om den første forstærkning i Moyes-æraen udeblev dog, og sultne fans måtte i stedet tage til takke med det ubeskrevne blad Guilermo Varela, der allerede var blevet præsenteret, før Woodward rejste hjem.


Thiago endte som bekendt med at slutte sig til Pep Guardiola i FC Bayern – sommerens første nederlag på transferfronten var en realitet. Ifølge The Guardians fodboldredaktør, Daniel Taylor, var klubben faktisk ellers ganske tæt på at købe den talentfulde spanier, men det var ikke ham, der afviste United. Det var såmænd David Moyes, der sagde nej, fordi han ikke kendte nok til den offensive midtbanespiller. Man græmmes …

 

Han var angiveligt ikke klar til at stole på talentspejdernes rapporter (selvom man havde scoutet Thiago i små tre sæsoner), og da han kun havde set spanieren sporadisk, ville han ikke lægge så mange penge på bordet. Stemmer den information overens med virkeligheden, er det simpelthen et selvmål af dimensioner. Og bemærkelsesværdigt, at manageren ikke stoler på sine scouts.

 

He came from Everton – but better than Veron?

 

Men vi fik da Marouane Fellaini. Belgieren, hvis hår er det eneste, der er større end ham selv, og som blev rygtet til United, lige side David Moyes overtog managerjobbet. I sig selv egentlig en udmærket signing. Han har bevist sit værd i Premier League gennem længere tid, og Gud ved, United kunne bruge en midtbanespiller.

 

Han blev dog alt for dyr. 5,5 millioner pund mere end Robin van Persie taler sit tydelige sprog. Og hvis Woodward og Moyes havde købt ham en måned før, ville hans frikøbsklausul have gjort ham fire millioner pund billigere.

 

Fellaini kan heller ikke have været førstevalg. Ellers var han jo blevet købt noget tidligere og ikke tre sekunder i deadline. Engelske medier har da også skrevet, at belgieren blot var nummer seks på Uniteds ønskeliste, da transfervinduet åbnede.

 

Apropos at skubbe handler tæt på deadline, så var det øjensynligt grunden til, at Ander Herrera-handlen ikke blev til noget. United nåede simpelthen ikke få styr på de meget komplicerede spanske regler omkring skat og frikøbsklausuler.

 

The Guardians La Liga-journalist Sid Lowe gjorde det over for Talksport klart, at det er så godt som umuligt at hente en spanier på transfervinduets sidste dag. Det så man, da FC Bayern for et par sæsoner siden brugte en krig på at få alle de juridiske detaljer på plads i Javi Martinez-handlen. Hvis United nu havde rykket på Herrera tidligere på sommeren, havde tiden til at få handlen på plads formentlig været i englændernes favør.

 

Fabregas-farcen

 

Men det er også kendetegnende for Uniteds transfervindue, at der blev brugt al for megen tid på dødfødte projekter og prismæssigt tovtrækkeri. Det gælder eksempelvis Cesc Fabregas, hvor ledelsen skulle have indset det umulige i købet meget tidligere.

 

Det er simpelthen ikke godt nok, at man skal helt hen på Deadline Day, før der sker noget, og ledelsen får fingeren ud. Inkompetencen skriger til himlen, og de desperate bud på Sami Khedira og Fabio Coentrão signalerede, at United var et hold, der famlede i blinde efter forstærkninger. Noget, der ellers ikke har kendetegnet klubben – på et splitsekund var klubben forvandlet fra fodboldens playboy til den tarvelige stodder, der befamler liderlige matroner på Natcaféen klokken halv seks om morgenen.

 

Det betyder også, at vi som fans ikke alene må se langt efter nogle af de forstærkninger, der er nødvendige (for det er de), men transfervinduet fik nærmest karakter af en farce. Den amatøragtige ageren på markedet må alt andet lige have skadet klubbens omdømme som en professionel og velfungerende miliardforretning.

 

På Deadline Day var United nærmest decideret til grin og en joke med de krampagtige og forfejlede bud i øst og vest. At klubben selv har søsat en intern undersøgelse af, hvad der gik galt, siger også det hele. Det gør man kun, hvis tingene har sejlet rundt. Men pluspoint for selverkendelsen, om ikke andet.

 

Hvem har skylden?

 

Ifølge hereisthecity.com blev Manchester United i løbet af sommeren sat i forbindelse med intet mindre end 38 spillere, hvoraf 22 var midtbanespillere. Selvfølgelig har alle rygter ikke haft gang på jorden, men det stadig håbløst, at én sølle signing var udbyttet.

 

Og hvis skyld er det så? Er det David Moyes, der stadig har mentaliteten som var han i en middelmådig klub, der ofte fattes penge? Eller er det uerfarne Ed Woodward, direktøren med en baggrund i den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley, der aldrig havde arbejdet med professionel fodbold, før han hjalp Glazer-familien med at købe Manchester United i 2005 – for senere at komme til Old Trafford som kommerciel direktør i 2007?

 

Det bedste bud er formentlig sidstnævnte. Woodward er i hvert fald af de engelske medier blevet udpeget som det sorte får, der render rundt i blinde. Men blind høne kan også finde korn, og Fellaini skal nok tilføre noget nyt til Uniteds spil.

 

Han er en anden type end de andre centrale midtbanespillere, og så er han målfarlig og bomstærk. Det ændrer dog ikke på, at United med Woodward i spidsen har fejlet. Den grønne direktør synes åbenbart, han har fået for lidt kredit for at holde på Wayne Rooney, hvilket unægteligt har kostet mange ressourcer. Men det rokker ikke ved, at manden har skuffet. Han har ikke forstærket truppen nok, han har formentlig skadet klubbens gode navn med håbløse og nærmest useriøse bud på gode spillere, og han har dermed ikke givet Moyes de optimale vilkår for at løfte bare lidt af verdens tungeste arv.

Og man kan med rette spørge sig selv, om United havde været så bovlamme, hvis Sir Alex Ferguson og David Gill stadig havde været ved roret.

 

Bliv klædt på: Køb Manchester Uniteds trøje hos Unisport.dk her (så støtter du OldTrafford.dk). 

GRUPPETUR: Tag med på vores OldTrafford.dk gruppetur for danske United-fans (FÅ PLADSER TILBAGE). Læs mere her

Total
0
Shares
Forrige artikel

Landskampe: Welbeck shiner – Chicha skuffer

Næste artikel

Glazers kræver Woodward-forklaring

Relaterede artikler
Ralf Rangnick
Gå til siden

Blog: Voksenskældud til Rangnick

Ralf Rangnicks regeringstid i Manchester United er nu over en måned gammel. Alligevel ligner tyskerens hold til forveksling Ole Gunnar Solskjærs, da det var allerværst.
Gå til siden

Gode, gamle Ole: Hvad gik der galt?

Da klubben i sommer forlængede Ole Gunnar Solskjærs kontrakt, var jeg ét stort smil. Flere kloge hoveder på Twitter og…
Total
0
Share