Ekspert: Der er en lige tråd fra Sheikh Jassim og til Emiren i Qatar

I forbindelse med en eventuel qatarisk overtagelse af Manchester United, har Oldtrafford.dk snakket med Stanis Elsborg. Stanis bruges ofte som ekspert i diverse medier og er senioranalytiker i Play the Game, der er et initiativ under Idrættens Analyseinstitut, som arbejder for at fremme ytringsfrihed, åbenhed og demokrati i international sport.

Hvordan arbejde Qatar med sport?

– Stater som Rusland, Kina, Saudi Arabien og Qatar bruger sporten mest muligt i deres politiske agenda f.eks. ved store begivenheder og med sponsorater i en lang række sportsgrene ikke mindst fodbold. På den måde får de sat fokus på deres bedste side, men i virkeligheden er det en del af en veltilrettelagt strategi for at fremme sine politiske agendaer i det internationale politiske system.

– Qatar er et af de bedste eksempler på, hvordan en sådan strategi er lykkedes. Det er gået meget stærkt og indenfor de sidste ti år, er det måske dem, der er lykkedes bedst med deres strategi. Det særlige ved Qatar er, at landet rent geopolitisk var en miniputnation, men som til gengæld dygtigt har brugt sporten til at få international politisk magt og på den måde gøre sig gældende. Derudover tyder intet på, at de har tænkt sig at stoppe, da de netop har købt sig ind i det firma, der ejer NBA-klubben Washington Wizards, NHL-klubben Washington Capitals og WNBA-klubben Washington Mystics

Hvordan er Sheikh Jassim bin Hamad bin Khalifa Al Thani forbundet med den royale familie i Qatar?

– Han har et royalt efternavn og hans far er tidligere minister og har dermed en meget tæt kobling til Emiren i Qatar. Så der er en lige tråd fra Sheikh Jassim og til Emiren i Qatar. Desuden vil styret i Qatar aldrig tillade, at der kommer nogen fra deres land og byder på en klub som Manchester United uden, at det er en del af deres strategi. Det er sådan de gør.

Så på den måde kan man sige, at PSG, der er ejet af Qatar Sport Invest (QSI), og Manchester United kan få de samme ejere?

– Rent juridisk ikke, da PSG er ejet af QSI og Manchester United i så fald vil være ejet af ’Nine Two Foundation’, der er den fond, som Sheik Jassim står i spidsen for og som juridisk går efter ejerskabet i Manchester United. Men i sidste ende er det staten, der står i spidsen for begge.

– PSGs præsident, Nasser Al-Khelaifi, der bl.a. også sidder i UEFAs bestyrelse og er formand for European Club Association, er en af styret i Qatars vigtigste figurer på den globale idrætspolitiske scene. Han har angiveligt rådgivet Sheikh Jassims hold omkring overtagelsen af Manchester United, hvilket vidner om, at det både er statsstyret og seriøst.

– Det er kendt, at en del af strategien er at have betydningsfulde poster, som dem Al-Khelaifi har, tæt på den royale familie i Qatar.

Hvad ser Play the Game som den største udfordring, hvis Manchester United bliver overtaget af Sheik Jassim og ‘Nine Two Foundation’?

– Grundlæggende er det et problem, at der i moderne sport er for mange statslige interesser. Det vi forbinder med fodbold, er blevet til en geopolitisk magtkamp med multi club ownership, interessekonflikter, og uigennemskuelighed.

Kan den engelske regering eller FA afvise en overtagelse?

– Jeg tror ikke vi kommer til at se noget fra den engelske regering lige foreløbig. Qatar er et af de lande, som man har de største handelsaftaler med. Hvis nogen skal afvise en sådan overtagelse, er det FA. I Danmark har Divisionsforeningen faktisk forsøgt sig med nogle ret klare regler, der siger, at et ejerskab med tydeligt bånd til stater, ikke kan overtage en danske klub. Der halter FA og Premier League efter.

Forstår du dem, der er for en qatarsk overtagelse af Manchester United.

– Jeg kan godt forstå det ud fra et fanentusiastisk synspunkt og ivrigheden, når man ser andre klubber have de ressourcer. Det bliver jo emotionelt, når man ser rivalerne fra Manchester City have et ejerskab, der har villigheden til at i investere i spillere, træningsfaciliter og lokalsamfundet. Men det er jo ikke fordi man på den måde har sympati med folk i byen, at man gør det. Det handler om at blive associeret med noget andet end menneskerettighedskrænkelser, samt opbygge netværksforbindelser i en stor handelsby som Manchester.

Sir Jim Ratcliffe har også forbindelser til Mellemøsten, da hans firma INEOS er storforbruger af olie til de produkter, de fremstiller. Er det i virkeligheden pest eller kolera?

– Det er rigtigt, at der er mange af de samme interesser. Ratcliffe vil også gerne udvide sit netværk, opbygge diplomatiske forbindelser og knap så meget forbindes med det klimaaftryk, som INEOS får kritik for. Men den store og væsentligste forskel er, at Sheik Jassim er en del af Qatar-styrets yderst politiske agenda i sportsverdenen og det er Ratcliffe ikke.

Foto af Emiren i Qatar

1 kommentar
  1. Tja vi må se om et salg overhovedet bliver til noget…begynder at tvivle.

    Sir Ratcliffe er stadig mit håb og foretrukne ejer, at se United ende med at blive de facto ejet af Qatar er et kæmpemareridt, endnu større end det mareridt vi lever i med Glazers for bordenden.

    Vores forfærdelige naboer i byen er sluppet afsted med 115 overtrædelser i forhold til økonomien (indtil videre) og har netop tangeret the treble fra 99′ og den dominans vil sikkert fortsætte i mange år frem desværre.

    GGMU

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Kasper fra Næsby samler på sjældne fodboldkort: Har en samling til omkring 15.000 kroner

Næste artikel

United præsenterer ny hjemmebanetrøje

ANNONCE