De fleste af os kan nok huske at have samlet på fodboldkort på et tidspunkt. Du husker nok Paninis klistermærker, som kunne samles under landsholdsslutrunderne og klistres i samlehæfter. Ellers husker du måske Topps’ Premier League-kort, der var populære i 2000’erne.
Mange har samlet dem som børn eller unge. En af dem er 36-årige Kasper Stubkjær Hald, der for cirka halvandet år siden genoptog interessen for at samle på fodboldkort. Det skete, da han fandt en gammel skotøjsæske hos sine forældre, hvor han fandt sin gamle samling, fra da han var yngre.
At Kasper begyndte at samle på fodboldkort igen, kommer dog ikke bag på ham, eftersom han arbejder som mediegrafiker hos Nordfrim, der er en af Nordens største leverandører af frimærker og mønter.
– Jeg har altid haft et samlergen. Så det lå måske i kortene. Jeg har samlet i øst og vest, men forsøger nu at holde mig til United-kort, siger Kasper Stubkjær Hald, der fortæller, at også hans to sønner er begyndt at samle på kort med ham.
I begyndelsen var det Pokémon-kort, der fangede den ældste søns interesse, men nu har Kasper og sønnerne gjort det til en fælles aktivitet at samle på fodboldkort.
– Begge sønner er hooked på kortsamlingen. Vi har gjort det til en tradition at åbne pakker sammen. Det sker tæt på en gang om ugen, fortæller mediegrafikeren fra Næsby.
Kasper er stolt over kortsamlingen, som han jævnligt deler billeder af på sin Instagram-profil Soccer.stubbs.
Har brugt over 10.000 kroner
Det er ikke en billig fornøjelse at være inkarneret kortsamler som Kasper. Ifølge ham selv har han i hvert fald brugt mellem 10.000-15.000 kroner på sin samling, som han vurderer at have værdi på omkring 15.000 kroner.
Men hvad siger den bedre halvdel til det?
– Det er hun ikke tilfreds med. Hun ved, jeg bruger mange penge på det. Hun er meget overbærende. Det skal hun have, fortæller Kasper Stubkjær Hald med et let grin.
Ifølge ham er konen dog vant til hans hobbyprojekter, idet han tidligere har brugt masser af tid på harpunfiskeri og mountainbike.
Kasper ser det dog ikke kun som en hobby, men som en mindre investering.
– Det er en investering, man gør, joker man med, siger han.
Kortenes værdi vurderer han ud fra markedsprisen, som der afgøres af efterspørgslen på de enkelte kort.
– Jeg har en del kort, som jeg vil forlange op mod 1000 kroner for. Men for nogle er de ikke en skid værd, siger fynboen.
Han handler sine kort gennem eBay og Facebook-grupper, hvor andre samlere også efterspørger og sælger kort.
Hvilket af dine United-kort er det mest værdifulde?
– Det er et svært spørgsmål. Det er ligesom at vælge imellem sine børn, siger han og griner.
– Det er helt klart nogle af dem med autografer, hvor spilleren selv har skrevet under.
Kasper fremhæver et kort han for nylig har erhvervet sig, og som han er særlig glad for. Det er et kort med Andy Cole fra Champions League-finalen i 1999, som United som bekendt vandt med 2-1 over Bayern München. Det er signeret, så Kasper ser det som et af sine mest værdifulde kort i samlingen.
Derudover er Kasper også glad for sin samling af Alejandro Garnacho-kort. Han håber stærkt på, at den unge kantspiller vil fortsætte sin udvikling og blive et stort navn i klubben. For det vil øge værdien af hans samling.
Hvis ikke en uventet økonomisk situation opstår, hvor Kasper bliver nødsaget til at sælge ud af sin samling, ønsker han at give den videre til sine to sønner.
– Jeg vil se frem til den dag, hvor jeg kan hive kufferten frem og se, hvad vi har samlet, siger Kasper Stubkjær Hald.
Har flere kort fra ca 75 og frem til85 send telefon og det ka være jeg ka hjælpe dig.
har 30264569. lause