1. dec: Portugiseren, der kunne lave flik-flak

Redaktionen på OldTrafford.dk bruger julen og vores 15 års jubilæum som undskyldning til at kåre de 24 bedste Manchester United-spillere siden 2003. En umulig opgave. Men ikke desto mindre har vi gjort det. Og vi starter med den 24. bedste – Luis Nani.

I en tid hvor mange United-fans drømmer om flot, offensiv fodbold, starter OldTrafford.dk’s julekalender med at åbne op for portugisiske Luís Carlos Almeida da Cunha, også kaldet Luis Nani. Nani var i sin tid for ”De Røde Djævle” ensbetydende med fede driblinger, flotte mål og fantastiske jubelscener. 

Mange betragtede ham endda som en Cristiano Ronaldo i light-version, hvilket nok også hang sammen med de to spilleres fælles nationalitet og tekniske spillestil. Og så blev de ovenikøbet begge hentet i den portugisiske storklub, Sporting Lissabon.

Men hvorfor er Nani placeret på en liste over de 24 bedste United-spillere i perioden 2003-2018? Ligesom mange af klubbens nuværende spillere, var Nani ikke en spiller, der præsterede på et højt niveau over en længere periode. Mest af alt manglede han kontinuitet. Men når han ramte sit topniveau, var han på international klasse.

”Hans seneste tre kampe har været absolut verdensklasse men i dag var hans bedste”, udtalte Sir Alex Ferguson efter Nanis fantastiske præstation mod Arsenal den 31. Januar 2010. Dette i en kamp, hvor United vandt 1-3 på Emirates, og især Nani dominerede fra start til slut.

Der er vel heller ikke mange, der har glemt, hvordan Nani afgjorde Community Shield finalen mod Manchester City i det 94.minut tilbage i 2011. Hans debutmål i Premier League går også sent i glemmebogen; et 30-meters drømmehug i det 69.minut mod Tottenham efterfulgt af en ”flik-flak”. 

Portugiseren, der oprindeligt stammer fra Kap Verde, var en del af Sir Alex Ferguson ”æraen” og repræsenterede en meget succesfuld tid i klubben fra 2007-2015. Han nåede dog også at opleve starten på de ”magre år” efter Ferguson under David Moyes, og også i en kort periode, Ryan Giggs, inden han blev skippet videre på en lejeaftale, da Louis van Gaal kom til klubben.

Nani fik 220 kampe for United, hvor han takkede for tilliden med 41 mål. Derudover kreerede han 56 assist. En fin statisk som forklarer, hvorfor han i sin tid på Old Trafford altid var en populær spiller blandt fansene. 

Efter tiden i United har Nani været vidt omkring. United startede med at leje ham ud til barndomsklubben, Sporting Lissabon. Her håbede man på, at Nani kunne finde tilbage til fordoms styrke efter en periode med flere utilfredsstillende præstationer. Dog stoppede tiden i United endegyldigt herefter, hvorpå Nani blev solgt til tyrkiske Fenerbahce. Siden da har der både stået spansk og italiensk på menuen i henholdsvis Valencia og Lazio, hvorefter Nani nu igen er tilbage i sit elskede Sporting Lissabon – og endda med fin succes.

Nani stod for mange specielle øjeblikke i Manchester United-trøjen, og han har i glimt været med til at tryllebinde Old Trafford og give United-fansene øjeblikke, der hæfter sig fast på nethinden i evig tid. Desværre manglede fløjspilleren den sidste kontinuitet for at kunne blive en af de helt store United-spillere i nyere tid. 

Tilbage i 2016 kom Nani med et meget følelsesladet citat til The Guardian: ”United gav mig alt, hvad jeg har i dette liv”. Her på OldTrafford.dk takker vi også Nani for det, han har givet tilbage til United.

Og nå ja. Så havde Nani også assist på Wayne Rooneys saksesparksmål mod Manchester City tilbage i 2011.

Husk at læs med i morgen, hvor låge nummer to, og den 23. bedste Manchester United spiller i perioden 2003-2018, bliver åbnet i årets julekalender. 

ÅRETS STORE FEST FOR UNITED-FANS: PETE BOYLE PÅ DEN GLADE GRIS 1. DECEMBER

Køb billet her – Kun 100 kr – Inklusiv fri fadøl og jubilæumsmagasin

Forrige artikel

Anmeldelse: Michael Carrick - Between The Lines

Næste artikel

Forsalget er startet: Køb OT.dk's nye magasin

ANNONCE