Det var egentlig Harry Redknapp, der fandt på Rolls Royce-analogien. Den daværende West Ham-manager så åbenbart en stor og stilsikker engelsk luksusbil, når den unge Rio Ferdinand spillede sammen med blandt andre Frank Lampard på holdet af ”Hammers”.
Beskrivelsen fulgte Ferdinand i hele karrieren, ligesom forsvarsspillerens anseelse og evner (pånær hurtigheden, som han mistede, men det kommer vi tilbage til)
Med sit hvide jakkesæt, der matchede det afblegede hår, den opknappede, sorte skjorte og den lidt for smarte London-attitude, lignede han Roy Keanes værste mareridt af en moderne fodboldspiller, da Sir Alex Ferguson præsenterede ham på Old Trafford i 2002 efter at have betalt 34 millioner pund til Leeds for ham.
På det tidspunkt havde Ferdinand stadig ikke nået sine midt-tyvere, og selvom alle evnerne – farten, fysikken, teknikken – bestemt var tilstede, manglede han erfaringens kløgt. Det kom til af og til udtryk på banen, men også udenfor kridtstregerne, da han i september 2003 glemte at møde op til en dopingtest på Carrington. Det kostede ham en lang karantænedom og dermed en halv Premier League-sæson, Manchester Uniteds FA Cup-triumf og EM i 2004.
På det her tidspunkt var det fristende at tro, at han ville ende som et flop, en bling-bling-fyr, der kan talk the talk, but can’t walk the walk. Men Ferguson vidste tillid til sit rekordkøb, og Ferdinand gengældte tjenesten – og mere til. Han blev en vaskeægte legende.
Englænderen endte med at spille 455 kampe for Manchester United og vinde 14 trofæer – heriblandt Champions League-pokalen, som han løftede sammen med Ryan Giggs som holdets viceanfører.
Nemanja Vidic og ham dannede forsvarsduo i mange af årene. Serberen var ikke tilnærmelsesvis så teknisk dygtig som Ferdinand, men kunne til gengæld lære englænderen, at man nogle gange bare skulle hakke bolden ud af kommunen – en kynisme, der klædte Ferdinands spil.
Ferdinand kom på årets hold i Premier League fire gange på fem år, men i en længere periode var det alligevel Vidic’ mod i hovedspillet og hårdhed i tacklingerne, der stjal rampelyset i det suveræne makkerskab. En del af forklaringen på det var måske, at Ferdinand fastholdt sit image som ham, der også rendte rundt og åbnede restauranter, startede tøjkollektioner og hang ud med folk som rapperen P. Diddy. Ligesom David Beckham insisterede han på, at han skulle have et liv udenfor fodbolden, men modsat Becks var han i stand til at gøre det, samtidig med at han bibeholdte et sundt forhold til Sir Alex Ferguson.
Inde på fodboldbanen var forsvarsspillernes Rolls Royce imidlertid lige så meget en kriger, som Nemanja Vidic. Og så scorede han nogle mindeværdige mål i den røde trøje. Blandt andet to mål mod Liverpool og det afgørende mål i Sir Alex’ sidste kamp som manager på Old Trafford på Swansea.
På det tidspunkt var Ferdinand så småt ved at være i sin karrieres efterår. Han havde mistet meget af sin fart, hvilket gjorde, at han havde udviklet en rolle som dybereliggende central forsvarsspiller.
Hans sidste år i Manchester United var plaget af rygskader, inden han skiftede til Queens Park Rangers i 2014 – 12 år efter at han var kommet til United. Han spillede i London-klubben i et enkelt år, før karrieren blev indstillet.
Siden da har en personlig tragedie ramt United-legenden. Hans kone døde af bryst-kræft, og det var blandt andet medvirkende til, at han i 2017 offentliggjorde sin personlige ambition om at blive professionel bokser – for at bearbejde sorgen.
Om den målsætning bliver indfriet eller ej, vil Rio Ferdinand for altid stå for os som en ægte kriger i rødt – med blod i fjæset og en vindermentalitet af stål. Det største forsvarsmæssige naturtalent, United har haft i OldTrafford.dk’s levetid – og en ledertype, som vi har savnet lige siden, hans tid i Manchester stoppede.
Tidligere låger
1. december: Nummer 24 – Luis Nani
2. december: Nummer 23 – Paul Pogba
3. december: Nummer 22 – Javier ”Chicharito” Hernandez
4. december: Nummer 21 – John O’Shea
5. december: Nummer 20 – Juan Mata
6. december: Nummer 19 – Zlatan Ibrahimovic
7. december: Nummer 18 – Ji-Sung Park
8. december: Nummer 17 – Antonio Valencia
9. december: Nummer 16 – Dimitar Berbatov
10. december: Nummer 15 – Darren Fletcher
11. december: Nummer 14 – Roy Keane
12. december: Nummer 13 – Robin van Persie
13. december: Nummer 12 – Gary Neville
14. december: Nummer 11 – Edwin van der Sar
15. december: Nummer 10 – Michael Carrick
16. december: Nummer 9 – Patrice Evra
17. december: Nummer 8 – Ruud van Nistelrooy
18. december: Nummer 7 – David de Gea
19. december – Nummer 6 – Nemanja Vidic
