3-1-sejr i svag FA Cup-præstation

Manchester United var sjældent gode i FA Cup-kampen mod Preston North End, men holdet slap alligevel fra Deepdale med en 3-1-sejr.

Første halvleg var dødsyg at overvære, og Manchester United kom bagud straks efter anden halvlegs igangsætning. Alligevel formåede De røde djævle at vende kampen og sende Preston North End ud af FA Cuppen med en 3-1-sejr.

Prestons Garner stod ellers bag kampens første afslutning, da han efter ni minutter trykkede af udefra. Bolden blev rettet så meget af, at den tabte al fart og var barnemad for David de Gea i målet. Fire minutter senere appellerede hjemmeholdet for et straffespark, da Paul Gallagher fik et lille skub af Chris Smalling, men Phil Dowd var ikke i tvivl og lod spillet fortsætte.

Efter et lille kvarter kom Uniteds første reelle mulighed. En klodset frispark på Radamel Falcao skulle omsættes af Angel Di Maria, men argentineren sendte kuglen lidt forbi målet. I den følgende periode havde begge hold svært ved at skabe chancer. United blev ved med at have bolden mest, men rigtig farligt blev det aldrig i nogen af enderne. Selv om United havde optræk til chancer flere gange, manglede den sidste og afgørende aflevering, og i stedet fik vi flere advarsler (1) end scoringer før pausen. BBC-kommentator og tidligere Arsenal-spiller Martin Keown opsummerede det meget godt, da han bemærkede, at Uniteds opspil var så langsomt, at Antonio Valencia næsten faldt i søvn med bolden i fødderne.

0-0 i en første halvleg, hvor højdepunktet var det komiske øjeblik, da Daley Blind faldt på halen, mens han forsøgte at løbe baglæns. Eller måske den glimrende stemning på Deepdale, som både hjemmeholdets og Uniteds medrejsende fans gjorde deres for at opretholde.

Elendig start efter pausen

Vi skulle kun to minutter ind i anden halvleg, før de fremmødte tilskuere fik noget at varme sig på. En lang bold frem i Preston-angrebet blev forlænget, og med næste aflevering blev Scott Laird spillet fri i Uniteds højre forsvarsside. Laird skød hårdt mod den modsatte hjørne, fik sit skud rettet af på Valencias fod, og dermed snød den fuldstændig De Gea, der kun fik sin hånd på. 1-0 til hjemmeholdet, og så kunne fansene på Deepdale ellers gå bersærk.

Scoringen gav stor energi til Preston, der kunne have fordoblet sin føring i det 52. minut. Et frispark blev slået ind i feltet, og ved bagerste stolpe vandt Tom Clarke duellen med Ander Herrera. Kun en dårlig timet afslutning forhindrede Preston-anføreren i at score sit holds andet mål.

Uniteds spil fik også en smule mere presserende karakter efter Prestons føringsmål, men det hjalp ikke stort på chanceskabelsen. Vi skulle næsten et kvarter ind i anden halvleg, før holdet satte målmand Thorsten Stuckmann på arbejde; Angel Di Maria på langskud.

Kort efter blev anonyme Falcao skiftet ud til fordel for Ashley Young, og United skiftede til noget, der lignede en 4-4-2 med Wayne Rooney og Marouane Fellaini oppe foran. Det var dog Preston, der kom frem til den næste chance. En lang bold blev hældt frem i Uniteds felt, hvor Joe Garner relativt umarkeret headede mod mål, men vel inden for De Geas rækkevidde.

Comeback på syv minutter

Efter 65 minutter bar United taktiske ændring frugt. Young brød igennem i højre side og lagde bolden fladt ind til Herrera, der tog et træk og sendte bolden i mål i det laveste modsatte hjørne. Preston protesterede voldsomt for offside på Rooney, der trådte et skridt til siden for ikke at blive ramt af Herreras afslutning. Anføreren var åbemlyst i offsideposition, men spørgsmålet er, om han havde indflydelse på spillet.

Syv minutter senere kom føringsmålet. Antonio Valencia gik til baglinjen i højre side og sendte et højt indlæg over mod bagerste stolpe. Her kom Fellaini højest, men hans hovedstød blev reddet af Stuckmann i målet. Returbolden faldt dog ned for fødderne af den krøltoppede belgier, der bankede lædderet i nettet.

Målet tvang Preston ud i at foretage alle tre udskiftninger på samme tid, men det var United, der fik den næste store mulighed. Endnu en gang var Fellaini stor og tung at danse med for Preston-forsvaret, og den tidligere Everton-spiller vristede sig fri til afslutning, men lige på målmand Stuckmann.

Gode Preston-muligheder

Med godt ti minutter igen fik hjemmeholdet en fornuftig mulighed for at udligne, da Chris Smalling helt og aldeles missede en clearing, der ad omveje endte ved Kyel Reid, som halvflugtede tæt forbi målet. Tre minutter senere var Valencia ved at give en stor chance væk, da hans håbløse aflevering blev opsnappet af Preston, der pludselig var to mod to over for Rojo og Smalling. Heldigvis blev muligheden formøblet med et forhastet spark langt udefra.

Prestons sidste forhåbninger om et upset blev knust med to minutter tilbage, da Rooney faldt lidt for let over en glidende Stuckmann, fik straffe og selv omsatte det til mål. Dermed sikrede han sit hold sejren på endnu en dag, hvor spillet ikke fungerede særlig godt, men hvor resultatet alligevel gik den rigtige vej. Nu kun ét nederlag i 19 kampe. Spillet skal dog løftes, hvis Arsenal skal besejres i kvartfinalen.

Forrige artikel

Arsenal venter i FA Cuppen

Næste artikel

Fellaini tilfreds med kampen

ANNONCE