Det så tit lidt sjovt ud, når han løb ned af kanten. Som om, at motorikken ikke helt passede. Han lignede ikke en professionel fodboldspiller. Ej heller var han typen, som solgte hundredetusindvis af trøjer eller fik børn til at vokse op og være ligesom ham.
Han gjorde aldrig en enkelt position på holdet til sin. Og han blev skippet til upåagtede Sunderland, da spilletiden blev for knap.
Alligevel er John O’Shea en Manchester United-legende. En kultspiller, hvis navn de stadig synger på Old Trafford. En type, som vi desperat har brug for i dag.
Tillad mig at forklare.
John O’Shea, som fik kontrakt i United i 1999, var den ultimative holdspiller. Han beklagede sig aldrig, men udfyldte altid bare rollen, som Sir Alex Ferguson satte ham til. Højreback, midterforsvar, venstreback, centralmidt, venstrekant – sågar målmand, da Edwin van der Sar brækkede næsen i de døende minutter af en kamp mod Tottenham i 2007, og United havde brugt alle tre udskiftninger. Johnny-boy tog handskerne på og præsterede et clean sheet.
Alsidigheden er en del af forklaringen på, at O’Shea fik imponerende 391 kampe for ”de røde djævle”. Men det skyldtes også hans professionalisme, stabilitet og lederegenskaber. Ferguson stolede så meget på ireren, at han startede ham i Champions League-finalen i 2009. Han lod også den hårdtarbejdende altmuligmand være kaptajn ved flere lejligheder.
I løbet af de tidlige 00’ere, før United hentede Patrice Evra, spillede O’Shea mange kampe på venstresiden. Det har fået flere til fejlagtigt at tro, at han er naturligt venstrebenet. Sandheden er, at han som ungdsomsspiller trænede sit venstreben så meget, at han kunne sparke ligeså godt med det, som med det andet. Akkurat ligesom Cristiano Ronaldo er kendt for at have gjort det.
Historien om John O’Shea er nemlig også historien om en spiller, det har fået det maksimale ud af sit talent. Og det er beundringsværdigt.
Grunden til at han så ovenikøbet er blevet en kultspiller er, at han har givet os så mange fantastiske og overraskende minder.
Chippet mod Arsenal – i en kamp hvor både Denis Bergkamp, Thierry Henry, Ruud van Nistelrooy og Ryan Giggs er på banen, men hvor O’Shea alligevel stjæler rampelyset. Hans tunnel på Luis Figo i en Champions League-kamp i 2003, hvor ireren tørrede fuldkommen røv på Ballon d’Or-vinderen. Og den helt utrolige overtidsscoring mod Liverpool på Anfield i 2007, der fik Gary Neville til at erklære, at Johnny lige havde udlevet den engelske højrebacks største drøm.
When Johnny Goes Marching Down the Wing…
Selvom han er blevet 37 år er karrieren stadig i gang. Han spiller Championship for Reading efter syv år i Sunderland, hvor han meget symptomatisk for sin person endte med at blive klubbens anfører. Følelserne for Manchester United forsvandt dog aldrig. Sir Alex Ferguson har fortalt anekdoten om en grædende O’Shea i spillertunnelen efter Uniteds kamp mod Sunderland i sidste spillerunde af 2011/12-sæsonen, hvor Manchester City vandt mesterskabet.
– Hvad skal jeg sige til pressen, boss? spurgte Sunderland-spilleren.
– Du skal lykønske City, min dreng. Jeg lover dig at vi vinder den næste år, svarede Ferguson.
I dag, hvor Uniteds spillere kæmper hårdere for følgerne på Instagram, end de gør for supporterne på lægterne, længes vi efter en spiller som John O’Shea. Ikke fordi han nogensinde var det største talent. Men fordi han havde mere karakter, end mange af vores spillere i dag har tilsammen.
Derfor får han pladsen som den 21. bedste.
We All Know That Johnny’s Going to Score!
Tidligere låger
1. december: Luis Nani
2. december: Paul Pogba
3. december: Javier ”Chicharito” Hernandez
