(Photo by Shaun Brooks – CameraSport via Getty Images)
Det var lidt af en rutsjebanetur, da United trods grumme fejl fik tilkæmpet sig en sejr – og dermed en Champions League-billet til næste sæson.
Matheus Cunha og Benjamin Sesko sikrede United en føring til halvleg, men tidligt i anden halvleg var Liverpool tilbage på lige fod.
Alligevel fandt Kobbie Mainoo en vej tilbage, da han hamrede tre point ind på Uniteds konto.
Det var en ganske, ganske god præstation hele vejen rundt, udover Amad. Fejlene koster, også i karakterbogen, men kampen ses så vidt som muligt i helhed.
Her er hvordan, vi giver karakterer på OldTrafford.dk.
1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999
Man skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.
Senne Lammens – 6
Fejlen i opspillet er den største grund til, at det ikke bliver 7 eller 8 til Lammens. Han har været klasse til at vurdere, om der var behov for at spille bolden ud, eller om den skulle luftes. Det har han været hele sæsonen. I en kamp mod Liverpool, er der ikke behov for at forsøge sig, hvis der er den mindste tvivl. Uanset form, så bliver det straffet på dette niveau.
Med dét sagt, så leverer han en god fodparade, som sagtens kunne have givet Liverpool en føring. Viser igen en fin ro og kontrol udover fejlen. Kunne måske have strakt sig ud i fuld figur på Liverpools første mål, ligesom han gjorde mod Brentford forleden.
Diogo Dalot – 8
Sikken kamp for Dalot. Her, der og allevegne, må man sige. Rigtigt gode defensive aktioner. Faktisk i hele kampen. Specielt mod en frisk, ung knægt i anden halvleg. Situationen ved Liverpools første mål. Hverken Dalot eller Maguire skubber op på Szoboszlai. I kan ikke begge dække Gakpos løb. Træd op i ham. Eneste nævneværdige minus, synes jeg.
Offensivt var han også godt med og fandt gode løsninger på de eventuelle problemer, han befandt sig i. Måske den bedste kamp i United-trøjen? Jeg mindes ikke mange præstationer på dette niveau fra Dalot.
Harry Maguire – 6
Det er primært, fordi jeg synes, der ikke er så meget materiale at bedømme ud fra. Der er selvfølgelig en del defensivt i anden halvleg, men det synes ikke, han slipper særlig godt fra. Mistimer nogle dueller i luften. Skubber ikke op – ligesom Dalot – ved Liverpools første mål.
Han er til gengæld en god sidste skanse, og han fordeler boldene fra forsvaret fint videre i systemet op til et yderst veloplagt angreb.
Det kunne godt have været 7, men jeg har set Maguire spille væsentligt bedre end i dag. Tænker dog han skal få fat i nogle smertestillende til hovedet, efter han fik tæsk af en afslutning fra Wirtz.
Det viser til gengæld også, hvem han er. Han giver sig 1000%, om det så var tilfældigt eller ej.
Ayden Heaven – 7
Rigtigt gode indgreb. Jeg skrev efter Brentford-kampen, at der er knaster i knægten. Det viste han flere prøver på i dag. Tager igen nogle gode beslutninger og ture op igennem banen. Gjorde det ufatteligt svært at finde rum, fordi han altid dækkede de huller, der var.
Når man tænker på alderen, erfaringen, prisen og sæsonen som helhed, er der ikke bare knaster i knægten. Der er meget store ting i vente for Heaven, hvis han holder snuden i sporet.
Luke Shaw – 8
Jeg har lidt ondt af Shaw i dag. Jeg må igen kigge tilbage på, hvad jeg skrev efter Brentford. Jeg roste Shaw for altid at levere et kontinuerligt solidt niveau. Det hævede han i dag. Hans bedste præstation i mange år. Det Shaw viste i dag, tog mig tilbage til 2020/21, hvor han var blandt de bedste backs i verden.
Vinder næsten alle dueller. 5/6, ifølge diverse hjemmesider. Leverer indlægget til Bruno, der sendte den videre til Sesko. Leverer indlægget, som endte med at give Kobbies mål. Indlæggene er gode i sig selv, men bare det, at han ikke er bange for at gå offensivt til værks, selvom United har fået en kold spand vand i hovedet, viser enorm karakter. Sikken sæson.
Hvis ikke United havde et talent fra en anden verden, var Shaw klart min Man of The Match.
Casemiro – 6
Han fyldte en anelse for lidt, hvis man spørger mig. Jeg medgiver, at det er sværere at være en altoverskyggende mester inde på midten mod et andet tophold i et derby.
Ser vi bort fra, at han måske manglede til tider, så er han stadigvæk et monster. Vinder så mange dueller. Altid klar med en tackling, glidende eller stående.
Og så, er der selvfølgelig dét minus, at han virkede lidt ufokuseret. Tydeligst ved Brunos indlæg, hvor han har årtier af tid til at finde et kvalificeret bud på kassen. Han sendte den bare ind i handsken på Woodman.
Kobbie Mainoo – 9 (Kampens Spiller)
Jeg har aldrig set magen. Ny kontrakt, og så leverer han sådan der. Han ejer midtbanen. Sætter folk uden af have bolden ved fødderne. Han finder altid den bedste løsning. Han er fysisk stærk. Han vinder mange fysiske fueller, selvom han ikke er verdens største spiller.
Jeg mindes ikke han laver nogle fejl. I så fald, er det i småtingsafdelingen.
Det hele kulminerer, da han smadrer bolden i nettet til 3-2. Simpelthen ufatteligt, hvor god han er, og hvor ofte han viser det.
Bryan Mbeumo – 6 (Ud 75′)
Jeg var efter ham i karakterbogen i mandags og i den efterfølgende nedtakt. Jeg er ikke så meget efter ham denne gang. Jeg synes det var bedre. I hvert fald spillemæssigt. Han fandt stadig nogle gode rum, men den sidste skarphed og tekniske snilde mangler stadig.
Eksemelvis, da han bliver sendt afsted i anden halvleg. Han skal bare have bolden under kontrol, og så kommer der to United-spillere løbende.
Der fik han under ingen omstændigheder fat, selvom han havde god tid.
Bedre for Mbeumo, der stadig mangler en smule fra det vi så på for eksempel Anfield i oktober.
Bruno Fernandes – 7 (Ud 95′)
Han har ingen afgørende fod – eller hovede – med i dag. Ikke officielt. Det tager ikke noget fra ham. Sætter altid sine kammerater eminent op. Giver i og for sig Sesko et mål. Han sender uhyggeligt farlige dødbolde afsted.
Den tæmning, han laver i starten af anden halveg, er også noget, der ikke er set på Old Trafford siden Mata. Godt nok, er han offside, og det tæller heller ikke med i min bog, men det er et bevis på, hvilken kaptajn, han er.
Fantastisk fodboldspiller, der alligevel løber solen sort og tager alverdens slag for at give sit hold de bedste chancer.
Matheus Cunha – 7 (Ud 87′)
Frisk pust, efter Amads elendige præstation forleden. Godt at have ham tilbage. Han virkede også frisk. Altid udfordringsvillig og får også sat en tidlig krone på sit værk, da han får sendt United i front. Gode kombinationer. God indstilling. Godt arbejde, både frem og tilbage.
Kan ikke bede om mere.
Benjamin Sesko – 7 (Ud 46′)
Han scorer et lidt sjovt mål. I det generelle spil, var han også langt, langt bedre, end han har været i størstedelen af sæsonen.
Virkelig god opspilsstation i dag, hvor hverken Konate eller Van Dijk kunne gøre det store ved det slovenske tårn.
Vinder god tid, når han bliver sendt afsted og er tålmodig og påpasselig med sine løb, så han ikke kommer i offside eller går for sent.
Kampen åbnede sig også først, da han gik ud, og jeg tror, at Sesko er en stor del af det. Forhåbentlig ikke en slem skade.
Træner og indskiftere
Amad – 2 (Ind 46′)
Jo mindre sagt, desto bedre. Ændrer kampen til det absolutte værre. Ikke nok med, at han giver Szoboszlai nærmest frit løb ned mod Lammens, så leverer han intet, der trækker ham op. Sætter ingen modspillere. Bliver kørt rundt på venstrekanten.
Jeg ved ikke lige, hvad han tænkte. Han tænkte nok ikke. Det skal han til at gøre, for der bliver længere og længere til minutter, hvis han ikke finder noget andet frem.
Michael Carrick – 8
Jeg giver Carrick 8, fordi jeg synes første halvleg var helt fantastisk. Vi kommer ud til den største kamp i sæsonen og dominerer dem fuldstændig fra start. Det er ikke taktik. Det er en træner, der formår at sætte sine spillere op, selvom kampens vigtighed giver sig selv.
Vi var dårlige mod Brentford, men mod Liverpool, lignede vi i første halvleg et hold, der rigtigt gerne vil tilbage i Champions League.
Selvom United givetvis blev værre i anden halvleg, og Amads indskiftning måske skulle have været en anden spiller, så læser han kampen godt.
United er bedst på kontrastød. Det er fint, de har bolden. Vi tager dem på kontrabolde. Carrick har jo heller intet at gøre med de mål, Liverpool scorer. De er isoleret set ikke farlige på andet end deres mål og det enkelte frispark, som Lammens redder.
Jeg er stadig ikke verdens største fan af Carrick, men jeg begynder at tvivle på, om der er en anden træner på markedet, der kan få den samme kvalitet ud af disse spillere, som han har vist. I hvert fald mod de større klubber.
Joshua Zirkzee – UB
Leny Yoro – UB




