Alan Shearer, Andy Cole og Jermain Defoe har tidligere gjort det – og nu har Dimitar Berbatov også formået at score fem mål i en kamp i den engelske Premier League.
Det skete i dagens kamp mod Blackburn Rovers på Old Trafford. Kampen endte 7-1 til “De røde djævle”, og Berbatov tog allerede hul på sin scoringsstime, da der var spillet 71 sekunder af første halvleg.
“Jeg kan ikke tro på det. Jeg har scoret fem mål i én kamp – men det skete virkeligt,” sagde Dimitar Berbatov. “Jeg har scoret så mange mål i den samme kamp før, men er lang tid siden og var dengang, jeg spillede hjemme i Bulgarien.
“I dag gjorde jeg det i Premier League og det at stå ved siden af spillere som Cole og Shearer er en stor ære.
Den tidligere Tottenham-angriber mente efter kampen, at det var det første hurtige mål blot lidt over et minuts spilletid inde i kampen, som gav ham selvtilliden til at score flere mål.
“Det første mål gav selvtillid til at spille. Som en angriber er folk meget fokuserede på det antal mål, man scorer. Jeg er mere fokuseret på mit spil, men i dag handlede alt om at score mål for mig.”
Fergie: En fantastisk bedrift
Sir Alex Ferguson blev naturligvis spurgt ind til Berbatovs mange mål i kampen, da han blev interviewet efter kampen:
“Det var en fantastisk bedrift,” sagde Ferguson. “Han kunne have scoret seks mål, hvis ikke det var for Paul Robinsons fantastiske redning i slutningen af kampen.”
“Når angribere ikke scorer mål, så tror de, at de ikke gør deres arbejde rigtigt. Sådan har det altid været – men i dag lykkedes det,” sagde Ferguson, som hentydede til Berbatovs manglende målskarphed og de mange kritikere, som Bulgaren har blandt Uniteds fans.