Nemanja Vidic er i flere omgange blevet meldt på vej væk fra Manchester United med FC Barcelona og Real Madrid som de mest seriøse bejlere. Den serbiske landsholdsspiller har dog flere gange afvist dette som rygter.
Nu opstår der atter tvivl om, hvorvidt Vidic også er at finde i Nordengland efter sommerferien. Således åbner hans agent nu op for et skifte.
”Han (Vidic, red.) vil først tage en beslutning vedrørende sin fremtid efter VM-slutrunden,” lyder det fra Paulo Fabbri ifølge Goal.com, før han fortsætter.
”Vi har bedt United om noget betænkningstid, og Nemanja (Vidic, red.) har bedt mig om ikke at sætte navn på eventuelle klubber. En transfer vil i givet fald først falde på plads efter VM,” slutter italieneren.
Goal.com skriver endvidere, at Sir Alex Ferguson skulle have set sig varm på Simon Kjær til at afløse Nemanja Vidic, hvis kontrakt med Manchester United udløber i 2012.