Allardyce forsvarer Moyes

West Hams manager mener ikke, at Manchester United gjorde nok for at sikre sig de transferemner, David Moyes ville have til klubben.

David Moyes’ job i Manchester United blev ikke gjort nemmere af, at klubben langt fra formåede at handle ordentligt ind i sidste sæson. 

Det mener Sam Allardyce, der undrer sig over, at United efter tilgangen af Louis van Gaal har brugt 150 mio. pund på seks nye spillere. Til sammenligning lagde klubben omkring 65 mio. pund for Marouane Fellaini og Juan Mata i Moyes’ æra. 

– Hvis jeg var i Davids sko, ville jeg undre mig over, hvorfor de ikke brugte 150 mio. pund, da jeg var der, siger West Hams manager til The Sun.

– Der var en selvtilfredshed i United ved ikke at gå ud og hente de forstærkninger, som David mente, han havde brug for. Nu har man trykket på panikknappen. Han vil uden tvivl kigge indad og se på, hvad han kunne have gjort bedre. Men han skulle have haft nogle spillere, og han fortæller mig, at han ikke fik en eneste (af dem, han ønskede, red.), fortsætter Allardyce. 

Manchester United tager mod netop West Ham på lørdag klokken 16. 

Forrige artikel

Fellaini: Jeg skal nok få chancen

Næste artikel

Avis: Mulig debut til 19-årig

ANNONCE