Avis: Mulig debut til 19-årig

Reservespilleren Paddy McNair kan blive indlemmet i truppen mod West Ham som gardering for en skadet Chris Smalling. Det skriver The Guardian.

Tyler Blackett har allerede fået chancen, og nu lader det til, at endnu en ung reservespiller kan stå over for sin professionelle debut for Manchester United. 

I hvert fald skriver The Guardian, at Louis van Gaal overvejer at tage 19-årige Paddy McNair med i bruttotruppen til kampen mod West Ham på lørdag. 

Det sker, efter Chris Smalling onsdag pådrog sig en lårskade, der kan holde ham ude i weekenden. Dermed bliver han tilføjet Uniteds skadesliste, der i forvejen tæller spillere som Phil Jones og Jonny Evans. Derudover er Tyler Blackett karantæneramt. 

Paddy McNair skiftede til Manchester United fra Ballyclare Colts tilbage i 2011, hvor han primært optrådte på den centrale midtbane. 

Siden da er han dog blevet rykket længere tilbage på banen og har flere gange spillet i det centrale forsvar. 

Reserveholdtræner Warren Joyce beskriver ifølge klubbens hjemmeside Paddy McNair som en af de ungdomsspillere, der har udviklet sig mest det sidste stykke tid. 

 

Forrige artikel

Allardyce forsvarer Moyes

Næste artikel

Big Sam: Vi skal være kyniske

ANNONCE