Allardyce: Vi var fantastiske

West Ham-manager, Sam Allardyce, ærger sig gul og blå over Daley Blinds sene udligning. Han mener, at West Ham klart fortjente at vinde dagens kamp på Upton Park.

Det holdt hårdt for “de røde djævle” i dagens udekamp mod West Ham United. Hjemmeholdet spillede med musklerne og bød Manchester United op til dans, og “de røde” fra Nordengland vil formentlig være tilfredse med det ene point efter den sene udligning ved Daley Blind. 

West Hams manager, Sam Allardyce, er derimod alt andet end tilfreds efter dommerens slutfløjt. Han forbander Manchester Uniteds sene udligning langt væk.

– Drengene er fuldstændig ødelagte, hvilket de også bør være. Det var en fantastisk præstation, og jeg troede, vi ville holde den hele vejen, men sådan skulle det ikke være, lyder det fra “Big Sam”.

Allardyce ærger sig over, at hans mandskab ikke fik puttet en ekstra kasse ind bag De Gea.

– Vi manglede bare at score det andet mål, men det formåede vi ikke, selvom vi havde mange chancer.

– I sidste ende kunne vi ikke håndtere Uniteds lange bolde – de skød den bare frem og håbede på det bedste. Det er ikke sådan, du normalt ser United spille, men det fungerede for dem i sidste ende, lyder ordene fra West Ham-manageren og fortsætter.

– Hvis du ser på, hvor mange redninger David De Gea havde i dag, så er han mindst lige så afgørende som Daley Blind, der scorer det udlignende mål, siger Sam Allardyce. 

Forrige artikel

LVG: Tilfreds med uafgjort

Næste artikel

Jamie Carragher: United var ikke heldige

ANNONCE