Den blot 19-årige venstrebensspiller skiftede i sommer FC Porto ud med Manchester United, og på blot en halv sæson har den fysisk stærke og vævre midtbanespiller overbevist de fleste af sine skeptikere om, at han allerede er moden til at begå sig på allerhøjeste niveau.
I Paul Scholes skadesfravær har Anderson været den kreative og igangsættende kraft på Uniteds centrale midtbane, og sammen med Owen Hargreaves har han på det seneste udgjort en stærk midterakse på United-mandskabet.
Og selv om både Carrick og Fletcher presser sig på til en plads i startelleveren, er det stadig Andersons lynhurtige antrit, fantasifulde pasningsspil og store løbepensum, der foretrækkes hyppigst.
“Han har været absolut superb. Drengen har helt sikkert et særligt talent. Da vi opdagede ham, var vi virkelig forhippede på at få ham, selv om han havde haft brækket benet og været ude af spillet i fire eller fem måneder, for rapporterne vi fik på ham fortalte os, at han var en af de bedste unge spillere i verden,” fortæller Sir Alex Ferguson til Goal.com.
Ferguson mente dog dengang, at man skulle slå koldt vand i blodet og lade være med at hæfte så voldsomme prædikater på en så ung spiller.
“På det tidspunkt sagde jeg: “Lad os for guds skyld slappe en smule af her.” Jeg vidste han havde et stort potentiale, men jeg ønskede ikke at sætte sådanne prædikater på ham, men vi har været henrykte over ham. Han har bevist, at han er en ægte central midtbanespiller,” lyder de rosende ord fra United-manageren.
Anderson er blot den anden brasilianske United-spiller igennem tiderne. Kléberson var i 2003 den første brasilianer, der trak en United-trøje over hovedet.