Hentet fra United.no:
Tingene har ikke ligefrem været en dans på roser for Antony siden hans skifte fra Ajax i 2022. Mod Liverpool fik brasilianeren et stort løft, da han var helt afgørende for at kampen gik til forlænget spilletid med sit 2-2 mål.
I et interview med MUTV udtrykker Antony sin taknemmelighed over for Diogo Dalot, som har været og stadig er en vigtig støtte for ham i det, der tydeligvis har været en hård periode.
– Jeg er meget taknemmelig overfor Gud og for en ven, som jeg taler meget med. Diogo Dalot er mere end en ven for mig – han er en ven, som hjælper mig hver dag i klubben, siger Antony.
– Vi har et ordsprog, som vi altid siger til hinanden: ‘Den tålmodige er uovervindelig’. Vi taler altid om det. Så jeg er meget taknemmelig for ham, for hans råd, for vores øjeblikke sammen. Han er en fyr, som har hjulpet mig meget.
Inden den vigtige scoring mod Liverpool havde Antony kun scoret ét mål i årets sæson; mod Newport i fjerde runde af FA Cup’en. Han fortæller dog, at han havde en god følelse før den intense kamp.
– Før kampen sagde jeg til Diogo, at jeg følte, at noget var anderledes. Jeg følte noget godt. At jeg ville score i dag. Så jeg var meget glad for at det skete, siger Antony, før han fortsætter med at rose sin holdkammerat.
– Som sagt er Dalot min bedste ven her i klubben. Han er en fyr, jeg altid taler med, som altid giver mig råd, og hans mentalitet er ekstraordinær.