Manchester United kan måske alligevel ende på arabiske hænder. Således skriver Sunday Mirror i dag, at repræsentanter fra Glazer-familien skal mødes med advokater fra Qatar i Florida i næste uge for at diskutere en eventuel handel.
Flere engelske medier kunne i sidste uge berette, at den royale familie i Qatar planlægger et bud på mellem 1,5-1,8 milliarder pund for Manchester United. Efterfølgende slog en repræsentant fra Glazer-familien dog fast, at de ikke har i sinde at sælge.
Nu lader det imidlertid til, at de upopulære ejere har skiftet mening.
Hvis handelen bliver en realitet, står de nye ejere angiveligt klar med et transferbudget på omkring 100 millioner pund til Alex Ferguson.